BangOlufsen

Inside story

B&O kan stadig komme på kinesiske hænder

Designklenodiet Bang & Olufsens nye direktør, Henrik Clausen, skal med opbakning fra storaktionæren ATP forløse Struer-virksomhedens potentiale, men den kinesiske rigmand Qi Jianhong spøger stadig i kulissen, ligesom andre opkøbere blot venter på det første fejltrin.

B & O’s nye direktør, Henrik Clausen, beskrives af mange som en uhyre driftssikker mand. Erhvervslivets pendant til en Volvo: god, solid og stabil.

Det er der i høj grad også brug for i B&O. Efter flere år med mange skuffelser og urealistiske udmeldinger fra tidligere topchef Tue Mantoni skal den forhenværende Telenor-direktør nu forløse det potentiale, som flere af Struer-virksomhedens investorer mener stadig er til stede i virksomheden.

Netop potentialet og især mulighederne for B&O’s fremtidshåb, Play, var en af de helt centrale omdrejningspunkter tidligere på året, da holdingselskabet Sparkle Roll med den kinesiske milliardær Qi Jianhong i spidsen forsøgte at overtage den danske designvirksomhed.

Kineserne havde gennem længere tid luret på muligheden for at snuppe samtlige aktier i den danske virksomhed, der gang på gang havde skuffet investorerne. Kineserne ville imidlertid kun betale omkring 75-85 kroner for en aktie i B&O, men det var langtfra nok til at overtale storaktionæren ATP. Her var aktiechef Claus Wiinblad overbevist om, at der var langt større værdier gemt i det kriseramte klenodie, og i sidste ende blev ATP’s modvilje afgørende for, at Sparkle Roll trak følehornene til sig og måtte nøjes med at købe sig til en samlet aktiepost på lidt under 20 procent af den jyske tv- og audiovirksomhed.

At det ikke lykkedes Qi Jianhong at komme til fadet i B&O, har dog ifølge InsideBusiness’ oplysninger ikke afskrækket den kinesiske rigmand. En lang række centralt placerede kilder fortæller således til InsideBusiness, at kineseren ikke har opgivet drømmen om at blive eneejer af B&O.

“Fra kinesisk side er man overbevist om, at man får endnu en mulighed for at købe aktier. B&O og selskabets aktionærer fik talt selskabet meget op i forbindelse med sidste opkøb, men såfremt selskabet ikke kan leve op til de mange løfter i løbet af de næste 2-3 kvartaler, og kursen ikke flytter sig, så er kineserne klar til at forsøge igen,” siger en kilde med indgående kendskab til forhandlingerne mellem Sparkle Roll og B&O.

Tidligere Telenor-chef Henrik Clausen er manden, der skal eksekvere B&O's strategi alt i mens opkøbere lurer på sidelinjen. Foto:Presse

Tidligere Telenor-chef Henrik Clausen er manden, der skal eksekvere B&O’s strategi alt i mens opkøbere lurer på sidelinjen. Foto:Presse


Bange for et åbent opgør

Da Sparkle Roll i april måned måtte sande, at man efter længere tids belejring af B&O ikke kunne opnå enighed i ejerkredsen, indgik kineserne i stedet en aftale med storaktionæren Delta Lloyd om at købe hollændernes aktier. Dermed kom Sparkle Roll indirekte til at sidde på 18,7 procent af stemmerne, men allerede dengang gjorde man det klart, at muligheden for at komme med et nyt bud bestemt var til stede.

“Vi er meget glade for at blive storaktionær, og som tidligere meddelt vil vi muligvis fremover forsøge at opnå et majoritetsejerskab af Bang & Olufsen A/S gennem et offentligt tilbud til samtlige aktier i selskabet,” udtalte Qi Jianhong dengang.

At Sparkle Roll måtte nøjes med at købe en enkelt storaktionærs aktier, skyldes i høj grad, at man fra ATP’s side ikke var tilfreds med de priser, kineserne havde indikeret over for landets største pensionskasse.

ATP var og er stadig overbevist om, at en aktie i B&O skal koste omkring 100 kroner, før et salg kan blive aktuelt, og da pensionsgiganten vendte tommelfingeren nedad, turde Sparkle Roll ikke præsentere samtlige investorer for et officielt tilbud. Kineserne var således nervøse for at ende i en reel budkrig, hvor ATP sandsynligvis ville få held til at samle en række af de danske investorer til et åbent oprør mod kinesernes overtagelsesforsøg.

Både Færchfonden og Gudme Raaschou Asset Management, der begge er betydelige aktionærer i B&O, var nemlig enige med ATP i, at B&O var langt mere værd end de godt 80 kroner, som Sparkle Roll ville betale for aktierne.

“Forløbet omkring Sparkle Roll kom til at tage længere tid end forventet, hvilket selvfølgelig ikke er optimalt. Vi var i dialog med kineserne, men vi er aldrig blevet præsenteret for et egentlig bud. Vi fik nogle prisindikationer, som vi ikke fandt interessante nok til at gå videre med,” siger aktiechef i ATP Claus Wiinblad.

ATP og Claus Wiinblad tror fortsat på, at der er mere at komme efter i B&O. Foto: Presse

ATP og Claus Wiinblad tror fortsat på, at der er mere at komme efter i B&O. Foto: Presse


Hemmelig byder på banen

Det var i slutningen af november 2015, at B&O-formand Ole Andersen første gang løftede sløret for, at man var dialog med en potentiel opkøber. Først efter talrige spekulationer i pressen kom det flere måneder senere frem, at det rent faktisk var Sparkle Roll, der havde set sig lun på B&O.

Det kinesiske selskab var dog langtfra den eneste opkøber, der så et potentiale i B&O. En stor amerikansk fond havde således sideløbende med kineserne hyret m&a-afdelingen i et velrenommeret Københavns advokathus til at se på mulighederne for at afgive et formelt bud på B&O. Den store modvilje blandt flere af de store aktionærer fik imidlertid også fonden til at trække følehornene til sig, men både Sparkle Roll og B&O’s anden bejler var af den klare opfattelse, at prisen på B&O skulle afspejle selskabets svære situation og ikke mindst, at B&O i de senere år havde haft mere end svært ved at leve op til sine egne ambitiøse løfter.

Fra B&O og ikke mindst aktionærernes side var man dog overbevist om, at selskabet med den store vækst i det billigere segment B&O Play langt om længe stod over for at høste et solidt afkast efter flere års ørkenvandring.

Det blev blandt andet bakket op af Danske Banks erfarne analytiker Poul Ernst Jessen, der i en analyse konkluderede, at B&O’s reelle markedsværdi var i nærheden af 4 milliarder kroner, mens både Sydbank og Nordea var betydelig mere skeptiske.

I dag er Poul Ernst Jessen stadig overbevist om, at der er en betydelig upside i B&O, hvilket de fejlslagne forhandlinger med Sparkle Roll ikke har ændret på.

“Med Play har B&O på ganske få år skabt en forretning, der er gået fra 0 i omsætning til omkring 1 milliard kroner. Det er der ikke mange andre danske virksomheder, der kan matche. Samtidig har man via tv-aftalen med LG fået taget omkostningerne og risiko ud af casen,” siger Danske Banks analytiker.

Danske Bank i nøglerolle

At analytikerne dengang var vildt uenige om prisen på B&O, var ikke overraskende, for bag lukkede døre var der i forbindelse med forhandlingerne om selskabets fremtid meget langt mellem køber og sælger. Flere aktionærer, herunder ATP, øjnede muligheden for en solid gevinst, mens kinesiske Sparkle Roll og selskabets rådgiver, Danske Bank med m&a-chef Christian Blinkenberg i spidsen, var af den klare opfattelse, at B&O fortsat var et selskab med markante udfordringer.

Mellem de to skyttegrave stod pudsigt nok B&O-formand Ole Andersen, der gennem en årrække også har været formand i netop Danske Bank. Ole Andersen har takket være sin fortid i kapitalfonden EQT og trods en noget broget historik i den svenske fond fået skabt sig et ry som en af landets dygtigste købmænd, men B&O har i flere år været en grim plet på cv’et.

Da Ole Andersen i december 2010 overtog formandsposten i Struer-virksomheden, skete det bestemt ikke i fred og fordragelighed. Daværende formand, Brian Petersen, der gennem en årrække forinden var direktør i Københavns Lufthavne, var vildt uenig med Ole Andersen om sundhedstilstanden i det vingeskudte designklenodie. Petersen mente, der var behov for en massiv oprydning i virksomheden. Ole Andersen var derimod mere optimistisk på selskabet vegne og havde samtidig stor tiltro til, at gulddrengen Tue Mantoni kunne få den danske virksomhed på ret køl.

Danske Bank havde en nøglerolle som rådgiver for Sparkle Roll samtidig med, at bankens formand Ole Andersen også er formand i B&O. Foto: Danske Bank

Danske Bank havde en nøglerolle som rådgiver for Sparkle Roll samtidig med, at bankens formand Ole Andersen også er formand i B&O. Foto: Danske Bank


Topchef ikke til diskussion

De følgende år bød imidlertid slet ikke på den vækst, Tue Mantoni selvsikkert havde lovet aktionærerne ved sin tiltrædelse. Gentagne skuffelser slog gang på gang B&O tilbage til start. Selv ATP og Claus Wiinblad, der i B&O-tiden har udvist exceptionel tålmodighed, var flere gange i medierne og udtrykke deres store frustration med tingenes tilstand i virksomheden. Overraskende for de fleste var Tue Mantonis position i B&O ikke til diskussion, hvilket flere gange gav anledning til en vis undren blandt analytikere og investorer, hvor Ole Andersen er kendt som en mand, der ikke er bleg for at skille sig af med en topchef, der ikke leverer varen.

Men Tue Mantoni var Ole Andersens mand, ligesom strategien var lagt i tæt samarbejde med formanden. En fyring af Mantoni ville hurtigt få pilen til at pege på Ole Andersen, hvis pletfri omdømme havde lidt skade efter den meget opsigtsvækkende fyring af Danske Bank-direktør Eivind Kolding i september 2013.

Fakta om B&O

Bang & Olufsen A/S (B&O) er en dansk audio- og tv-producent, der blev grundlagt i 1925 og har hovedsæde i Struer.

B&O har siden finanskrisen i 2008 kæmpet med store udfordringer som følge af et marked under hårdt pres.

Koncernen har samtidig været kritiseret for ikke at følge med den teknologiske udvikling, og det har gjort det vanskelligt for selskabet at sælge sine luksusprodukter i en tid, hvor Apple og andre leverer nye innovative løsninger.

B&O omsatte i seneste årsregnskab for 2,4 milliarder kroner og havde et lille plus på bundlinjen efter to år med store underskud.

Især forretningsområdet Play har været i markant vækst på det seneste, og i løbet af de sidste ni måneder i indeværende regnskabsår har B&O her leveret en vækst på 70 procent, mens den øvrige forretning har stået i stampe.

Med Ole Andersen som formand har B&O de senere år blandt andet solgt deres Automotive-forretning fra til Harman og har i den forbindelse indgået en licensaftale. Samtidig præsenterede selskabet i foråret et stort teknologisk samarbejde med LG vedrørende udvikling og produktion af fremtidens tv.

Begge aftaler er vitale for B&O og sparer årligt selskabet for store omkostninger, og det er nu nytiltrådte direktør Henrik Clausens opgave at optimere driften i den resterende del af B&O og samtidig sørge for, at selskabet får det maksimale ud af de to samarbejdsaftaler.

B&O præsenterer sit årsregnskab i næste uge, hvor aktiemarkedet og investorerne vil være meget opmærksomme på, hvorvidt selskabet følger planen i den turnaround, som man har arbejdet på i årevis, og som gang på gang er blevet sat tilbage.

Farvel til Mantoni

Da Tue Mantoni tidligere i år forlod B&O, var der således heller ikke tale om en fyring. Ifølge InsideBusiness’ oplysninger skete bruddet efter en længere dialog mellem B&O-bestyrelsen og Mantoni, der allerede i slutningen af 2015 reelt havde fået grønt lys til at undersøge mulighederne for en karriere efter tiden hos B&O. Da Sparkle Roll pludselig meldte sig på banen som en mulig opkøber i slutningen af sidste år, var det imidlertid kinesernes udtrykte krav, at Mantoni skulle forblive CEO, hvis det skulle lykkes dem at sikre sig ejerskabet af det danske selskab.

Sparkle Rolls retaildivision, der har hjemme i Hongkong, og som blandt andet sælger dyre ure og årgangsvine, har i flere år haft et tæt samarbejde med B&O, da selskabet står for salget af B&O Play i Kina. Det samarbejde har langtfra været gnidningsfrit, og væksten er udeblevet. Alligevel var Sparkle Rolls ultimative ejer Qi Jianhong imponeret af Tue Mantoni og anså det derfor for afgørende, at Tue Mantoni fortsatte som chef i B&O efter en kinesisk overtagelse.

Ny direktør skal eksekvere

Da Sparkle Roll efter modstand primært fra ATP måtte droppe sine drømme om at blive ejer af B&O, var det ensbetydende med Tue Mantonis afsked.

Nu er det så op til Henrik Clausen at eksekvere den strategi, både Ole Andersen og investorerne har så stor tiltro til, at de afviste kinesernes tilnærmelser. Første vidnesbyrd, hvorvidt den tidligere Telenor-direktør formår at løfte den opgave, får aktiemarkedet i næste uge, når B&O aflægger sit meget ventede årsregnskab.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ole Andersen eller kinesiske Sparkle Roll.