billede af haaning

Ugens Insider

Nordic Capital rokerer rundt i ledelsen

Nordens næststørste kapitalfond skifter ud i ledelsen i Danmark. Fremover får Michael Haaning ansvaret for Nordic Capitals forretninger i Danmark efter Lars Terney, der fortsætter i en anden rolle.

Kapitalfonden Nordic Capital omrokerer nu fondens danske ledelse. Fremover skal Michael Haaning stå for køb og salg af danske virksomheder til fondens portefølje, mens den nuværende chef for Danmark, Lars Terney, fortsætter i en rolle, hvor han skal udvikle porteføljens nuværende virksomheder.

Det erfarer InsideBusiness fra en række centralt placerede kilder.

Hos Nordic Capital, der har hovedsæde i Stockholm, ønsker man på nuværende tidspunkt ikke at kommentere chefskiftet. Nordic Capital har i årevis været en af de største og mest aktive kapitalfonde i Danmark. Det danske team har købt og solgt Falck, EDB Gruppen, Kompan og Brightpoint.

I dag består Nordic Capitals danske portefølje af Bladt Industries, Sportmaster og Unifeeder, der alle har været udfordret de senere år. Samtidig har fonden ikke foretaget nye opkøb siden 2013, mens flere andre fonde, herunder ærkerivalen EQT, har været særdeles aktive og opkøbt en stribe virksomheder.

Holder igen ved høje priser

Nordic Capital har selv tidligere peget på, at man har valgt at fastholde sine høje afkastkrav, hvilket er en af årsagerne til, at man ikke har købt virksomheder de senere år, hvor priserne har været stærkt stigende.

Ifølge InsideBusiness’ oplysninger har fonden dog deltaget i flere processer, hvor man imidlertid i sidste ende har trukket det korte strå i hård konkurrence med blandt andet EQT. Det gælder blandt andet i forbindelse med salget af Færch Plast, som Danske Bank stod for at sælge. Her var Nordic Capital særdeles interesseret, men måtte i sidste ende se EQT løbe med virksomheden, der siden har leveret flotte resultater.

Michael Haaning, der nu overtager roret i Nordic Capitals danske afdeling, har været i fonden siden 2002, hvor han kom fra en stilling i Morgan Stanley. Siden arbejdede han i Nordic Capitals danske afdeling sammen med tidligere ledende partner Christian Dyvig. I 2009 overtog Haaning ansvaret for Nordic Capitals investeringer i detailbranchen og har siden stået bag købet af blandt andet danske Sportmaster, modevirksomheden Gina Tricot samt norske Europris, der blev noteret på børsen i Oslo sidste år.

Lars Terney får en anden rolle

Lars Terney, der har stået i spidsen for Nordic Capital i Danmark siden 2008, fortsætter i fonden, men i en anden rolle. Fremover skal han således arbejde med det, fonden selv kalder ”best practice”, hvilket indebærer, at Terney skal forsøge at udvikle og optimere de virksomheder, Nordic Capital ejer på tværs af landegrænser.

Flere kilder peger over for InsideBusiness’ på, at Nordic Capitals rokade skal ses som et offensivt træk, hvor man vil forsøge at være mere aktiv i forhold til at sikre sig nogle af de mange spændende virksomheder, der er til salg for tiden.

Nordic Capital rejste sin seneste fond i 2013, der dermed er den ottende i rækken. Fonden har et samlet tilsagn på godt 32 milliarder kroner, og ifølge InsideBusiness’ oplysninger er der fortsat masser af såkaldt løst krudt tilbage, hvilket vil sige, at fonden fortsat har kapital og dermed mulighed for at købe flere virksomheder.

Nordic Capital blev stiftet tilbage i 1989 i et samarbejde mellem Robert Andreen og Morgan Olsson, der kom fra svenske Handelsbanken. De fik dengang et kapitalindskud på 500 millioner svenske kroner fra Skandia. Senere udviklede kapitalfonden sig til en af Nordens største og mest succesfulde virksomhedskøbmænd. Gennem årene har der været stort hemmelighedskræmmeri om fondens afkast, men det står klart, at Nordic Capital gennem årene har gjort flere af de ledende partnere i Norden og Danmark hovedrige.

I 2000 etablerede Nordic Capital det danske kontor i København, og derefter var der nogle rigtig gode år, inden finanskrisen ramte.