billedetil medier. HUSK Foto Jorisvo Dreamstime.com

Leder

Velkommen til InsideBusiness #7

Der er kamp om at levere lukrative konsulentopgaver til staten for rådgiverhusene. Hvordan klarer de enkelte spillere sig? Vi ser også på en kæmpe virksomhedshandel for Nordic Capital, vindere og tabere i mediebranchen i 2018, samt på et opgør om headhunternes nye brancheorganisation.

McKinsey er udfordret, mens Boston Consulting Group stormer frem som leverandør af managementkonsulentydelser til staten. Vi ser nærmere på, hvilke aktører der erobrer terræn på det lukrative forretningsområde.

Dernæst handler det om kapitalfonden Nordic Capital. For normalt sælger fondene en enkelt virksomhed ad gangen. Nordic Capital har netop solgt ni af slagsen. Endda på en gang og så til en investorkreds bestående af blandt andet Goldman Sachs. Transaktionen betyder, at den svenske kapitalfond kan lukke sin syvende fond, der blev stiftet umiddelbart før finanskrisen. For de danske selskaber Bladt Industries og Sportmaster betyder den opsigtsvækkende handel, at de nu får fem år med nye ejere til at vise deres værd.

Vi kigger også på en ny brancheforening for headhuntere – uden headhuntere. Det er den noget triste situation i Dansk Erhvervsnye brancheforening Search Danmark, der skal samle landets skarpeste hovedjægere.

For samtlige af landets førende aktører har vendt ryggen til den nye organisation, der dermed ikke kan mønstre en eneste af de største headhuntere blandt sine medlemmer. I stedet ser Egon Zehnder, Spencer Stuart og de andre stærke spillere nu på muligheden for at lave deres egen forening hos Dansk Industri. Vi går tæt på en splittet branche.

Skæbneår i mediebranchen

Og så sætter Peter Nyholm i denne uge fokus på skæbneåret 2018 i mediebranchen. Det går endelig lidt fremad for flere af de store spillere, der synes at have fundet vejen til større indtjening trods oplagsfald, mens andre mediehuse kommer til at kæmpe for livet. Vi finder vinderne og taberne.

I denne uge har vi også kulegravet det interessante paradigmeskifte på boliglånsområdet, hvor Danske Bank kaster sig ind på markedet med et billigt bankboliglån i direkte konkurrence med realkreditten. Udviklingen er overraskende og ikke uden risiko.

Samtidig ser vi på, om bossen i realkreditkæmpen Nykredit Michael Rasmussen har overset dette angreb i flanken.

Det handler også om konsulenthuset Valcon, som er i gang med en vanskelig omlægning af strategien og om spillet om verdens største headhunter-firma Kornferry, som er ved at blive solgt til Aon eller Accenture.

I denne uges kultursider handler det om, hvorfor nogle offentlige projekter fejler, mens andre lykkes med en anmeldelse af bogen Reform og Forandring.

Billedtekst: JP/Pol bliver en af årets vindere i mediebranchen. De store lokale mediehuse får det derimod svært(foto: Jorisvo Dreamstime.com)