;
billede til lifestyle

Lifestyle

Biljagt: Vi henter italiensk skønhed med mangler

I stedet for en pålidelig ældre BMW Z4 er det nu en italiensk nyklassiker, som vi med møje og besvær henter hjem fra Tyskland. Genialt, galimatias eller blot en forbigående forelskelse i en italiensk skønhed med mangler? Læs anden del af InsideBusiness’ chefredaktørs forsøg på at opnå profit på import af en brugt bil fra Tyskland

Det begyndte ovre på Djursland. En annonce for en Alfa Romeo GTV6 3,0 fra 2001. For bare 60.000 kroner kunne man blive ejer af dette italienske køretøj, som i visse kredse ventes at blive en af de kommende års interessante bilklassikere.

Bilen er designet af Pininfarina. Den har den legendariske italienske Busso V6, og modellen er højt besunget af f.eks. Top Gears Jeremy Clarkson og kendt som det tætteste, man kommer på en Ferrari-oplevelse i en almindelig sportscoupé. Tillige er priserne på denne biltype begyndt at kravle pænt i vejret på det tyske marked. Så i forhold til den BMW Z4, som var den oprindelige plan, er der mulighed for at tjene nogle håndører på en potentiel værdistigning. Eller det tænkte jeg i hvert fald på vej i bilen over til Djursland.

Men da oliepinden knækkede og nær forsvandt ned i motoren, faldt bilen på Djursland ligesom lidt til jorden. For en misligholdt Alfa Romeos istandsættelsesomkostninger napper hurtigt den eventuelle gevinst. Trods den forførende lyd var der ikke andet at gøre end at køre hjem igen for atter at gennemtrawle markedet for en bil i bedre stand. Denne gang i Tyskland. For i Danmark er markedet for Alfa GTV6 nærmest ikkeeksisterende. Selv i Tyskland finder man kun en håndfuld i rimelig stand. Ofte er de steget til et niveau, der gør dem uinteressante at betale afgift af i Danmark.

I Hagen uden for Bremen stod den så. Perfekt på billederne. Mørkeblå, sort læder. Kørt 85.000 kilometer, så ifølge annoncen ud som ny og til en rigtig skarp pris i forhold til andre på markedet. I telefonen fremstod ejeren som en ældre, langsomt talende tysk herre, så her var altså en reel mulighed for at få en privatejet bil med en pertentlig ejer, og det er præcis den rette måde at gøre en god handel på i Tyskland.

Og prismæssigt meget interessant. For de få velplejede GTV6 ligger typisk på mellem 9-000-13.000 euro uden danske afgifter, hvis kilometertallet er vel under 100.000. Så til 5.900 euro var det lidt af et røverkøb. Jeg bød ham 5.500 euro og uden yderligere forhandling sagde han ja. Jeg skulle måske have anet uråd, da han kort derefter sendte billeder af en grim skramme i forskærmen.

Men beslutningen var taget, og få timer senere var hotelværelset i den søvnige vesttyske by Hagen booket, euroautomaten tømt, og det gik for fuld fart ned ad den tyske Autobahn.

Ikke så skøn som ventet

Det viste sig, at den tyske herre boede i en nydelig, men noget patineret villa. Den blå italienske skønhed stod i indkørslen. Uvasket og med nogle skrammer ud over bulen i kofangeren kunne den ikke helt bære betegnelsen ’sieht aus wie neu’. Men når man har kørt 800 kilometer, er man mere tilbøjelig til at indgå en handel, end hvis man er kørt til Djursland. Så jeg fik slået yderligere 200 euro af prisen. Tyskere er generelt ikke tilbøjelige til at acceptere særlig store prisnedslag.

Nu var der blot tilbage at tjekke bilens papirer, der gemte på nok en overraskelse. Selv om bilen var annonceret med første registrering i 2001, så havde servicebogen et stempel fra 1999. Og efter noget pres gik den tyske herre til bekendelse. Nu havde han pludselig også papirer på bilen fra 1999. På dette tidspunkt var jeg nok kørt hjem, hvis jeg ikke havde været i Tyskland.

Men optimismen sejrede, og med tanke på en afgiftsbesparelse i Danmark på grund af den højere alder drog vi af sted til det lokale kommunekontor for at få bilen omregistreret. Har man blot en gang prøvet mødet med det tyske bilbureaukrati, ved man, at det er en drøj omgang, der både kræver tålmodighed, tyskkundskaber og en vis portion ydmyghed. Det skulle vise sig at blive langt værre end vanlig denne gang. Og det skal man have for øje, hvis man selv ønsker at hente bil i Tyskland. For det er noget helt andet at købe en brugt bil af en privat end hos en forhandler, hvor forhandleren står for papirarbejdet.

I Tyskland er et såkaldt Zulassungsstelle bygget op, som et dansk motorkontor så ud i gamle dage. Alt efter byens størrelse er den offentlige bygning mere eller mindre målrettet bilkøbere. Fælles for disse områder er, at der altid er et par nummerpladehandlere i forlængelse af stedet. Deres funktion er ud over at sælge prøveplader, der kan køres på i 9-14 dage, også at sælge forsikringer.

Det er nødvendigt at købe en nummerplade og en forsikring, hvis man vil køre i bilen til Danmark. Især fordi man skal have de stempler, der dokumenterer, at bilen er lovligt eksporteret fra Tyskland.

Bilimporten faldt næsten til jorden

Men allerede ved nummerpladeskranken gik det galt for det lille importeventyr. Jeg havde medbragt pas, kørekort og sygesikringsbevis, men den bestemte tyske dame afviste det med et klart nein. Det var ikke nok. Der manglede en Meldebescheinigung. Altså et dokument, som dokumenterer ens adresse, lod sig forstå. Og end ikke den bestemte dames besøg hos en tysk embedskvinde på kommunen kunne ændre dette.

Det lykkedes imidlertid for vores lille delegation selv at få adgang til embedskvinden på kommunekontoret, og det viste sig, at det var nok med et simpelt billede af et brev fra Skat i e-boksen. Pyha. Efter yderligere et besøg hos nummerpladedamen, en times ventetid og et besøg hos en sagsbehandler i kommunen, lykkedes det at få tyske nummerplader på den blå Alfa Romeo.

Næste gang tager vi turen gennem det danske afgiftssystem. For hvordan får man billigst muligt betalt registreringsafgift i Danmark? Det er en nemlig også jungle, der dog har visse smutveje.