Når du køber flybilletter og andre forudbetale produkter med Visa eller Mastercard, garanterer kortindløseren, at du får pengene tilbage, hvis leverandøren går konkurs.

Leder

Velkommen til InsideBusiness #14

Udenlandske storbanker trækker sig nu ud af det danske bankmarked, og det stresser de store virksomheder. Læs også om heftigt indgreb mod pensionsbranchens SUL-underskud, om kæmpe risici for betalingsbranchen og om et headhunterfirma, som klarer skærene i fin stil.

En række store udenlandske banker har gennem de senere år velvilligt lånt ud til landets største virksomheder, men i takt med at coronakrisen eskalerer, trækker de udenlandske banker nu følehornene til sig for at fokusere på deres hjemmemarked.

Vi ser nærmere på tendensen, der giver en række danske virksomheder grå hår, men som samtidig sikrer de hjemlige banker en gylden mulighed for at erobre terræn, i denne uges tophistorie.

Mere kritisk er den synkroniserede globale nedlukning af fly-, rejse- og hotelindustrien, der er en overordentlig farlig cocktail ikke bare for de konkurstruede selskaber selv, de ansatte og deres kunder, men også for betalingsindustrien, som har en formue i klemme i de berørte selskaber. Hvor alvorligt det kan blive, afdækker vi i denne uges InsideBusiness.

Inden for pensionsområdet sker der også ting og sager, efter at Finanstilsynet endelig har offentliggjort, at man går i kødet på de store SUL-underskud. Konsekvenserne for branchen kan blive enorme – vi finder vindere og tabere på manøvren og spørger Finanstilsynet, hvordan løsningen i praksis skal strikkes sammen. Udviklingen kan også få stor betydning for den længe ventede unbundlingbølge.

I denne uge har vi også haft fokus på tandlægerne – ikke mindst på de hurtigvoksende tandlægekæders pænt store udfordringer som følge af corona, ligesom vi ser nærmere på Mercuri Urval særdeles pressede forretningsmodel.

Vi analyserer også politikerne og Skattestyrelsens jagt på milliarder og ikke mindst syndebukke i den store udbytteskandale, hvor politikernes symbolpolitik i sidste ende kan vise sig at blive en dyr fornøjelse for statskassen.

På kultursiderne anmelder vi en rigtig vellykket bog om, hvordan man får medarbejdere og organisation med på strategiske forandringer.

God læselyst!