Johnsen

Redaktørens analyse

Analyse: DONG i modvind på havet

DONG's planer inden for havvind skal sikre selskabet medvind på børsen, men en strid med hovedleverandøren Siemens sår tvivl om fremtiden for vindmøller på havet.

Med en olieforretning, der stort set er nedskrevet til nul, er vind nøgleordet for energikæmpen DONG, der om blot få dage lander på fondsbørsen.

Direktør Henrik Poulsen og vind-chef Samuel Leopold har de seneste uger rejst Europa tyndt og fortalt de professionelle investorer succeshistorien om, hvordan DONG er verdens førende inden for havvindmøller.

Fortællingen har indtil videre sikret det statsejede selskab et massivt rygstød forud for børsnoteringen, hvor DONG’s aktier er blevet revet væk.

Men netop DONG’s drømme på havet giver nu nervøse trækninger hos en række af de investorer, der om kort tid skal sikre DONG medvind fra første dag på børsen.

I vindindustrien har der gennem længere tid verseret rygter om, at det mangeårige makkerskab mellem DONG og vindmølleproducenten Siemens måske ikke er så rosenrødt, som man skulle tro.

Indtil nu har begge selskaber dog gjort sit for at lægge låg på debatten. Ud over at være tætte samarbejdspartnere ejer de to giganter også selskabet A2Sea, så derfor er det helt naturligt, at både DONG og Siemens offentligt kun har pæne ord at sige til hinanden.

De allierede i åbent slagsmål

Ikke desto mindre kan man i DONG’s massive børsprospekt læse, at de to allierede er havnet i åbent slagsmål om de havvindmøller, der er tiltænkt at skulle sikre DONG og storinvestoren Goldman Sachs et solidt grønt afkast fremadrettet.

Det tyder på, at Siemens har undervurderet, hvor krævende det er for en vindmølle at stå ude i den blæsende Nordsø langt væk fra kysten.

Simens-møllernes vinger revner på grund af de stride vinde og den megen salt og vand langt fra kysterne. Spørgsmålet er blot nu, hvem der skal betale det, der risikerer at blive en klækkelig regning for at udskifte de mange ødelagte vinger.

Siemens har blandt andet leveret møller til DONG’s vindmølleparker ved Anholt og Horns Rev 2 i Nordsøen. Samtidig skal den tyske energigigant også levere møllerne til en række af DONG’s kommende prestigeprojekter. Men Siemens har allerede meldt klart ud: De ødelagte vinger skyldes ikke fejl, men ren slitage. Dermed er det ifølge Siemens DONG og selskabets partnere, der står med regningen.

Nu endnu større usikkerhed om værdisætning

For DONG’s kommende ejere er situationen om muligt endnu mere vanskelig. DONG’s vindforretning er i forvejen svær at værdisætte og præget af stor usikkerhed. Nu skal investorerne også forholde sig til, hvorvidt de tror DONG kommer til at hænge på en regning, og hvor stor den eventuelt bliver.

Der kan man tale om elastik i metermål. Alligevel ender investorerne med sikkerhed med at købe DONG-aktier. De har simpelthen ikke råd til at lade være, alene fordi DONG på grund af sin markedsværdi på omkring 100 mio. kr. vejer tungt i det danske aktieindeks.

Spørgsmålet er blot, hvordan DONG-toppen med Henrik Poulsen i spidsen vil forholde sig til aktiekøbernes bange anelser. Hos investorerne er der ikke de store forventninger. Her er den generelle holdning, at DONG vil forsøge at nedtone problemet, der sætter hele selskabets satsning på havvind i et helt andet lys. Men kender DONG overhovedet selv problemets omfang?