Parken sport web

Inside story

Kontroversielle ‘lukkebamser’ koster Don Ø og Parken dyrt

En lang række opsigtsvækkende aktiehandler kort før Fondsbørsens lukketid kostede i sidste uge Parkens to tidligere topfigurer Flemming Østergaard og Jørgen Glistrup halvandets års fængsel hver. InsideBusiness går tæt på den mest opsigtsvækkende sag om kursfup herhjemme i mange år.

Der blev i sidste uge sat et foreløbigt punktum for en af de mest omfattende og opsigtsvækkende sager om kursmanipulation herhjemme, da landsretten idømte tidligere Parken-formand Flemming Østergaard og forhenværende direktør Jørgen Glistrup hver halvandet års fængsel.

Østergaard skal samtidig betale 9 millioner kroner tilbage af de godt 15 millioner kroner, som Parkens daværende formand personligt kunne indkassere, da han i foråret 2008 indløste sine meget omtalte aktieoptioner og kunne notere sig en gevinst på 15 millioner kroner.

For Østergaard selv er der tale om en helt igennem voldsom deroute. Han var før kendt som en af aktiemarkedets helt store stjerner i 2007 og blev hyldet for sine mange ekspansive opkøb og de nyskabende tanker om at investere i alt fra fitness til badelandet Lalandia i forsøget på at skabe et stærkt indtægtsgrundlag i en fodboldverden, hvor klubberne herhjemme havde været notorisk dårlige til at tjene penge.

Forretningsmodellen blev forsøgt kopieret af en lang række af de hjemlige rivaler, men da først finanskrisen ramte Danmark i efteråret 2008, måtte fodboldklubberne med Parken i spidsen sande, at ekspansion for lånte penge kombineret med svigtende indtjening var en livsfarlig cocktail.

For Parken og Don Ø’s vedkommende ramlede korthuset for alvor i efteråret 2009. Storbanken Nordea havde længe set nervøst til, mens Parken havde ekspanderet og opbygget en voldsom gæld. Banken havde derfor taget styringspant i underholdningskoncernens ejendomme på Østerbro, herunder selve stadionet, alene for at sikre sig selv og samtidig også rykke tættere på Østergaard, der alt for længe havde fået for lang snor af bankens lokale afdeling samt af storaktionæren LD.

Livsvigtig kvalifikation kikser

I efteråret 2009 måtte banken og Parkens bestyrelse imidlertid sige stop. Don Ø’s sidste håb om at slippe ud af den finansielle skruetvinge brast en varm aften på Cypern, hvor Apoel Nicosia godt opildnet af de brølende tilskuere på det aldrende stadion kom stormende ud og løb FC København over ende med en 3-1-sejr.

Dermed var FCK’s chance for at komme med i den økonomisk lukrative Champions League forduftet, og håbet om en kærkommen gevinst på 120 millioner kroner var blevet smadret.

For Flemming Østergaard selv blev nederlaget starten på en smertefuld detronisering, hvor man en råkold novemberaften måtte meddele aktiemarkedet, at man efter voldsomme nedskrivninger og svigtende indtjening var tvunget til at gå til børsen og bede om en livgivende kapitalindsprøjtning på omkring en halv milliard kroner. Parkens bestyrelse havde Nordeas kolde ånde i nakken, og selv om banken havde forsøgt at sikre sig på bedste vis, havde daværende direktør Michael Rasmussen overtaget sagen, og han var langtfra lige så medfølende som de bankfolk, der tidligere havde håndteret det store engagement.

Samtidig havde den farverige storaktionær Patrick de Vela for længst knækket halsen som følge af krisen på ejendomsmarkedet, og hans aktier var nu havnet i hænderne på de to fabrikanter Karl Peter Korsgaard og Erik Skjærbæk, der slet ikke havde samme veneration for Østergaard. Især ikke, da deres aktier var faldet voldsomt i værdi, og de nu måtte til lommerne for at holde Parken flydende og samtidig beholde deres ejerandel i selskabet.

Utilfredsheden med Don Ø kulminerede, da formanden i januar 2009 sendte en ellers uskyldig meddelelse til fondsbørsen om et samarbejde mellem Parkens håndboldhold og den sportsglade serieiværksætter Jesper ‘Kasi’ Nielsen. Meddelelsens indhold var ikke på forhånd blevet clearet med de to jyske Parken-ejere, der ud over at blive rasende så det som deres mulighed for at få vippet den tidligere så magtfulde formand af pinden. Det var de to LD-folk Carsten Koch og Jeppe Christiansen, der måtte overbringe Flemming Østergaard nyheden, og de to LD-chefer kunne samtidig fortælle Østergaard, at det ikke var deres beslutning, men at de ikke havde anden mulighed end at føje Parkens to nye magthavere efter Don Ø’s soloridt.

Brugte aktier som betaling

Sideløbende med det økonomiske kaos i Parken var Østergaard i al hemmelighed under pres på en anden og langt mere alvorlig front. Allerede i foråret 2009 havde fondsbørsen rettet kikkerten mod Parken og i særdeleshed selskabets massive handel med egne aktier. Selv havde underholdningskoncernen flere gange forklaret, at man primært handlede med egne aktier med henblik på at leve op til diverse optionsprogrammer, ligesom man brugte aktierne som betaling i forbindelse med de mange tilkøb, som selskabet havde foretaget gennem årene. Eksempelvis havde den daværende rigmand og fitnessiværksætter Hans Henrik Palm fået en ordentlig stak Parken-aktier i forbindelse med salget af Fitness.dk til Don Ø og Parken.

Alligevel var der noget i Parkens mange handler, der gjorde fondsbørsen nysgerrig. For hvorfor købte Parken langt flere aktier, end man selv havde brug for? Og hvorfor ringede man altid til sin hær af aktiehandlere med FIH som den foretrukne kort før børsens lukketid?

Det var blot et par af de spørgsmål, der blafrede i vinden, og børsmyndighedernes interesse for Østergaard og Parken blev ikke mindre af, at Parken aldrig havde nedfældet egne interne regler for, hvornår og hvordan man skulle agere, når man shoppede sin egen aktie.

Normalt vælger store børsnoterede selskaber at hyre en uafhængig bank til at stå for diverse tilbagekøbsprogrammer, men for en mindre spiller som Parken kunne det godt forklares, at man ikke ville ofre økonomiske ressourcer på et stort anlagt program. Ikke desto mindre var det højst usædvanligt, at man ikke internt havde fastlagt nogen retningslinjer for, hvordan selskabets skulle agere. ”Reglerne er der, vi har bare ikke skrevet dem ned,” lød forklaringen fra Parken.

Den forklaring tog hverken børsen eller senere tilsynet imidlertid for gode varer, og efter at have gennemtygget en hær af aktiehandler valgte man hos fondsbørsen at overdrage det fyldige materiale til Finanstilsynet.

Især Parken og daværende direktør Jørgen Glistrups mange aktiekøb kort før børsens lukketid havde fået myndighederne til at spærre øjnene op. For hvorfor ringede Glistrup ofte til FIH 10-15 minutter i klokken 17 og købte aktier til kurser, der lå højt i forhold til, hvad andre handlende i løbet af dagen havde været villige til at punge ud?

Fra myndighedernes side var det netop de hurtige handler, der sprang i øjnene. På det travle handelsgulv hos FIH var man heller ikke helt tryg ved de mange opkald fra Parken 5 minutter i lukketid.

Langt de fleste af bankens aktiehandlere her havde tidligere været ansat i konkurrenten Carnegie, og også her havde det længe været et tema, at Parkens handel med egne aktier var meget speciel. Helt tilbage i Carnegie-tiden blev sagen sågar diskuteret i bankens ledergruppe.

Finten med at ringe kort før børsens lukketid og købe til høje kurser for derved at sikre, at en aktie åbner i et tilsvarende højt niveau næste morgen, kaldes i fagsprog en ‘lukkebamse’. Og det var netop Parkens talrige lukkebamser og den ofte meget direkte retorik i de mange båndede samtaler, der skabte bekymring både hos Carnegie og siden FIH samt Fondsbørsen og ikke mindst tilsynet.

Glistrup skulle “tage action”

En over 40 sider lang redegørelse af Parkens særprægede handel med egne aktier med Finanstilsynets underskrift blev afleveret til SØIK, bedre kendt som Bagmandspolitiet. Og her var man af samme opfattelse som de to øvrige myndigheder. I august 2011 sprang bomben: Don Ø og Jørgen Glistrup var sigtet for kursmanipulation. Sagens to hovedpersoner havde kun hån tilovers for politiets anklager. De var af den helt klare overbevisning, at de intet havde gjort galt. Igen støttede de sig til forklaringen om, at de mange aktiehandler ikke var foretaget for at give Parken-aktien kunstigt åndedræt, men fordi selskabet havde brug for aktierne.

I det efterfølgende retsopgør, der trak overskrifter i en række af landets aviser, stod det imidlertid klart for enhver, at Parkens ledelse med Don Ø i spidsen havde været usædvanlig optaget af, hvordan selskabets aktiekurs klarede sig. Østergaard og Glistrup lod næsten til at skælde aktiehandlerne ud i FIH, hvis kursen en dag havde haft en offday. Og Don Ø bad sågar på et tidspunkt Glistrup ”tage action” på kursen.

Kæmpekrav lurer i kulissen

Da byrettens dom faldt i efteråret 2015, var det imidlertid en noget mudret afgørelse. Don Ø og Glistrup blev hver dømt til nogle måneders ubetinget fængsel, men det var meget uklart, hvad retten egentlig havde lagt vægt på, ligesom dommeren kun havde straffet Parkens tidligere topfigurer for handler i en lille del af den periode på godt et år fra 2007 til 2008, hvor man var anklaget for at have manipuleret med virksomhedens aktiekurs.

Den generelle opfattelse både fra forsvareres og anklageres side var, at sagen kunne gå begge veje, da man straks efter ankede til landsretten. Derfor var det en chokeret Jørgen Glistrup, der i retten i sidste uge kunne konstatere, at retten havde skærpet dommen voldsomt. Halvandet års ubetinget fængsel til begge og en konfiskering af 9 millioner kroner hos Østergaard. Samtidig blev Parken præsenteret for en bøde på 13 millioner kroner, som – havde man tidligere havde meldt ud – ville blive sendt direkte videre til hovedpersonerne.

En total deroute for Parkens godfather, der nu pludselig trues af det selskab, han selv var med til at bygge op fra grunden. Samtidig rasler tørlastrederiet Clipper også med sablen. I 2008, da shippingselskaber verden over skovlede penge ind, valgte Clippers fodboldglade ejer Torben Gulnar Jensen, der selv har stået på mål for FC Københavns moderklub B1903, at investere et markant beløb i Parken. Men den investering skete på baggrund af en oppustet aktiekurs, mener Clipper, der kræver 83 millioner kroner i erstatning af Parken. Et krav, som selskabet ligeledes har tænkt sig at sende videre til Østergaard og Glistrup, hvis retten godtager rederiets voldsomme krav.

Sidste punktum i årtiers største erhvervsskandale herhjemme er således endnu ikke sat, og både Don Ø og Glistrup har allerede luftet muligheden for at prøve sagen ved Højesteret. For dem handler det nu om at overbevise det såkaldte Procesbevillingsnævn om, at sagen er principiel. Hvis det lykkes, kan hele cirkusset starte forfra.