Boganmeldelse 1

Kultur

Bliv velhavende på dit personlige brand

YouTube, Instagram, Snapchat, Pinterest, Facebook, WordPress, e-mails, e-bøger, webinarer, podcasts og smartphones. Aldrig før i historien har der været så mange muligheder for at komme ud med sit budskab og bygge et personligt brand. ’Entrepreneural You’ gennemgår en række strategier til at udnytte situationen og skabe professionel selvstændighed.

Hvordan kan du bygge en langsigtet, selvstændig forretning på dine egne præmisser? Det lyder som starten på et tvivlsomt onlinekursus om at tjene penge, mens man sover.

Fakta

BOGANMELDELSE

Entrepreneurial You – Monetize Your Expertise, Create Multiple Income Streams and Thrive

Af: Dorie Clark

Forlag: Harvard Business Review Press

Sider: 260

Sprog: Engelsk

Pris: 229 kroner

ISBN-13: 978-1633692275

5 af 6 stjerner

Dorie Clark går med sin tredje bog om at skabe personlige brands og bygge en karriere som ’solopreneur’ langt dybere end dette. Og med Harvard Business Review som forlag sendes også et signal om tyngde.

’Entrepreneurial You’ handler om, hvordan man gradvist kan opbygge en identitet og autoritet og over tid skabe sig en indkomst gennem rådgivning, coaching, foredrag, reklamer med mere, alt sammen bygget op via gratis onlinemedier.

Bogen er befriende, idet den kun bruger kort tid på at beskrive, hvorfor det er interessant at bygge sin egen karriere uafhængigt af en traditionel arbejdsplads. Bogens fokus ligger i stedet på, hvordan man helt konkret gør.

Bogen gennemgår en lang række meget konkrete eksempler på kampagner og metoder, som Clark har indsamlet gennem interviews med mere end 50 succesfulde solopreneurer. Eksemplerne indeholder både faktiske økonomiske tal samt beskrivelse af styrker, udfordringer og andre mulige applikationer af metoderne.

På den måde opnår man som læser et unikt indblik i den virkelighed og økonomi, som omgiver disse virksomheder. Man overraskes gang på gang over omfanget og indtjeningen hos dem, som gør det rigtigt.

Glemt alt om succes fra den ene dag til den anden

Clarks tilgang er, at man ikke bliver en anerkendt kilde fra dag ét – men at det samtidig heller ikke er så svært, som mange tror.

Bogen beskriver et realistisk roadmap, hvor man gradvist opbygger sin autoritet på et område og sin rækkevidde via blogs, artikler, podcastcoaching etc.

Set udefra kan det lyde, som om det er lidt for nemt. Men det er tydeligt, at det kræver en fokuseret og langsigtet indsats. Det kan tage flere uger at forberede, optage, redigere og markedsføre en enkelt podcast af en times varighed. Og det kan kræve flere hundrede gæsteindlæg for andre blogs, før du selv får en velbesøgt side. Som regel uden betaling vel at mærke.

Show me the money!

Men én ting er at have følgere på Facebook. Noget andet er at tjene penge på det. ’Monetization’ er ikke nemt. For hvordan får man penge ud af de 50.000 personer, som ikke betaler en krone for at se alt ens indhold?

Ifølge Clark kræver det en anden slags kompetencer, end vi normalt bruger på arbejdspladsen. Kreativitet, markedsføring og tillid til egen værdi er centralt her kombineret med de rette strategier. Forfatteren har selv taget rejsen fra underbetalt klummeskribent til velbetalt foredragsholder, forfatter og rådgiver. Men det er i særdeleshed bogens mange cases med velkendte solopreneurer, som giver bogen dens styrke og stærke troværdighed.

Bogen henvender sig både til bloggeren, vloggeren eller instagrammeren, som allerede er i gang med at opbygge følgere, og som har brug for hands-on-inspiration til monetization.

Og så er bogen i øvrigt til alle andre, der har lyst til at eksperimentere med at styrke sit personlige brand eller måske blot skabe lidt ekstra indkomst ved siden af jobbet.

Af: Jesper Poulsen, Jesper@Jesper-Poulsen.dk