danskebankpix

Leder

Velkommen til InsideBusiness #22 

Pensionskassernes tætte parløb med kapitalfondene de senere år kan ende med at koste store nedskrivninger. Finanstilsynet kulegraver netop nu området, og InsideBusiness løfter sløret for en række af de problemfyldte investeringer, der kan give store tab. Læs også om øget risiko for stigende bidragssatser, forsikringsbranchens vindere og tabere i første halvår samt et udskældt Danske Bank-produkt, der overrasker positivt. 

De danske pensionskasser har investeret massivt i unoterede aktier i tæt samarbejde med kapitalfonde fra ind- og udland. Men langtfra alle de investeringer er i god gænge, og flere er så hårdt ramt af både covid-19 og generelle udfordringer, at risikoen for nedskrivninger og tab er overhængende. Vi ser nærmere på pensionsbranchens største unoterede hovedpiner.

Dernæst handler det om forsikringsbranchen, der i første halvår byder på en noget overraskende udvikling, idet If Forsikring og Gjensidige i den grad vinder terræn på det danske marked, mens Codan bytter kunder for en fornuftig indtjening. Vi tager temperaturen på et forsikringsmarked med store forskydninger på kundesiden.

Læs også om regeringens udskældte pensionspakke, som er den perfekte gave til banksektoren, der i årevis har manglet en undskyldning for at hæve bidragssatserne på danskernes realkreditlån.

Overraskende rebound for udskældt Danske Bank-produkt

Vi går også tæt på Danske Banks skandaleramte Flexinvest Fri, der endte med at koste den midlertidige topchef, Jesper Nielsen, jobbet. Stik mod bankens egne dystre forventninger viser det sig nemlig nu, at kunderne rent faktisk har fået et ganske hæderligt afkast på det udskældte produkt.

Og så er der igen ballade i kriseramte Joe & The Juice, ligesom en ny fintechalliance kan få afgørende betydning for pensionssektoren. Vi kigger også nærmere på børsnoterede Chr. Hansens frasalg af divisionen Natural Colors, ligesom vi giver et indblik i, hvilke af landets advokater der sidder tungt på de største konkurser.

I denne uges klumme ser Valcon nærmere på, hvordan covid-19 har påvirket den måde, landets virksomheder arbejder og bør arbejde med deres forsyningskæde.

På kultursiderne kan du læse om en bog, som går tæt på virksomhedernes evne til styre deres strategiske kommunikation.

God læselyst!

InsideBusiness-teamet