boganmeldelse (1)

Lifestyle

Boganmeldelse: Diskret nordisk erhvervskoryfæ 

Vi anmelder bogen om et af de nordiske erhvervskoryfæer fra en anden tid, Ivar Samrén. En tid med ordentlighed og fokus på relationer, skrevet af Jan Cortzen. 

Det er en tur i tidsmaskinen at læse erindringer fra nordiske erhvervskoryfæer.

Ivar Samrén er en af de ukendte topchefer, der har været aktive fra 1950’erne og 50-60 år frem. Alting foregik i et andet tempo dengang. Forretning var bundet op på relationer. Et ord var et ord, og det var ikke nødvendigt med komplicerede juridiske aftaler. Det var en tid, hvor der var mere ’købmandskab’ og mindre kompleksitet.

Bogen er en klassisk biografi, hvor en forfatter, her Jan Cortzen, har interviewet hovedpersonen og en stribe relationer. Researchen er i orden – men vi kommer bare aldrig ind til Ivar Samréns personlige refleksioner og overvejelser.

Det er den gode fortælling om drengen, der vokser op i en mindre by i Blekinge i Sverige. Hans forældre var jøder, der var selvstændige erhvervsdrivende. Ivar har i en tidlig alder succes i Mölnlycke, hvorefter turen går til det hollandske stormagasin Magazijn de Bijenkorf og ikke mindst SAS Service Partner. Her står han i spidsen for en succesfuld turnaround begge steder. Det er et uplettet cv, der beskrives, drevet af gode resultater og godt netværk.

Fakta

I al diskretion

Af Jan Cortzen og Ivar Samrén

Lindhart & Ringhof 2016

207 sider

Fire stjerner af seks

Stadig aktuelle virkemidler

Ivar Samréns værktøjer og virkemidler er enkle og ligetil. Det er bare ikke så nemt, som det lyder. Hans succes tager udgangspunkt i at være tæt på kunderne, tæt på medarbejderne, og hvad der driver dem.

Først derefter kommer shareholder value ind i billedet. En turnaround er ikke noget, der bare gøres på 3-9 måneder. Det tager flere år. Så må ejere og aktionærer vente. Ivar Samrén gør det rigtige, og det er langtidsholdbart.

Som ledere skal vi omgive os med kolleger, der har det, som Ivar Samrén kalder kaliber, selv være grundige, forstå udgangspunktet og opføre os ordentligt. Det er enkelt og har været beskrevet før. Men den kontekst, som Ivar Samrén gør dette, i er interessant og lærerig.

Kommer ikke gennem diskretionspanseret

Bogen mangler de gode råd fra mesteren. Hvad er det, Ivar Samrén kan, har gjort og fortsat gør så godt. Der kommer nogle bisætninger i beskrivelsen af det uplettede cv og de gode historier.

Jeg ville have ønsket, at han havde kommet med mere fra bestyrelsesarbejdet i Van Leer Group, Gate Gourmet, Egmont, DFDS etc.

Salget af SAS Service Partner

Jeg savner også en dybere refleksion over og stillingtagen til, hvorfor det var Ivar Samrén selv, der forestod salget at SAS Service Partner i 1994, og ikke SAS selv ved Jan Carlzon. Det beskrives kun kort i bogen, hvordan Ivar Samrén måske, måske ikke har haft en integrationsudfordring.

Hvis formålet har været at skrive en diskret bog om et diskret og utrolig dygtigt forretningsmenneske, så er det lykkedes.

Hvis målet har været at skrive en inspirerende bog om et dygtigt menneskes erhvervsliv med gode råd til andre i anno 2017, så er det kun til dels lykkedes.

Pudsigt at én, der er så diskret som Ivar Samrén, har haft behov for denne udgivelse.

 

Af Søren Strunk-Sørensen, Hildebrandt & Brandi, sss@hildebrandtbrandi.com