Scenen er jo set før i historien, ikke mindst i Grækenland: En generalstrejke lammer hovedstaden, rasende demonstranter skanderer deres protestråb mod regeringens nye spareplan ud over pladsen foran parlamentet, indtil skyen af tåregas når dem og tvinger dem på flugt ned ad sidegaderne, mens kanonslag og sirener overtager lydbilledet.
Søndag den 8. maj skete det igen, og det eneste usædvanlige ved den sørgeligt gentagne situation var, at demonstranterne denne gang protesterede mod en stærkt venstreorienteret regering. De nyeste stramninger er gennemført af den yderste venstrefløj: Siden januar sidste år har landet nemlig været ledet af en koalition anført af Syriza, der bedst kan sammenlignes med Enhedslisten i Danmark.
De senest vedtagne stramninger var en pensionsreform – endnu én, altså – plus en skattereform. Pensionsreformen skal rydde op i et kompliceret system af delvis underskudsgivende pensionskasser, øge egenbetalingen og sænke de højeste pensionssatser. Pensionsreformen var ifølge regeringen simpelt hen nødvendig, hvis ikke pensionssystemet skulle gå fallit.
”(Pensions)systemet vil bryde sammen i løbet af få år,” lød advarslen fra regeringsleder Aleksis Tsipras.
Det var vel ikke lige det, Tsipras og hans folk i Syriza blev valgt på i januar 2015, men også hårdkogte marxister kan altså nå dertil, at de vælger at bøje sig for markedets love. De nye reformer blev i hvert fald listet igennem i parlamentet med et snævert flertal kun halvandet døgn før et nyt møde i eurogruppen, eurolandenes finansministre, om Grækenlands gæld. Og parlamentets vedtagelse synes at have været en god investering. Eurogruppen endte nemlig med i slutningen af maj at vedtage ikke bare endnu en lån til Grækenland – denne gang på 10,3 milliarder euro – men også en reel gældssanering til landet.
Det sidste er i virkeligheden det vigtigste
Siden sidste sommer har verden været vidne til en mere og mere indædt og offentlig diskussion mellem på den ene side eurolandene, først og fremmest Tyskland, og på den anden side IMF om, hvorvidt Grækenland nogensinde vil blive i stand til at betale sin gæld tilbage. Ikke mindst IMF’s chef, Christine Lagarde, har tydeligere og tydeligere sagt, at der ikke er nogen vej uden om gældssanering.
Sidste år sagde IMF simpelt hen fra: Fonden hverken ville eller kunne være med mere. Ifølge sine statutter må den ikke låne penge ud, som der ikke er udsigt til at få igen, og samtidig var flere og flere af fondens medlemmer blandt udviklingslandene, for eksempel Brasilien, blevet mere og mere kritiske over for de enorme lån til et relativt rigt land som Grækenland.
Og tingene er kun blevet værre siden da. For nogle uger siden offentliggjorde IMF en ny såkaldt gældsholdbarhedsanalyse, som viste, at medmindre man gør nogle meget heroiske og fuldkommen urealistiske antagelser om Grækenlands mulige statsoverskud de næste mange år, så vil gælden vokse. I 2060, om 44 år, vil den have nået 250 procent af bnp, hvis der ikke gribes ind.
Grækenland fik faktisk eftergivet en stor del af sin gæld i 2012, faktisk så meget, at det svarede til over 50 procent af landets bnp. Gældseftergivelsen blev bevilget af de internationale banker, som dengang var landets hovedkreditorer, ved en slags frivillig tvang: Det klare, men aldrig offentligt erkærede budskab fra eurolandene var, at enten betalte bankerne, eller også ville eurolandene lukke helt for kreditten til Grækenland, hvorefter landet ville gå fallit, og bankerne ville tabe endnu flere penge. Herefter blev bankerne købt ud, og det var nu de øvrige eurolandes statskasser, der sad tilbage med gælden.
IMF sagde fra
Så IMF har sagt nej til at deltage i nye lånepakker, medmindre Grækenland får gældssanering, hvilket kan dække over lavere renter, længere afdragstid eller en eller anden form for eftergivelse af gæld. Især det sidste vil blive meget svært at kapere for tyske politikere. For hvordan overbeviser man vælgerne og skatteyderne om, at de decideret skal forære Grækenland penge? Det bliver svært, især da det står klart, at grækerne selv har forværret deres situation ved at trække nødvendige reformer i langdrag. For eksempel har landet endnu ikke gennemført en arbejdsmarkedsreform, som skal regulere arbejdskonflikter og gøre det nemmere at fyre folk, hvilket ifølge IMF vil forøge Grækenlands produktivitet.
Omvendt er eurolandene politisk meget interesserede i, at IMF bliver ved med at deltage i hjælpepakkerne til Grækenland. Det giver en tryghed, også for de tyske vælgere, at IMF deltager. Så nu er eurolandene nået frem til, at man lige så godt kan se kendsgerningerne i øjnene og sanere Grækenlands gældsbyrde og samtidig beholde IMF om bord
Gældssaneringen sker dog først i 2018, og tyske medier har allerede udlagt denne forsinkelse som en sejr for finansminister Wolfgang Schäuble. IMF er omvendt meget forsigtig med at vurdere, hvem der har vundet.
”Vi hilser det velkommen, at det nu anerkendes, at den græske gæld er uholdbar,” sagde direktøren for IMF’s europaafdeling, danskeren Poul Thomsen, på en pressekonference lige efter eurogruppemødet.
”For IMF’s vedkommende mener jeg, at vi har givet en væsentlig indrømmelse. Det kan jeg lige så godt være åben omkring. Vi har argumenteret for, at disse gældssaneringstiltag skulle bevilges på forhånd, og vi har aftalt, at de vil blive bevilget i slutningen af programperioden (2018, red.) baseret på en revideret gældsholdbarhedsanalyse til den tid. Vi har alle udvist fleksibilitet.”
Det lyder som sådan noget, man siger, når man ikke vil træde på taberen i en forhandling. Gældssanering er nu skrevet ind i aftalen. Europa slipper ikke; det er kun det præcise beløb, der mangler at blive beregnet. Og det skal IMF være med til at beregne.
Det særlige tvist er, at IMF ikke selv skal være med til at betale; det forhindrer fondens statutter nemlig også.
Kontroversielle forslag
Så konkret hvad er det, Grækenland vil få?
I sin nyeste gældsholdbarhedsanalyse fra maj i år regner IMF på, hvad der skal til, og fonden sammenstiller en pakke bestående af tre elementer:
1) Løbetidsforlængelser. Nogle af lånene fra eurolandene skal strækkes til 30 år. Det nedbringer gælden med 25 procent af bnp i 2060.
2) Afdragsfri perioder på op til 20 år. Det vil i 2060 give en yderligere gældslempelse på 84 procent af bnp i 2060.
3) Lav rente i lang tid. IMF foreslår maksimalt 1,5 procent frem til 2040. Det nedbringer gælden med yderligere 67 procent – og så vil gælden være nede på omkring 75 procent af bnp i 2060. Hvilket stadig er en del, men dog til at betale.
Punkt 3 er en grim ting for eurolandene. Det kan nemlig godt blive vanskeligt for dem at refinansiere lånene til Grækenland til den markedsrente – det er med andre ord bedre vilkår, end eurolandene måske selv vil kunne låne til. Og så kommer eurolandene til at dække forskellen af egen lomme.
”Hvis markedet for lange obligationer ikke kan absorbere hele den estimerede portion på 200 milliarder euro, som vil skulle placeres i løbet af programmet, vil medlemslandene skulle finde en anden måde at sikre, at omkostningerne ved at refinansiere den græske gæld (…) ikke pålægges Grækenland,” skriver IMF og tilføjer, at dette vil være ”stærkt kontroversielt i medlemslandene”.
Reformer halter
Hvad er det dog, der er gået så galt, siden man for godt 6 år siden gav Grækenland dets første hjælpepakke?
Grækenlands gældskrise begyndte som bekendt i 2010 ved, at den nyvalgte socialdemokratiske PASOK-regering foretog det kasseeftersyn, en klog nytiltrådt regering altid vil gennemføre, og opdagede derved, at forgængerne havde sminket statens regnskaber. Siden da er økonomien blevet lammet af en endeløs række af besparelser og økonomiske reformer, der også for den enkelte græker i første omgang oplevedes som beskæringer. Bnp er i faste priser faldet med en femtedel, siden finanskrisen satte ind, og der er opstået deflation. Og bnp-faldet er fortsat helt frem til i hvert fald sidste år, hvor bnp faldt med 0,2 procent. Måske har man nået bunden nu – men det troede man faktisk også i 2014, som i første halvår viste fremgang. IMF var allerede dengang ved at være temmelig skeptisk, men da den græske regering insisterede på at holde fast i nogle meget ambitiøse mål for vækst og privatisering, så valgte IMF at opretholde sin forestilling om, at gælden var holdbar.
Herefter blev landet ramt af en ny politisk krise. Endnu en gang bølgede tåregassen gennem gaderne og denne gang paradoksalt nok, fordi de græske borgere blev trætte af nedskæringer, netop som økonomien var begyndt at vende. Og fra midten af 2014 gik reformarbejdet og privatiseringerne nærmest i stå. Da IMF i sommeren 2015 igen regnede på tingene, måtte fonden konkludere, at gælden allerede i 2022 ville ligge 30 bnp-procent højere end det hidtidige mål.
Noget er der dog sket: Momsindtægterne er trods den stagnerende økonomi steget. Men det er som nævnt ikke lykkedes at gennemføre en arbejdsmarkedsreform, og det er heller ikke lykkedes at reparere det sociale sikringssystem, så arbejdsløse ikke havner i fuldkommen nød. Formelt har man genåbnet for, at arbejdsløse kan bruge det statslige sundhedsvæsen, men finansieringen er ikke på plads, og den vil kræve kompenserende besparelser andre steder.
Reformerne af centraladministrationen bevæger sig heller ikke fremad.
Til gengæld kan man sætte flueben ud for kravet om højere pensionsalder: Den er nu fastsat til 67 år. Her er man kommet et langt stykke siden 2010, hvor den generelle pensionsalder var 61, og helt ned til 50 år for folk med ’farlige’ job, hvortil blandt andet hørte frisører, der jo arbejder med kemikalier, når der skal brintoveriltebombes.
Alt i alt: Ja, man reformerer og er på nogle punkter kommet langt. Men ikke så langt, som eurolandene havde krævet.
Bygget på drømme
IMF’s seneste gældsholdbarhedsanalyse kaster også et nådesløst spotlight på de helt urealistiske forestillinger, man hidtil har gjort sig i Bruxelles og Athen. Grækenland og eurolandene har bygget på drømme, ikke realiteter – næsten som om de har regnet baglæns: Hvad skal der til, for at Grækenland kan betale gælden? Godt, så forudsætter vi, at det vil ske.
Frem til sidste år forudsatte man således, at Grækenland fra 2016 skulle nå op på et primært statsoverskud på 4,5 procent af bnp, altså et overskud opgjort ud fra selve statens indtægter og udgifter uden at medregne gældsafvikling. Det er der intet vestligt land, der i moderne tid har kunnet opnå. Og Grækenland skulle gøre det år efter år, mange år i træk.
I 2015 sænkede man så målet til 3,5 procent. Og nu, i 2016, erkender man, at selv det er fuldstændigt ude i hampen.
”Selv hvis Grækenland gennem en heroisk indsats midlertidigt skulle kunne opnå et overskud tæt på 3,5 procent, er der kun få lande, som har været i stand til at nå og fastholde så høje primære overskud i et tiår eller mere, og det er højst usandsynligt, at Grækenland set i lyset af dets stadig svage politiske institutioner og prognoser, som peger på, at arbejdsløsheden vil forblive tocifret i flere årtier frem, kan,” skriver IMF nu om de forudsætninger, som fonden faktisk selv har været med til at godkende, om end tænderskærende.
Samtidig har man opgivet forestillingen om, at Grækenlands økonomi på lang sigt vil kunne vokse med 1,75 procent om året. Nu sænker man ambitionen til 1,2-1,3 procent. I år står økonomien stille. Og det er så status efter seks et halvt års krise, tre redningspakker og to gældseftergivelser. Nu får Grækenland et håb om at kunne slippe ud af gældsfælden. Spørgsmålet er, om håbet er stort nok og kommer tids nok til at forhindre nye tåregasskyer i Athens gader.
