Lygby

Lifestyle

Hvorfor vil ingen redde Lyngby? 

Pengestærke lokale kræfter har gennem mange år spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under en række af landets fodboldklubber, men ingen herhjemme ser ud til at ville redde Lyngby Boldklub. Klubbens ejer, Hellerup Finans, står ellers ikke med de bedste kort på hånden, da det kontroversielle konsulenthus har været gennem en sand mediestorm, ligesom man på...

Pengestærke lokale kræfter har gennem mange år spændt et økonomisk sikkerhedsnet ud under en række af landets fodboldklubber, men ingen herhjemme ser ud til at ville redde Lyngby Boldklub.

Klubbens ejer, Hellerup Finans, står ellers ikke med de bedste kort på hånden, da det kontroversielle konsulenthus har været gennem en sand mediestorm, ligesom man på bundlinjen bløder voldsomt og er truet på sin eksistens.

Den blå klub lige nord for København er ejerens eneste værdifulde aktiv, men det ville være oplagt, at lokale investorer for længst havde overtaget den traditionsrige klub, der gennem tiden har spillet en vigtig rolle i dansk fodbold.

Lyngby har da også alle forudsætninger for at blive en succes. Gennemsnitsindkomsten i kommunen burde være nok til, at de lokale borgere kunne indløse billet til det noget ramponerede stadion en gang imellem. Og talentmassen i klubben og området omkring Lyngby er unikt, hvilket rivalerne i FC Nordsjælland 10 kilometer væk har nydt godt af igennem mange år.

Set i lyset af de kongeblås betydning for dansk fodbold er det noget trist, at det aldrig er lykkedes nogen at gøre Lyngby til en nogenlunde hæderlig forretning, ligesom det er tankevækkende, at der ikke er nogen pengestærke investorer med lokale rødder, der kunne have lyst til at bakke op om deres barndomsklub.

Flemming Østergaard prøvede for mange år siden. Det endte ikke lykkeligt.

Brøndby-ejers uheldige indlæg i debatforum

Så kan man grine meget ad Brøndby-ejer Jan Bech Andersens tosserier på klubbens debatforum og ryste på hovedet ad den tidligere shippingmands mange investeringer i vestegnsklubben, der nok ikke lige kommer tilbage foreløbig. Det er dog prisværdigt, at den fodboldglade rigmand rent faktisk vælger at bruge nogle af sine private midler på at holde den noget slingrende skude på nogenlunde ret kurs.

Det samme er ikke tilfældet i Lyngby.

Seneste meldinger er, at det bliver en amerikansk investorgruppe, der overtager Lyngby og dermed bliver den seneste i rækken af ejere de sidste 20 år, som ellers stort set alle har fejlet i forsøget på at gøre Lyngbys fodboldklub til en fornuftig forretning. Man kan kun håbe, at de har bedre styr på både finanserne og forretningsmetoderne end Hellerup Finans.

Inspirationen bag interessen for Lyngby Boldklub skal helt sikkert findes hos naboerne i Farum, hvor investorgruppen Pathways i slutningen af 2015 købte FC Nordsjælland (FCN) af den mangeårige storaktionær Allan K. Pedersen.

Sidstnævnte havde overtaget den lukningstruede farumklub i kølvandet på det kaos, Peter Brixtofte havde efterladt i både klubben og kommunen og fik mod alle odds gjort FCN til en solid forretning. Det skete ud fra et fast koncept om både at købe billige spillere fra andre klubbers overskudslager og udvikle egne talenter, der kunne sælges videre for solide summer. Kronen på værket var det helt usandsynlige mesterskab for nogle år siden, der sikrede farumklubben en plads i Champions League og en check på godt 100 millioner kroner, hvoraf en stor del efterfølgende endte hos Allan K. selv.

En gevinst, der primært kan tilskrives benhårdt arbejde og en pæn portion held. Traditionsrige Brøndby og Jan Bech Andersen forsøgte at kopiere den formel. Det gik bestemt ikke som ventet, og der blev hurtigt sadlet om.

Godt købmandskab skal hjælpe Lyngby i mål

Kan Lyngby kopiere farummodellen? Muligvis. Forudsætningerne er til stede. Der kommer aldrig til at sidde 10.000 trofaste tilskuere hver weekend på Lyngby Stadion. Men mindre kan bestemt også gøre det.

Godt købmandskab bør kunne hjælpe en stor del af vejen mod at skabe en fodboldklub, der rent faktisk tjener penge. For både Lyngby og dansk fodbold kan kun krydse fingre for, at klubbens kommende ejere får held til at finde den rigtige opskrift.