Kan du svare rigtigt på følgende: I løbet af de seneste 20 år er andelen af verdens befolkning, som lever i ekstrem fattigdom …
A) næsten fordoblet
B) forblevet mere eller mindre den samme
C) næsten halveret
Hvis man tager en flok vilkårlige chimpanser vil 33 procent af dem – alt andet lige – besvare spørgsmålet korrekt. Hvis man spørger en flok nobelpristagere, ministre eller norske lærere, når man langtfra samme niveau. Og det er lige præcis, hvad den svenske læge og professor i international sundhed Hans Rosling har gjort.
Boganmeldelse
Titel: Factfulness – 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre, end vi tror
Af: Hans Rosling, Anna Rosling Rönnlund og Ola Rosling
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Sideantal: 375
Sprog: Dansk
Pris: 300 kroner
ISBN13: 9788711557266
5 af 6 stjerner
Kendt fra TED Talks
Hvis du er fan af TED Talks, er du givetvis stødt på Hans Rosling – hans videoer er blevet downloadet mere end 200 millioner gange.
Både på video og her i bogformat er Rosling en fantastisk analytiker og formidler. Ellers kedelige data om verdens sundhedstilstand bliver vakt til live i hænderne på Rosling. Med få midler giver han sit publikum nye perspektiver og indsigt i den verden, vi lever i.
Et af de trick, Rosling bruger, er at stille sit publikum ovenstående og andre lignende spørgsmål. I Roslings bog ’Factfulness – 10 grunde til at vi misforstår verden – og hvorfor den er bedre, end vi tror’ får læseren mulighed for at prøve kræfter med samme spørgsmål.
Og tro mig. Det er svært at nå chimpansernes niveau! Det lykkes åbenbart hver gang at udstille publikums uvidenhed. Men hvad så, hvis vi ikke kender børnedødeligheden i Burkina Faso?
Det er ikke Roslings mål med bogen at øge vores paratviden, så vi kan dupere borddamen til næste middagsselskab. Roslings pointe er, at vi er alt for dårlige til at forholde os til det faktiske.
Alt for ofte beror vores verdensbillede – og dermed også afgørende beslutninger – på forældede data og ensidige fremstillinger. Det gælder især os i den vestlige civilisation, hvor det ikke er unormalt at møde holdninger og syn på ’de andre’, som er affødt af ukurante data og udokumenterede fordomme.
Med bogen forsøger Rosling at udbrede evnen til at ’se’ gennem data og forstå de rigtige sammenhænge. Håbet er, at vi i mindre grad bliver som blødt smør i hænderne på de journalister og politikere, som bevidst eller ubevidst fremstiller det billede af verden, som først og fremmest tjener dem.
Forstå dine big data
Bogen har stor relevans i et forretningsperspektiv. Først og fremmest peger Rosling på de enorme muligheder, der opstår, når nye markeder oplever indkomststigninger.
Men måske mere relevant bidrager bogen med en række ’statiske’ værktøjer, som enhver seriøs leder i denne digitale tidsalder bør beherske. Nok er Rosling læge med speciale i international sundhed, men han demonstrerer med sine metoder og værktøjer, hvordan big data kan skabe grundlag for radikale og afgørende beslutninger.
Bogen er letlæst og meget fængende – nærmest på trods af emnet. Roslings mange anekdoter fra et spændende liv både i felten og på talerstolen gør den svær at lægge fra sig.
Og så lærer man noget: Svaret på ovenstående spørgsmål er C.
Af Olav Vorup Jensen, senior management consultant, Maersk Training