pilen peger

Kultur

Bog om ledelse fri for buzzwords

Der findes et stort rødt ocean af ledelsesbøger. Der findes klassikerne. Der findes de mere modeorienterede. Og hvert år kommer der nye til. Trenden inden for ledelsesbøger i disse år er, ’hvad tænker førende ledere om ledelse’. ’Pilen peger på dig’ går en anden vej, og det er forfriskende.

Bogen er skrevet af en ledelsesrådgiver og en topleder. Det giver en helt særlig dynamik.

Kirsten Hvid-Hansen er partner og ledelsescoach i rådgivningsvirksomheden X+CO, mens Agnete Gersing er direktør for Herlev og Gentofte hospital og tidligere direktør for Konkurrencestyrelsen og senere Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Forfatterne har i mange år haft et samarbejde som henholdsvis ledelsescoach og leder.

Som læser føres man helt ind i det, forfatterne omtaler som hardcore ledelse. Forfatterne deler åbent og ærligt deres historier – succeser såvel som fiaskoer.

Grundtesen i bogen er, at ledelse er en fuldstændig afgørende komponent i organisationer og at pilen peger på lederen for at levere. Ansvaret er lederens, og det er benhårdt. Det handler for lederen om at have god indsigt i sine egne styrker og svagheder og bringe sig selv i spil på den rette måde.

Boganmeldelse

Pilen peger på dig: Om ledelse og ansvar
Af: Agnete Gersing & Kirsten Hvid-Hansen
Forlag: Gyldendal
Sprog: Dansk
Antal sider: 296 sider
Pris: 300 kroner
ISBN13: 9788702212440
4 af 6 stjerner

Klassisk opbygning tilsat god formidling

Bogen er opbygget meget klassisk. Vi starter med et afsæt, hvor de tre byggesten i god ledelse præsenteres: tillid, mod og selvindsigt.

I første del kommer vi desuden omkring et indsigtsfuldt kapitel om forsvarsmekanismer, og første del rundes af med et kapitel, der omhandler den svære overgang fra indsigt til adfærd.

I anden del vises det konkret, hvordan en leder kan bruge sine personlige kompetencer. Her er det især kapitlerne om feedback og modstand som et vilkår, der skiller sig positivt ud.

I den sidste tredjedel belyses mere organisatoriske emner såsom ledelsesudvikling, kultur og større forandringer.

Med forfatternes egne ord starter og slutter ledelse med lederen selv. Du bliver ganske enkelt kun en god leder, hvis du kan arbejde med at udvikle dine personlige kompetencer.

Konkrete cases, som de fleste ledere vil kunne spejle sig i

Bogen er konsekvent i opbygningen. Der præsenteres generel teori og best practice, og for hvert emne suppleres der med konkrete cases. Cases hentes både fra rådgiveren og fra toplederen, og det giver en god afveksling. Det giver et godt nærvær, at forfatterne bruger sig selv.

Sproget er befriende frit for buzzwords og dejligt konkret, og man har ikke brug for den store ledelsesordbog, når bogen læses. Der introduceres en god håndfuld teoretiske modeller, hvilket sker med sikker hånd.

En god ledelsesbog skal gerne bringe noget nyt til ledelsesfaget eller servere velkendt ledelsesstof på en overskuelig måde. Bogen bringer måske ikke så meget nyt stof til bordet, men har i den grad held med at gøre ledelsesgerningen konkret og overskuelig.

Bogen er en god tilføjelse til de fleste lederes personlige bibliotek. Den fortjener måske ikke en plads helt oppe blandt de store klassikere, men er bestemt pengene værd.

Af Kasper Wittrup, H&B | Hildebrandt & Brandi