Husk ledestjernen

Kultur

Fornem bog om hr. Møller

’Husk altid ledestjernen – arven efter hr. Møller’. Endnu en bog i rækken af bøger om Mærsk Mc-Kinney Møller. Journalist Kirsten Møller har begået denne godt skrevne og letlæste bog, flot sat op og med billeder af meget høj kvalitet.

Indledningsvis vil jeg advare kommende læsere. Dette er ikke en rigtig ledelsesbog, men mere en velskrevet billedbladsudgivelse med ledelsesmæssige vinkler. Helt uden kant er den ikke, men det kantede er interviewene.

Bogen bidrager med nye facetter i den altid spændende fortælling om hr. Møller – ”Jeg kan ikke huske situationer med handlingslammelse. Jeg kan huske situationer med tvivl. Der er et engelsk udtryk: When in doubt, don’t! Somme tider kan pligten gøre, at man skal beslutte noget alligevel, for eksempel for at sikre beskæftigelsen på et skibsværft, selv om det kniber, og man ikke synes, man har behov for det. Vil bestyrelserne så gå med til det? Det er ikke handlingslammelse, det er tvivl.”

Boganmeldelse

Husk altid ledestjernen – arven efter hr. Møller
Af: Kirsten Jacobsen
Forlag: People’s Press
Sideantal: 288
Pris: 350 kroner
ISBN13: 9788740038576
4 af 6 stjerner

Gode interviews med nøglepersoner

Bogen er bygget op omkring en kort indledning om rederiet og hr. Møller. Derfra er der i første del interviews med en række nøglepersoner fra tiden under hr. Møller og i anden del et interview fra tiden efter hr. Møller. I særdeleshed synes jeg, at tre interviews skiller sig ud: to med personer, der har været tæt på hr. Møller, og ét fra tiden efter.

Interviewet med Claus Jensen, forbundsformand og tidligere fællestillidsmand på Lindø. Ud over at vise respekt for det arbejde, der blev lagt på Lindø, er der også en række humoristiske passager om hr. Møllers manglende viden om det at være almindelig lønmodtager i Danmark.

I interviewet med Jess Søderberg, der var nøglespiller i den transition, der udviklede Mærsk til en reel global virksomhed, bliver der åbnet for de udfordringer, der var bag lukkede døre med den aldrende hr. Møller.

Det samme gælder interviewet med Jim Hagemann Snabe, der som bestyrelsesformand i et Maersk uden hr. Møller skal bringe virksomheden videre og er den digitale frontløber for det nye Mærsk.

Interviews står ubesvarede

Stor ros til Kirsten Jacobsen for at få fortalt disse historier, der er en del af det samlede puslespil om, hvordan hverdagen var med hr. Møller ved roret på Esplanaden.

Personligt havde jeg gerne set, at forfatteren havde lavet en mere reflekterende fortælling. De gode interviews står meget alene og ubesvarede hen. Er der dele af den kultur, som hr. Møller byggede op, som på tidspunktet var et absolut nødvendigt grundlag for udvikle forretningen, men som over tid og måske i dag er en hæmsko for den nødvendige innovation og udvikling?

En bog med meget kvalitet

En meget velskrevet og næsten smuk udgivelse (fotos af Per Morten Abrahamsen).

Jeg giver bogen 3 stjerner for det ledelsesmæssige indhold og 5 stjerner for de meget fine interviews og gode og letlæste sprog – samlet 4 stjerner.

 

Af Søren Strunk-Sørensen, H&B|Hildebrandt & Brandi, sss@hildebrandtbrandi.com