Morten Strunge

Kultur

Boganmeldelse: Sæt ind, hvor det gør mest ondt på giganterne

En person har mere end alle andre udfordret etablerede forretningsmodeller i teleindustrien i Danmark. Vores anmelder Joachim Sperling anmelder portrætbogen om iværksætteren Morten Strunge.

Morten Strunge er et fænomen. Han har to gange drevet TDC rundt i managen med først Onfone og siden Plenti og har også taget bogbranchen under kærlig behandling med Mofibo.

Jeg oplevede ham ved et arrangement på Aarhus Universitet, kort efter at han havde solgt Onfone og var blevet en del af TDC-maskinen. Han fyldte et helt auditorium til bristepunktet og imponerede med enkle og klare budskaber om, hvordan man udvikler en bæredygtig forretning. Han var ikke fyldt 30, men havde mere forretningserfaring, end de fleste opnår gennem et helt liv.

Ingen tvivl om, at han er værdig til et bogportræt, og den opgave har redaktør Jakob Skouboe fra IT-Watch dygtigt taget på sig i bogen ’Morten Strunge – En iværksætterberetning om at satse alt, tabe alt, udfordre de store og vinde … til sidst’. Forfatteren har fulgt miljøet i årevis og kender derfor til både it-iværksættere og telebranchen.

Morten Strunge er historien om, hvordan man udfordrer etablerede forretningsmodeller og sætter ind der, hvor det gør allermest ondt på giganterne. Problemet for TDC er jo, at de ikke kan gå lige så langt ned i pris som den lille aktør, da de har mange flere kunder og høje faste omkostninger. Morten Strunge var villig til at satse alt på, at TDC på et tidspunkt ville bide til bolle og opkøbe Onfone, og den historie er bogens absolut mest interessante.

Boganmeldelse: Morten Strunge

Morten Strunge
Af: Jakob Skouboe
Forlag: Gyldendal Business
Sideantal: 217
Sprog: Dansk
Pris: 300 kroner
ISBN-13: 9788702226461
4 af 6 stjerner

Stof til eftertanke hos konkurrencestyrelsen
Den må give stof til eftertanke hos konkurrencemyndighederne, for trafikken med store teleselskaber, der køber de små, som bider dem i haserne, er ikke til fordel for forbrugerne. Bogen dokumenterer således i flere tilfælde, hvordan Morten Strunge aktivt medvirkede til at undgå, at omsætningen i selskaberne oversteg den kritiske grænse på 100 millioner kroner, hvor konkurrencemyndighederne kan forhindre en handel.

På den anden side viser det også Morten Strunges store strategiske overblik, og det er vel også de færreste virksomheder, der er så dygtige, at de skal gøre sig umage med at holde sig under en omsætning på 100 millioner kroner.

Bogen fortæller hele Morten Strunges livshistorie fra skolegang og tiden, da han starter sin første virksomhed som 13-årig. Forældrene bakker deres søn op fra start til slut, og det vidner om et sjældent sammenhold. Familien bliver mere eller mindre tvunget fra hus og hjem undervejs, men i dag har anstrengelserne gjort dem til mangemillionærer, og det er rørende.

Bogen er nogle gange for nørdet

Desværre bliver bogen fra tid til anden lidt for nørdet. Jakob Skouboe kan ikke kan skjule sin begejstring for de mange forhandlingsdetaljer, han har fået indsigt i, og det kan i længden blive trættende – navnlig hvis man kender udfaldet på forhånd.

Til gengæld er alt ikke lutter lagkage, bedst illustreret med nedturen om Agnes Cupcakes og fortællinger fra samarbejdspartnere, der blev sorteret fra undervejs. Godt, at Jakob Skouboe også får dem i tale.

Vi lærer dog ikke for alvor mennesket Morten Strunge at kende, for personkarakteristik er ikke Jakob Skouboes stærke side. Men hvis man gerne vil vide, hvordan man skaber tre forretningssucceser på ganske få år, er bogen et godt sted at starte.

Af Joachim Sperling, js@axcel.dk