;
Johnsen

Inside story

Er de danske kapitalfonde bange?

Mens udenlandske fonde som EQT, Nordic Capital og FSN vokser i størrelse har de danske fonde historisk set haft svært ved at følge med. Spørgsmålet er, hvorfor de danske fonde ikke tænker større?

Som Christian Frigast i dag fortæller til InsideBusiness, er Axcel nu ved at gøre klar til at rejse sin femte fond.

Tilsagnet ventes at blive på fire milliarder kroner. Bestemt en stor sum men reelt kun en dråbe i havet, når man ser, hvor mange penge de danske pensionskasser netop står og vifter med.

Der er simpelthen ikke nok fonde til investorernes mange milliarder. Behovet for alternative investeringer er simpelthen enormt.

Set i det lys kan man godt undre sig lidt over, hvorfor de danske kapitalfonde er så beskedne.

Andre nordiske fonde som EQT og FSN stræber gang på gang efter at etablere nye fonde, der helst skal være betydeligt større end den forrige. I branchen er det da også ofte et kvalitetsstempel – hvis den seneste fond er god, så skal den næste være endnu større. De gode resultater skal udnyttes.

Derfor er det tankevækkende, at norske FSN, der blandt andet ejer Lagkagehuset og Fitness World, nu reelt har overgået Axcel. Den fond nordmændene netop nu er ved at etablere bliver mere en 50 procent større end Axcels kommende fond. Til trods for, at Axcel ifølge Christian Frigast selv har leveret gode resultater og tilmed lavede en vaskeægte slam-dunk med smykkevirksomheden Pandora.

Hvorfor kan svenskerne og nordmændene, når de danske fonde ikke kan? Resultatet er desværre, at de danske kapitalfonde ofte må give fortabt, når store hjemlige virksomheder bliver sat til salg. De multipler fondene betaler i øjeblikket er historisk høje. Og når spændende, danske virksomheder som senest GlobalConnect og Fertin Pharma bliver sat til salg, så kan de danske fonde ikke længere være med.

Men hvorfor er fondene så uambitiøse, når efterspørgslen fra investorerne er enorm? Fondene selv vil hævde, at de blot holder sig til den niche, de bedst mestrer. Til glæde for de investorer, der i sidste ende forventer et solidt afkast. Omvendt kan man undre sig over, at de andre nordiske fonde åbenbart godt kan gå en skostørrelse op, når nu de danske fonde er bange for det.

En del af forklaringen skal sandsynligvis også findes i den triste kendsgerning, at de danske fonde historisk set ikke har haft særlig stort held med at brede sig ud over landets grænser. Flere har brændt fingrene på eksempelvis svenske investeringer, men hvis man vil vokse, så må man også være klar til at købe op i Sverige, Norge eller Tyskland.

Risikoen ved de investeringer er ofte større, og der er sandsynligvis et stort element af tryghed forbundet med at holde sig til solide, danske virksomheder.

I en periode hvor pensionskasser og store, velpolstrede familiefonde skriger på investeringer kunne man dog godt ønske sig, at de danske fonde havde mod til at udfordre konkurrenterne på den anden side af Øresund.