All In anmeldelse

Kultur

Boganmeldelse: Fuld valuta for pengene for iværksættere

Her er en særdeles lærerig erhvervsbog om Just Eat-stifter Jesper Buchs historie. Fuld af enkle værktøjer, passion og gode råd, der virker i praksis.

Herligt – denne lille udgivelse er som at se en ’Die Hard’-film med tømmermænd en søndag eftermiddag uden at have nogen som helst forventninger om at fordybe sig i en scandi noir-film. I min verden er det fuld valuta for pengene, forventningerne taget i betragtning.

Jesper Buch har begået denne bog sammen med journalist Erik Bork. 160 sider med smæk, flyveskaller og udsigt til hårdt arbejde for skillingen.

Jesper Buchs historie er, at han grundlagde Just Eat i en kælder i Kolding i 2000, som senere succesfuldt blev afhændet. Siden har Jesper Buch investeret i en lang række startupvirksomheder som for eksempel Autobutler, GoMore, Miinto og Reshopper.

Bogen er bygget op omkring 10 konkrete råd til fremtidens iværksætter. Et letlæst og underholdende afsnit til hvert råd.

Alle råd er belyst ud fra Jespers egne erfaringer med at bygge Just Eat op. Til tider meget farverigt. Jeg er stor tilhænger af enkle og konkrete råd, der virker i praksis. Ofte kan sådanne komme til at virke banale i al deres enkelhed. Men for pokker, hvor har mange svært ved at efterleve disse.

Jesper Buchs konkrete råd er i min optik ikke bare gode råd til fremtidens Iværksættere, men gode råd til alle med et ønske om effekt, hastighed og agilitet.

Selvfølgelig skal man tale med sine kunder jævnligt (hver måned). Selvfølgelig skal man sikre indsigt i de allervigtigste målpunkter og især forstå detaljen. Og selvfølgelig skal man sikre kalendere og ens egen og andres nøglepersoners tid.

Banalt ville nogle sige, men prøv at høre, hvor mange CXO’ere, der systematisk taler med kunder, systematisk er på medlyt. Det er skræmmende få.

I alt for mange virksomheder drukner styringen i et hav af målepunkter, hvor alle har deres vinkel på, hvad de betyder, og hvordan de skal bruges, og hvor fortolkningsmulighederne er alt for mange.

Jeg elsker simple værktøjer og gode spilleregler.

Boganmeldelse: All In

Af Jesper Buch i samarbejde med Erik Bork

Forlag: People’s Press

Sideantal: 160

Sprog: Dansk

Pris: 160 kroner

ISBN: 9788771808421

4 af 6 stjerner

Hårdt arbejde, passion og tid til refleksion

Det er en letlæst og underholdende bog. Som udgangspunkt er det gode råd fra iværksætteren til iværksætteren, men som sagt kan alle lære noget.

Hvis man mentalt er i stand til at springe over beskrivelser af kostbare biler og boliger etc., så er jeg som anmelder egentlig ret glad. Ikke det store akademiske ridt, men det er også helt på sin plads. Intet slår passionen, og i denne bog er det Jesper Buchs passion for at gennem iværksætteri at gøre verden til et bedre sted, der gennemsyrer alt.

Jeg synes, at i særdeleshed afsnittet ’Gå Caminoen’ viser en side af den kompromisløse iværksætter, hvor han er blevet mere voksen og erkender behovet for at reflektere over, hvor man er i livet, ’sætte på pause’ for så at komme videre er god inspiration.

Enkle råd, der kan synes banale

Passionen for iværksætteriet spejler sig hele vejen igennem bogen. Kom ud af corporate-tænkningen, og genopfind dig selv og din virksomhed. Kom tilbage til basic. Indsigt i, hvad vores kunder tænker, ikke bare én gang om året, men hele tiden. Hvad er vores få og vigtigste målepunkter – lad os komme væk fra målinger, der drukner i alt for mange holdninger.

Til sidst er det befriende at høre en åbenhjertig historie, inklusive alle de fejl, der naturligvis er begået på vejen

Jeg giver bogen 3 stjerner for det generelle indhold og 5 stjerner for underholdningsværdien – samlet 4 stjerner.

 

Af Søren Strunk-Sørensen

H&B | Hildebrandt & Brandi

sss@hildebrandtbrandi.com