atp

Ugens vindere og tabere

Ugens vindere: Pensionsudfordrer får vigtigt kvalitetsstempel – Ny ATP-topchef slap overraskende gennem nåleøjet

InsideBusiness giver dig et overblik over ugens vindere og tabere i dansk erhvervsliv.

Pensionsudfordrer får vigtigt kvalitetsstempel

Det er lidt mere interessant, end det lyder, at pensionsforsikringsleverandøren Euro Accident får en stærk kreditvurdering af AM Best på A-Excellent. Årsagen er, at daværende PFA-topchef Allan Polack havde som agenda at detronisere nytilkomne spillere på pensionsmarkedet. Det skete f.eks. til en konference hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen sidste år, hvor han angreb spillere som Euro Accident.

”Mange newcomers på pensionsmarkedet er ejet af kapitalfonde. Det har vi allerede set. De nuværende spillere er reguleret, og de er reguleret af kritiske medier. Sådan er det bare ikke i kapitalfondsverdenen. Derfor er man ved at sætte tingene over styr,” lød det fra PFA-topchef Allan Polack i en heftig debat om de nye SUL-regler.

Det var svært for især Euro Accidents danske direktør, Christian Dehn, at sidde det angreb overhørig, ikke mindst fordi Euro Accident tæller den svenske kapitalfond Impilo i ejerkredsen.

Derfor er det klart, at Dehn og hans team har brug for at gøre opmærksom på, at Euro Accident faktisk har fået en financial strength rating på A Excellent fra kreditvurderingsbureauet AM Best. Og det udløser en ugens vinder.

Ny ATP-topchef kom overraskende gennem nåleøjet

Kabalen med ledige topchefstillinger i hele pensionssektoren er ved at falde på plads. Således fik Martin Præstegaard tjansen som ny direktør for ATP. Det skal nok blive debatteret vidt og bredt i pensionsbranchen, for hvorfor kan en person med fem års erfaring fra rollen som departementschef Finansministeriet, fra fire i en stilling som økonomidirektør i DR og med godt to års erfaring som viceadministrerende direktør for ATP få lov til at blive øverst ansvarlige for den store opgave at passe på danskernes store, fælles pensionspengetank?

De fleste danske headhuntere undrer sig over sagen, ikke mindst i lyset af tidligere PFA-topchef Allan Polacks exit, hvor bl.a. Camilla Holm med seks års erfaring i toppen af Totalkredit blev vejet og fundet for let på baggrund af fit & proper-regler. Selv om PFA også i høj grad handler om investeringsmæssige kompetencer.

Til Præstegaards fordel taler naturligvis, at han har haft knap tre år som viceadministrerende direktør i ATP, men Finanstilsynet skal passe rigtig meget på, at man ikke kører et strammere regime for private virksomheder end for halvoffentlige som ATP.

Erhvervsmediet Finans spekulerer i, at det skyldes særloven om ATP, der åbenbart ikke er så restriktiv som det regime, som pensionssektoren og bankerne er underlagt på området. Og man kan måske bedre trække på en helhedsvurdering af direktionens kompetencer. Et forhold, som volder store kvaler ved udnævnelser af bank, forsikrings- og pensionsdirektører.

Hvis det er tilfældet, at der opereres med to regimer, kan det blive problematisk for Finanstilsynets håndhævelse af reglerne. Og det kan give yderligere problemer for det i forvejen følsomme tema omkring myndighedernes godkendelse af topchefer på det finansielle område.

I mellemtiden får Martin Præstegaard en ugens vinder, for han slap trods alt gennem nåleøjet – og reset beset virker han som den rette profil til ATP ud fra et fornuftsperspektiv. Men det er måske netop fornuftsperspektivet, som har haft det svært i fit & proper-regimet, hvor 10 års erfaring fra en lignende stilling synes at være et krav for udnævnelser i ’systemisk vigtige’ finanskoncerner.