Bogen er glimrende læsning for alle, der går med en spirende investordrøm i maven, men som stadig har behov for at vide, hvad investering egentlig er for en størrelse. Der gøres op med finansverdenens mange myter, og du klædes løbende på til at tale fuldgyldige investeringsvalg med din bankrådgiver.
Gælder det dig, skal du starte med at læse bogens bilag. Her er der nemlig mulighed for at teste din egen risikotolerance og få et forslag til sammensætning af en langsigtet investeringsportefølje. Og gør det, inden du bladrer gennem bogens letlæselige sider, så får du mest udbytte af din læsning!
Det starter med investeringspyramiden
Fakta: Boganmeldelse
Investering uden habit
Af: Henrik Dahl
Forlag: Historia
Sideantal: 106
Sprog: Dansk
Pris: 150 kroner
ISBN:
Inden du begynder at investere, er det væsentligt at have overblik over din samlede formue. Henrik Dahl bruger investeringspyramiden som forståelsesramme til at forklare grundprincippet for investering – det handler ikke om, hvor stor formuen skal være på hvert lag, men om måden hvormed, at der bygges nye lag. Hans pointe er, at det ikke giver mening at give sig i kast med værdipapirinvesteringer, hvis man knap har til dagen og vejen – og spekulation er helt uden for rækkevidde, hvis ikke man er tilstrækkelig sikret i den langsigtede opsparing.
Med andre ord handler bogen om den langsigtede investering, der er præget af forsigtighed og har til formål at opbygge en løbende formue, som kan sikre alderdommen.
Snusfornuftige tommelfingerregler
Den finansielle verden er på mange måder uforudsigelig, så hvordan opbygger du egentlig en fornuftig opsparing i værdipapirer? Der er ikke nogen ’korrekt’ finansteori – og derfor bygger de bedste og mest robuste indsigter på god, sund fornuft.
Her er et smugkig på bogens lærerige tommefingerregler:
- Vær beskeden: Selv eksperterne kan ikke forudsige markederne. Du kan heller ikke.
- Læg følelserne på hylden, og lad være med at følge papirerne hele tiden – aktien klarer sig hverken bedre eller dårligere af, at du stirrer på den.
- Hvis noget ser for godt ud til at være sandt, er det det nok også. Tag ’finanseksperterne’s udsagn med et gran salt. Sund skepsis er på sin plads.
- Stil bare ’dumme’ spørgsmål, indtil du har forstået, hvordan det hænger sammen. Det er trods alt dine penge, det handler om.
KISS: Keep it simple, stupid
Det lykkes Henrik Dahl at formidle investering kort, simpelt og forståeligt ved at give et jordnært indblik i, hvordan man kommer godt i gang med at investere – også uden omfattende analyser og komplicerede beregninger.
Henrik Dahl har med andre ord skrevet en glimrende bog, der kommer helt ind til benet af, hvad værdipapirinvestering rent faktisk handler om.
Af Stine Sofie Bisgaard, senior managementkonsulent, H&B | Hildebrandt & Brandi, ssb@hildebrandtbrandi.com