Det er i løbet af den sidste måneds tid lykkedes Hummels bestyrelsesformand, Christian Stadil, at omdanne en banal sag om bortvisning af en direktør til en fuldtonet imagefiasko.
Tidligt i februar bortviste Hummel den tidligere CEO, Søren Schriver, og kort efter begik Christian Stadil imagemæssig selvtægt over for Søren Schriver med et indigneret angreb i medierne, hvor han anklagede Schriver for groft illoyale dispositioner i modstrid med selskabets interesser.
I de følgende dage fulgte yderligere angreb, men stadig ingen detaljer om forseelsernes omfang og karakter. Kun fantasien satte grænser for, hvad Søren Schriver kunne have gjort. Der kom heller ikke nogen politianmeldelse, som man kunne forvente ud fra de anklager, Stadil fremførte mod Schriver.
Christian Stadil havde åbenbart forestillet sig, at Søren Schriver tavst ville affinde sig med karaktermordet, for et par uger senere indkaldte han i hast til pressemøde, hvor han med bævende stemme og tårer i øjnene udbyggede sine anklager og afspillede bånd, der angiveligt beviste Schrivers onde hensigter om at bedrage Hummel for millioner.
Årsagen var, at Søren Schriver havde vovet at tage til genmæle i medierne. Først senere fulgte den politianmeldelse, der skulle være faldet fra starten.
Fejlene i Christian Stadils mediehåndtering er mange, og de er både tekniske og etiske.
Det er uetisk, fordi man ikke kan overfalde en person med alvorlige, men helt uspecificerede anklager, og uetisk, fordi Stadil i praksis agerer både anklager og dommer i samme sag. Det er imagemæssig selvtægt. I den situation er det forudsigeligt, at der kommer modangreb – og det kom der. Stadil-familien blev i flere artikler anklaget for noget, der ligner gangstermetoder over for blandt andre Søren Schriver.
Her svigtede det kølige overblik fuldstændig. Enhver kommunikationskonsulent ville have set det komme og tænkt nogle skridt frem, for selvfølgelig må Søren Schriver forsvare sig, og selvfølgelig kommer der artikler, der fortæller historien om den brutale Stadil-familie, der eksempelvis truede sin tidligere direktør med fyring, da han gjorde krav på sin bonus.
De tekniske fejl står også i kø. Christian Stadil gik i medierne, mens han stadig var vred, og inden Hummels bestyrelse havde besluttet, hvordan sagen skulle håndteres. Det gav mange beskyldninger, men ikke megen konkret handling.
Efterhånden eskalerede angrebene og blev personlige, som da Thor Stadil kaldte Schriver manipulerende, og Christian Stadil kaldte Claus Hommelhoff for ubegavet og bad ham ”gå tilbage under sin sten”, da han gik i medierne på Schrivers side.
I stedet for en måneds sæbeopera kunne sagen have været lukket på en dag eller to. Med de fremførte anklager skulle der ligge en politianmeldelse klar fra starten. Man kunne så forklare bortvisningen med en formodning om alvorlige – og specificerede – fejltrin fra direktørens side, som retten senere kunne tage stilling til.
Søren Schriver kunne så gøre rede for sin side af sagen, og virksomhedens liv kunne vende tilbage til det normale.
Sagen illustrerer den balance, der skal være i en virksomheds kommunikation. På den ene side fungerer kommunikationen bedst, hvis den er spontan og ægte. På den anden side går det galt, når en leder kommer i sine følelsers vold i al offentlighed.
Var det i Hummels interesse? Simon Spies sagde jo, at al omtale er god omtale.
For Spies virkede det, fordi han med sine happenings og orgier illustrerede sit produkt og den frihed fra snærende hjemlige normer, danskerne kunne opleve, når de tog sydpå til sol, strand og grisefest
For Hummel – og for Christian Stadil – virker det ikke, fordi det går stik imod virksomhedens buddhistisk inspirerede idealer.
Det må være dårlig karma at overfalde sin tidligere direktør i fuld offentlighed uden at give ham en reel mulighed for at forsvare sig.
LÆS MERE
Hummel-direktør truet med fyring efter bitter bonusstrid
Millionkrav regner ned over Stadil-familien
Bitter strid og oppustede værdier i Stadils shippingimperium
Kommentér dette blogindlæg herunder