beach-web

Lifestyle

Rejsedirektør genopliver charterdrømmen

Inkarneret rejseentusiast og mangeårig topchef i rejsebranchen Jan Lockhart genopdager en af de spanske charterdestinationer, der i 1960’erne charterbølge blev hvermandseje.

Familiens sommerferie gik i år til det spanske fastland. Udover at holde ferie, tjente turen for mit vedkommende også det formål, at jeg fik set en del af de feriebyer og hoteller, vi efterhånden har inkluderet i Beach Tours portefølje.

Vi startede med at tilbringe 3 dage i Tossa de Mar, der ligger en times kørsel nord for Barcelona. Fabelagtig by, der fortjener en selvstændig historie ved anden lejlighed. Herefter fulgte en lang, flot køretur langs middelhavskysten, hvor en ekstra belønning ventede i form af en glimrende uge i Nerja, en pittorisk ferieby beliggende en times kørsel, øst for Malaga.

De sidste 3 dage af ferien havde vi så valgt at tilbringe i selve epicenteret af Costa del Sol – berømte, berygtede Torremolinos, der fra midten af 60´erne og et par årtier frem, var en af danskernes foretrukne charter destinationer. Med en overflod af grisefester og sangria på menuen.  Det skulle vise dog sig at være et overraskende godt valg.

Om Jan Lockhart

Jan Lockhart startede karrieren i rejsebranchen som guide i Tjæreborg Rejser, siden stod han gennem flere år i spidsen for Apollo Kuoni og senere FDM travel.

I dag er han direktør i Usatours.dk og BeachTours.dk.

Tricket med Torremolinos, er at vælge et af de hoteller, der ligger direkte på Playa de Carihuela – en ca. 3 km lang sandstrand i den vestlige ende af byen.  Vi havde valgt at bo på det firstjernede hotel Amaraqua, beliggende direkte ud til strandpromenaden, med frit udsyn til den 2,1 km lange og 50 meter brede sandstrand. Vores ankomst fandt sted på en lørdag, hvilket betød at hovedparten af turisterne på stranden var spaniere.

Det samme gjorde sig gældende på stort set alle de tætpakkede fiskerestauranter, der ligger som perler på en snor langs strandpromenaden. Udpræget, lokal tilstedeværelse er et kvalitetsprædikat, man som regel trygt kan læne sig op af, uanset på hvilken restaurant rundt om i verden, man befinder sig. Og Carihuela er ingen undtagelse. Den åbenlyst lette adgang til frisk fisk, kombineret med den betragtelige konkurrence om såvel lokale som udenlandske besøgendes gunst, gør, at stort set alle restauranter i området holder en vældig høj standard. Ovenikøbet til priser, der er næsten latterligt lave, set med danske solbriller.

Den fremragende strand med det indbydende badevand, det store udbud af glimrende restauranter og den i det hele taget livlige, men alligevel afdæmpede og ganske autentiske atmosfære, gjorde, at vi sådan set ikke følte noget behov for at flytte os væk fra Carihuela. Når vi alligevel, undtagelsevis, gjorde det, var det enten med henblik på at udforske den eksklusive Marina Benalmadena, der ligger umiddelbart vest for Playa de Carihuela, eller de små, hyggelige gader, der ligger parallelt med strandpromenaden.

Da vi efter 3 herlige dage satte kursen imod Malaga lufthavn, der i øvrigt ligger bekvemme 15 minutters kørsel væk, var vores eneste fortrydelse sådan set, at vi ikke havde afsat mere tid til besøget. Jeg fristes til at sige at en ferie i Carihuela får én til at glemme alt, hvad man troede, man vidste om Costa del Sol i almindelighed og om Torremolinos i særdeleshed.

 

LÆS MERE

På Godfathers hotel på Cuba