Brexit ser ud til at få sit første offer i den anden ende af verdensdelen, nemlig Italien. Siden brexit den 23. juni er de fem største italienske forretningsbanker – UniCredit, Intesa Sanpaolo, Banca Monte dei Paschi di Siena, Banco Popolare og UBI Banca – faldet mellem 30 og 50 procent på børsen i Milano; og det var ikke, fordi de i forvejen havde det for godt. Siden nytår har bankerne mistet mellem halvdelen og tre fjerdedele af deres værdi.

Kun Banca Monte dei Paschi di Siena synes dog i akutte vanskeligheder; mandag afslørede den italienske avis la Repubblica, at ECB har bedt banken om at skille sig af med dårlige lån for 10 milliarder euro. Dermed kan verdens ældste bank, grundlagt i 1472, være på vej til at være fortid, og spørgsmålet er, om den vil trække andre med sig. I ugens løb er den hoppet op og ned i takt med rygter om en statslig redning.

Søndag fik brexit-uroen EU til i første omgang at acceptere, at Italien står i en ’ekstraordinær krise’; dermed må staten stille garantier, når bankerne skal hente likviditet på pengemarkedet.

Der er tale om en ’forebyggende’ tilladelse, så man kan undgå panik og bank run, men rammen er stor: 150 milliarder euro citeres anonyme EU-kilder for i italienske medier.

Lidt ondskabsfuldt kunne man sige, at dermed har brexit også fundet et politisk offer. Gennem mange måneder har EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, sagt nej og nej til italienske ønsker om statsstøtte til bankerne. Men brexit har skabt en ny situation.

Man kan godt diskutere, om der er tale om en krise. Ordet krise beskriver en pludseligt opstået situation, som er kritisk – det vil sige, at den kan ende godt, eller den kan ende skidt. De italienske banker er ikke kommet i problemer særlig pludseligt, og der er ikke nødvendigvis udsigt til, at denne krise ender med nogen afklaring – hverken helbredelse eller dødsfald.

Dårlige lån

Det er ikke en krise, som kommer helt uventet. Italiens økonomi knækkede i 2008, og bnp ligger stadig 6 procent under 2008-niveauet; det er en vækstindsats, som kun er præsteret ringere af Cypern, Kroatien og Grækenland. Og bankerne har længe været ved at segne under et bjerg af dårlige lån; vi taler om dårlige lån for 360 milliarder euro, heraf 80 milliarder alene i UniCredit, den største af bankerne. Det samlede beløb svarer til mere end en femtedel af bnp, så omregnet til danske forhold ville det indebære, at de danske banker lå inde med dårlige lån for over 400 milliarder kroner.

Af de italienske bankers dårlige lån er over halvdelen, 200 milliarder euro, ydet til låntagere, som nu er insolvente. Bankerne vægrer sig ved at erkende insolvenserne, for det vil belaste egenkapitalen. Men EU’s stresstest har været afslørende. Af de i alt 24 europæiske storbanker, som i 2014-stresstesten ikke kunne klare risikoscenariet, var de 9 italienske, og de stod for 40 procent af kapitalbehovet i de 24 dumpede banker.

I 2015 måtte man rekonstruere fire mindre, nødlidende banker, og det gik lidt galt: Aktionærer og ejere af ansvarlige obligationer blev pålagt at deltage i en bail-in, og de dårlige lån skulle sælges. Men – fandt man så ud af – obligationsejere og småaktionærer er jo også mennesker. Dem ville man gerne hjælpe. Måske kunne man bruge indskydergarantifonden? Og hvordan skulle man nogensinde få solgt de dårlige lån? Statsgarantier ville nok hjælpe.

Ingen af delene var dog i kommissær Vestagers øjne nogen strålende idé. Men i januar i år nåede man efter et fem timer langt møde mellem finansminister Padoan og Vestager frem til et kompromis: Der kommer penge til obligationsejerne, men kun til dem, som ligger under nogle bestemte formue- og indkomstgrænser.

En ubærlig tanke

Der var imidlertid den udfordring, at aftalen fra januar mellem Vestager og Padoan udtrykkeligt stipulerer, at der skal være én bad bank per bank, ikke én samlet bad bank for alle banker. Og bankerne skal selv betale for statsgarantierne til markedspris, som i øvrigt kun må gives til seniortrancherne. Disse vilkår har ikke været attraktive nok for andre banker, til at de frivilligt har villet benytte sig af aftalen; kun en enkelt mindre bank, Banca Popolare di Bari, er gået denne vej.

Så i foråret begyndte det at stramme til. Noget måtte gøres; man måtte på en eller anden måde have kommissær Vestager til at lukke det ene øje. Man fattede den plan at lade syge storbanker pleje syge småbanker – lidt ligesom tankegangen bag fusionen af Vestjysk Bank og Aarhus Lokalbank i sin tid.

Og så udtænkte man redningsfonden Atlante. Atlante er italiensk for Atlantis, den græske gud, som bærer verden på sine skuldre. Atlante skal overtage bankernes dårlige lån og skal finansieres af banksektoren selv.

Man har dog også inviteret den statslige investeringsbank Cassa Depositi e Presiti samt nogle velgørende fonde, hvis penge stammer fra lokalbanker, de tidligere ejede, til at deltage i finansieringen af Atlante. Ganske praktisk er disse fonde, som bedst kan sammenlignes med de danske sparekassefonde, kontrolleret af lokalregeringerne. Alt er altså lagt til rette for alligevel at liste nogle offentlige penge ned i de syge banker.

Men Vestager? Faktisk har hun sagt ja til selve ideen med Atlante.

”Det ville være et problem, hvis formålet var at afstemme priser eller opdele markedet, men det er ikke formålet i dette tilfælde,” sagde hun i april til den italienske avis La Repubblica, hvis journalist virkede tydeligt forbløffet.

Men Vestager holdt fast i, at alt skal handles til markedspriser, også en eventuel statsgaranti. Det er et synspunkt, andre i EU deler. Så sent som sidste fredag mødtes den italienske premierminister, Matteo Renzi, med den tyske forbundskansler, Angela Merkel, for at få hendes opbakning til at gå uden om statsstøtteregler og bankredningsdirektiv. Han fik et nej.

Søndag sagde EU alligevel en lille smule ja. Presset fra brexit var blevet for stort, og en ny eurokrise begyndte at tegne sig: De italienske banker ejer nemlig over en femtedel af den italienske statsgæld.

Tanken om et samtidigt kollaps i den italienske banksektor og den italienske stat ville være ubærlig.