smykker

Leder

Velkommen til InsideBusiness #19

Det er blevet en særdeles lukrativ branche at spotte talenter og chefer til finanssektoren for headhuntere. Vi ser også på udviklingen i mindre konsulenthuse, de mest pressede topchefer i dansk erhvervsliv – og så er en ny bil til direktøren i fokus.

Der er penge i finanssektoren. Det har de største headhuntere i Danmark for længst erkendt, og derfor kaster flere af dem sig nu ud i en målrettet jagt på de prestigefyldte opgaver med at hente topchefer til de hjemlige banker, forsikringsselskaber, pensionskasser og ikke mindst kapitalfonde.

Vi går tæt på et lukrativt marked i kraftig vækst, men hvor krav til både kandidater og headhuntere skærpes.

Morten Johnsen stiller i denne uge ind på landets mest pressede topchefer på børsen. For efter talrige skuffelser, faldende aktiekurser og dårlige historier sidder en række af landets tungeste direktører nu løst i sædet.

Og så handler det om resultaterne for en lang række af landets mindre konsulenthuse, der slås om at være bedst til at skabe vækst med vidt forskellige forretningsmodeller. Vi finder dem, der er bedst til at få nye kunder i forretningen.

Vi har også en kommentar fra Karsten Borger, der kigger nærmere på Henrik Sass Larsens (S) nye bog, samt ikke mindst hvilke konsekvenser en rød regering får for erhvervslivet.

Ophedet ejendomsmarked

I denne uge har vi set nærmere på det ophedede marked for udlejningsejendomme i København, der tiltrækker udenlandske investorer som bier om honning. En række toneangivende spillere tvivler på, at priserne kan fortsætte opad.

Det handler også om en hedgefond fra Nykredit, der stort set har kopieret konceptet fra Jyske Bank, der kom grueligt galt af sted med et lignende koncept under finanskrisen.

Vi har også en artikel om de banker, der har penge i klemme i den pressede legetøjskoncern Top-Toy. De første nedskrivninger er allerede en realitet.

I denne uge har vi også noget usædvanligt kastet os ud i en ny bilmodel til InsideBusiness-folket. For en af de mest populære direktionsbiler herhjemme, Audi A6, har fået et facelift, som lægger det konservative ydre fra sig og springer ud som en dynamisk og mere aggressivt designet bil. Duer den til noget?

Vores anmelder Joachim Sperling anmelder en af tidens interessante erhvervsbøger om en iværksætter, der om nogen har formået at udfordre telegiganterne, Morten Strunge.