Norisol Web

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Revisionshus melder sig ind i kapløbet om de attraktive mandater – Mærsk fik det, som de ville have det

Ugens vinder: Revisionshus melder sig ind i kapløbet om de attraktive mandater Gennem de senere år har det især været revisionshusene PWC og Deloitte, der har gjort sig bemærket inden for køb og salg af virksomheder herhjemme. Især Deloitte har været involveret i en række opsigtsvækkende handler, herunder norske FSN’s køb af fremadstormende Fitness World....

Ugens vinder:

Revisionshus melder sig ind i kapløbet om de attraktive mandater

Gennem de senere år har det især været revisionshusene PWC og Deloitte, der har gjort sig bemærket inden for køb og salg af virksomheder herhjemme. Især Deloitte har været involveret i en række opsigtsvækkende handler, herunder norske FSN’s køb af fremadstormende Fitness World. Nu melder EY sig så på banen efter at have haltet en smule bag de to rivaler de senere år.

Som InsideBusiness tidligere på ugen kunne løfte sløret for, arbejder revisionsgigantens M&A-hold anført af Martin Niclasen netop nu på to spændende sager, nemlig salget af Maj Invests Norisol samt FSN’s potentielle frasalg af Skamol. Især sidstnævnte handel har fået mange til at spærre øjnene op, for med en driftsindtjening på omkring 80 millioner kroner er Skamol en særdeles attraktiv virksomhed. Det er et selskab, som mange andre konkurrenter, herunder tunge drenge som Danske Bank, Carnegie og FIH, ville elske at sælge. Nu bliver det så EY, og det bliver interessant at se, om rådgiveren kan fastholde sit nuværende momentum og tage kampen op med de mange hårdtslående konkurrenter.

 

Mærsk fik det, som de ville have det

Der bliver som regel lyttet på Christiansborg, når Mærsk truer. Det skete også i optakten til forhandlingerne om fremtidens olie- og gasproduktion i Nordsøen. Truslen var, at Danmark ville gå helt glip af skatteindtægterne, og vigtige ressourcer ville blive i undergrunden, fordi det ville koste for meget for Maersk Oil at videreføre Tyrafeltet. Det var for nedslidt, og det ville blive for dyrt at udvinde den resterende olie og gas.

I denne uge faldt så en aftale endelig på plads, og naturligvis får A.P. Møller – Mærsk en skattemæssig håndsrækning fra finansminister Kristian Jensen (V). Samlet set er der tale om 3,5 milliarder kroner i skattemæssige lempelser fra regeringen til Nordsøens parter, hvoraf hårdtpressede Maersk Oil er den ene.

På InsideBusiness siger vi også til lykke til det vestjyske erhvervsliv. For den omfattende renovering betyder arbejdspladser og vækst i en tid, hvor den lave oliepris har presset investeringerne i bund. For øvrigt gemmer der sig en interessant passus i aftalen om, at selskaberne i Nordsøen kan ende med at skulle betale hele skatterabatten tilbage, hvis olieprisen igen går op.