Børneteater for voksne og voksenteater for børn 

I ’Sidste diligence fra Lykkens By’ dykker dramatiker Jokum Rohde ned i westerngenren, og serverer politisk satire krydret med slapstick. Det er plat og barnligt, dog afstemt i en sådan grad, at ingen undlader at trække på smilebåndet.

I ’Alice i Eventyrland’ drages børn og barnlige sjæle ind i et fantasifuldt og absurd univers, som man lader sig forføre og fortrylle af, men ikke nødvendigvis forstår. Og det skal man altså heller ikke.

I Lykkens By hersker den politiske korrekthed om dagen. Men når mørket falder på, lægges der op til nedringede kjoler, foruroligende whiskyforbrug og muntre lystspil. Her kommer den racistiske og forbryderiske dagsorden nemlig til skue – forklædt som moraliserende teater.

Lyder det velkendt? Det skulle det også gerne. I hvert fald lægger Rohde i forestillings program ikke så lidt skjul på, at fiktionen, vi ser på scenen, eksisterer uden for vores vinduer lige nu.

Intriger er der rigeligt af – til tider endda for mange til, at man helt kan holde tråd i dem. Byens grundlæggere, Jim Pop og Olga Toybear, er draget af tabu og erotik, hvor den nye sherif, Adam Black, kræver afholdenhed og anstændighed. Og det, selv om de er på samme side. Det samme gør sig gældende for den anden side med Johan the Kid, som kæmper for alles ret til frihed, og kæresten Cheyenne, som mener, at køn er en konstruktion. Begge ender med at sælge sig selv for en dollar til whisky og som lystpige i saloonen. De politiske vendekåber gør det dog ikke mindre underholdende. Tværtimod.

Forestillingens force ligger i dens muntre slapstickstil, som er båret af lydeffekter fra svingende knytnæver. Der spilles på alle westerntangenter, dog med en enkelt undtagelse. For hvor problemerne i en westernby sædvanligvis bliver overfladebehandlet med en fysisk konfliktløsning, er indbyggerne i Lykkens By usædvanlig kommunikerende og (lomme)filosofiske. Ganske vist krydret med enkelte skudsalver.

Med andre ord tilegner Lykkens By sig en tilnærmelsesvis ægte karakter, som med lidt god fantasi ligner den politiske arena i dagens Danmark. Her har Olga Toybear måske et andet solidt dansk fornavn som, tja, Inger, og købstaden kunne hedde Lars Løkkens by. Den sidste replik, vi efterlades med, når lyset går ned, er sågar noget, man kan forestille sig politikere gentagne gange har haft lyst til at råbe for lungers fulde kraft, efter at de har befundet sig i en politisk misere: Vi glemmer det hele!

Alice i Eventyrland

På Det Kongelige Teaters Gamle Scene summer det af forventning på de historiske gange.

Naboen, Magasin, spreder julestemning med dets oplyste facade, og med ’HELE DANMARKS JULEGAVEHUS’ i meterhøjt slogan appelleres der til folkets købekraft. Det samme gør sig sådan set gældende for Det Kongelige Teater, for billetterne er dyre og, hold da op, en høj gennemsnitsalder, man finder på parkettet til en ellers så børnefamilierettet forestilling.

Nuvel. ’Alice i Eventyrland’ er en produktion i astronomiske dimensioner sammenlignet med ’Sidste diligence i Lykkens By’, så det er også forventeligt. Hvor Skuespilhuset inviterede på sjov satire, leverer Gamle Scene en sanseoplevelser ud over det sædvanlige.

Forståelige krumspring

Den engelske stjernekoreograf Christopher Wheeldons opsætning af Lewis Carrolls ’Alice i Eventyrland’ er et koreografisk mesterværk. I hvert fald for balletnovicen.

Legende og humoristisk falder eventyret på det naturligste ind i ballettens genre, som ofte kan være noget selvhøjtidelig. Jo mere fjollet det bliver, desto bedre forstår vi det. Finurlige krumspring og komisk mimik driver den klassiske fortælling frem, som ellers rummer dybe lag, der kan være svære at afkode. Det gælder selvfølgelig primært de voksne, der straks skal have absurditeten til at give mening i form af freudiansk sexsymbolisme og neurologiske syndromer.

Børn – og barnlige sjæle – lader sig imidlertid opsluge af enestående scenografiske elementer, som foruden klassiske megabagtæpper gør brug af digital grafik og dukketeater, samt de vidunderlige kostumer, der peger i alle retninger og alligevel deler en fælles tråd. Den andywarholske Hvide Kanin, 70’er-pimpede-Gale Hattemager og Hjerter Dronnings sadomasochistiske livgarde iklædt rød latexbrynje får på en eller anden måde ligningen til at gå op. Hvis én plus én vel at mærke giver fire.

Wheeldons tag på Lewis Carolls historie er så dejlig ekstravagant, men dramatisk ligetil, at man ikke kan andet end at lade sig forføre. Det skader heller ikke, at Joby Talbots musik er så troværdig mod handlingen, at den pålideligt leder os gennem historien fra stormfulde højder til poetiske seancer.

Der er simpelthen ikke andet at gøre, end at lade sig rive med og falde med Alice dybt ned i Eventyrland …