;
leasing WEB

Inside story

Massiv disruption i bilejerskab. Banker taber slaget

Leasingselskaber tordner frem på bekostning af bankerne. Allerede nu har man sat sig på nye finansieringsformer og deleaktører som Gomore og Snappcar, mens markedet for privatleasing af biler vokser eksplosivt. Vi går bag om de største aktører som Nordania Leasing, ALD Automotive og Jyske Finans, som i samarbejde med blandt andet VW, Peugeot og Ford udfordrer den gamle verden af bil- og bankfinansiering.

Det går rasende stærkt med ændringer i danskernes vaner inden for bilejerskab. Hvor man tidligere tog banken i ed, før man købte bil, vælger danskerne nu i langt højere grad at lease bilerne eller finansiere dem direkte hos bilforhandleren, hvilket ofte er billigere.

Samtidig går nye former for bilejerskab hånd i hånd med deleøkonomien, så både bilejere kan leje biler ud, og nye grupper billigt kan leje naboens bil. Taberne er bankerne, tyder alt på, medmindre de altså er medejere af et lukrativt leasingselskab. Det går så stærkt nu, at det ligner massiv disruption af danskernes bilejerskab.

InsideBusiness går i dette nummer tæt på de fire største aktører: Danske Banks Nordania, Easyfleet, Jyske Banks Jyske Finans og ALD Automotive. Fælles for dem er, at de alle nu kaster sig ind på markedet for nye former for bilejerskab, hvad enten det er finansiering, udlejning eller leasing af biler. Samtidig forsøger de fire aktører på hver sin måde at knække koden til delebilsøkonomien.

Hvor stærkt det går, ses af de seneste tal for billeasing fra brancheorganisationen Finans og Leasing, som løbende følger udviklingen. I første halvår blev 15.686 biler privatleaset af danskerne mod 9.838 i samme periode sidste år, svarende til en vækst på 60 procent.

“Vi må sige, at der er kraftig omsætningsvækst på hele leasingområdet. Det styrker likviditeten, og mange tænker i stigende grad, at det ikke er så vigtigt at eje. Samtidig opstår der mange nye aktører, produktudvikling og nyskabelser,” forklarer direktør for Finans og Leasing Christian Brandt, som også giver nye og strammere kapitaldækningsregler i bankerne en del af æren for fremgangen i leasing.

Udviklingen bekræftes af tal fra De Danske Bilimportører. I 2013 var det 26 procent af de danske biler, der blev leaset. I første halvår 2016 blev 42 procent af den danske bilpark leaset. Væksten kommer primært fra leasing til private – privatleasing. Men erhvervsleasing er med tre fjerdedele af leasingparken stadig den største del. Så der er mulighed for vækst i privatleasing.

Fakta om leasing i Danmark

De mest populære biler inden for erhvervsleasing år til dato.

Kilde: De Danske Bilimportører

VW Passat
Audi A4
Toyota Yaris
Mercedes C-klasse
Nissan Qashqai

De mest populære biler inden for privatleasing år til dato.

Kilde: De Danske Bilimportører

Peugeot 208
Peugeot 308
VW Polo
Peugeot 108
BMW 3-serie
Toyota Aygo
VW Golf
Mitsubishi ASX
Fiat 500
Opel Astra

De Danske Bilimportører om leasing

Flere og flere biler bliver leaset: I 2013 var det 26 procent, i 2014 34 procent, og tallet for 2015 blev 37 procent.

Hovedparten af de leasede biler er fortsat erhvervsleasing, der i 2015 udgjorde 76 procent af alle leasede biler, mens de resterende 24 procent var privatleasing.

Privatleasing har været meget omtalt, og andelen er da også steget fra at udgøre 12 procent af de leasede biler i 2013 til 24 procent i 2015. Men også her spiller bilstørrelsen ind som en vigtig faktor. Blandt mikrobilerne i A-segmentet er det kun 17 procent, der leases, heraf de fleste som privatleasing, mens det i C- og D-segmenterne er henholdsvis 50 og 72 procent, der leases, og her er det erhvervene, der tager den største del med henholdsvis 76 og 86 procent.

De bedst sælgende bilmærker år til dato.

Kilde: De Danske Bilimportører

Volkswagen
Peugeot
Toyota
Ford
Opel
Skoda
Citroen
Renault
Kia
Hyundai

Bilerne vil ikke længere være personligt ejet

Men nu nærmer næste runde sig, hvor bilerne ikke længere er personligt eje, forklarer direktør for De Danske Bilimportører Gunni Mikkelsen:

“Det at ’eje’ en bil er for mange skiftet til ’at have adgang’ til en bil, et tankesæt, som jo i høj grad læner sig op ad de forskellige ordninger for delebiler, om end de fortsat udgør en mindre del af markedet.”

Denne nye verden er de fire største leasingselskaber på markedet herhjemme i fuld gang med at ruste sig til på hver deres måde.

Leasingbranchen herhjemme er en broget gruppe af finans- og leasingaktører, som både kan være bankejede, ejet af udenlandske giganter og være en del af bilfabrikanternes egne finansieringsselskaber som i tilfældet Mercedes-Benz Finans og BMW Financial Services, der også tager en pæn del af kagen for de mere eksklusive biler, som i stigende grad leases ud til private.

Fælles for dem er, at de efter svære år under finanskrisen i den grad har rustet sig til at tage kampen op. Indtjeningen er nemlig tårnhøj med en egenkapitalforrentning, som mangen bankdirektør kun kan skele misundeligt til. Indtjeningen kommer fra flere områder, da finans- og leasingbranchen står på flere forskellige ben inden for både traditionel leasing af driftsmidler og firmabiler og den såkaldte vendorforretning, hvor store finansieringsselskaber sælger billån og privatleasing via bilforhandlere.

Danske Bank ejer den største leasingaktør

Den største aktør på det danske leasingmarked er Danske Banks Nordania Leasing, som i sig selv er en vanskelig størrelse at håndtere, da koncernens regnskaber er smeltet sammen med Danske Banks. Til gengæld vil Nordania-direktør Henrik Bech-Hansen gerne forklare udviklingen i forretningen, som ser ud til at ramme en indtjening på over 500 millioner kroner før skat i 2016, såfremt der ikke opstår uforudsete tab.

“Det skal selvfølgelig ses i lyset af, at det ikke var mange år siden, at vi efter finanskrisen i 2009 og 2010 var nede at suge vand. I dag må vi sige, at vi er tilbage på et fornuftigt indtjeningsniveau.”

Nordania er repræsenteret inden for alle segmenter af leasing, og som de andre store leasingselskaber sidder man helt tæt på de store bilfirmaer. For Nordania er det Semler Gruppen, der importerer VW, Audi, Seat, Skoda og Porsche, som man leverer finansiering og leasing til i samarbejde med bilforhandlerne, hvor trenden går væk fra det traditionelle banklån over til hastig finansiering eller leasing hos bilforhandleren.

VW er godt med på leasingmarkedet, da man næst efter Peugeot er det mest leasede mærke med 13 procent af alle leasede biler mod 11 procent sidste år. Det skyldes primært bestselleren VW Passat på erhvervsområdet, men også VW Polo er kommet godt med inden for privatleasing.

“Hvis du vifter et par bilnøgler foran familien Danmark, så er der mange, der gerne vil have et lånetilsagn med det samme og være sikre på, at finansieringen er på plads. De vil have det til at gå stærkt, og som regel er billån også en smule billigere hos os end nede i banken. Det, vi ser nu, er, at verden hastigt går mod leje og leasing og væk fra det med at eje.”

Nordania i samarbejde med udlejningsgigant

Lige præcis på bilområdet, som er det suverænt største forretningsområde inden for leasing gælder det om at være på forkant med den seneste udvikling. Derfor tog Nordania kontakt til verdens største biludlejningsselskab Enterprise, som det lykkedes at få en aftale på plads med.

“Vi vil også have en del af værdikæden, der går fra billeje i 1 time til 12 måneder. Derfor gik vi sammen med Semler Gruppen ud og lavede et fælles samarbejde med Enterprise. Vores filosofi var, at vi gerne vil være en del af det her marked for at imødekomme fremtiden. Vi har startet Enterprise op fra scratch, og nu har vi op mod 1.500 biler ude at køre. Det er en del af vores svar på disruption og skal nok blive en god fremtidig business for os.”

Henrik Bech-Hansen arbejder også med disruption forstået på den måde, at man ønsker at udnytte egen og kundernes bilflåde bedre.

“Vi vil gerne have en app, der gør, at man kan udnytte sin bilflåde bedre. Altså som optimerer transportbehovet for fremtidens grupper. Det skal vi have udviklet.”

Peugeot 208 er den mest privatleasede bil i Danmark. Netop Peugeot har sat branchen på den anden ende ved at være suveræn til at lease biler ud til private. Men nu hober biler, der kommer tilbage efter endt leasing, sig op i FDM's testcentre over hele landet. Foto: Peugeot

Peugeot 208 er den mest privatleasede bil i Danmark. Netop Peugeot har sat branchen på den anden ende ved at være suveræn til at lease biler ud til private. Men nu hober biler, der kommer tilbage efter endt leasing, sig op i FDM’s testcentre over hele landet. Foto: Peugeot


Peugeot slår alle rekorder inden for privatleasing

Centralt for driften af en leasingforretning er samarbejdsaftaler med bilimportører og forhandlere, som skubber til salget med gode og attraktive tilbud på nye biler. Danmarks største mærke inden for privatleasing er Peugeot, som i Danmark importeres af Interdan Holding. Men det er Jyske Banks Jyske Finans, som sidder på koncernens leasingforretning.

Det er franske klassikere som Peugeot 208 og 308, som drevet af en eksplosiv vækst i dag sidder på 25 procent af det danske marked for privatleasing. Jyske Finans har været så aggressiv på markedet, at man har tilbudt 6-12 måneders leasing. Det er også en slags disruption, lyder det.

Men de tusindvis af biler, som kommer hjem efter endt leasingperiode, opbevares i store områder, som lejes af FDM. Det har givet anledning til megen snak i branchen om det fornuftige i at lease så mange biler ud på korttidskontrakter. Men ifølge forretningsdirektør Allan Mortensen fra Jyske Finans er det blot en del af gamet:

“Når man leaser 3.500 biler ud over 4 måneder, så får vi naturligvis nogle af dem ind igen. Nogle bliver solgt herhjemme på et tidspunkt, andre bliver solgt i andre lande. Så selvfølgelig har vi mange biler stående. Vi testede konceptet. Vi kan godt sælge dem, så det går udmærket. Det kan godt være, at nogen tror, at vi taber penge, men samlet set er vi godt tilfredse.”

Jyske Finans er dog gået tilbage til at tilbyde privatleasing i 12, 24 og 36 måneder. Jyske Banks leasingselskab har været en af de mere opkøbsivrige aktører på markedet, eftersom man i 2012 købte leasingforretningen Easyfleet ud af Spar Nord, som på det tidspunkt var bekymret for evnen til at funde den store leasingforretning, da banken var udfordret på det tidspunkt. Nu har Jyske Finans integreret det store forretningsben, som nu udgøres af Privatleasing.dk og Jyske Fleet, der står for erhvervsleasing.

“Samfundet går i retning væk fra egen bil til mobilitetsret. Så selv om privatleasing vokser kraftigt, så gør deleøkonomi det samme. Det samme sker inden for business to business-markedet, hvor man for eksempel også begynder at dele medarbejdere,” forklarer Allan Mortensen om fremtiden.

Et særligt kendetegn ved Peugeot er, at man er størst på privatleasing i Danmark, men kun er en mindre og vigende spiller inden for erhvervsleasing.

Fremgangen i Jyske Banks leasingforretning ses også på bundlinjen, for i modsætning til Danske Bank offentliggør Jyske Finans separat regnskab. Det viser stigende indtægter til 1,15 milliarder kroner og et resultat på 340 millioner kroner før skat. Selskabet har en egenkapitalforrentning på 24 procent.

Henrik Bech-Hansen er direktør for Danmarks suverænt største leasingselskab, Nordania. Alene i år forventer han at aflevere mere end en halv milliard kroner før skat i overskud til sit moderselskab, Danske Bank. Foto: Presse

Henrik Bech-Hansen er direktør for Danmarks suverænt største leasingselskab, Nordania. Alene i år forventer han at aflevere mere end en halv milliard kroner før skat i overskud til sit moderselskab, Danske Bank. Foto: Presse


ALD Automotive kaster sig over privatleasing

Næsten lige så stærk en forretning har ALD Automotive, som er blevet store inden for erhvervsleasing af biler, og som sidste år leverede en kvart milliard kroner i overskud. Men også her blæser der nye vinde. Og kommerciel direktør Michael Jensen kaster sig nu også over det boomende område for privatleasing via et samarbejde med Ford fra årsskiftet og et kommende samarbejde med Suzuki om privatleasing af deres bilmodeller:

“Der er ingen tvivl om, at bankerne bliver disruptet af privatleasing, som kravler opad på bekostning af bankverdenen som finansieringskilde. Du kan jo se, at alle de store leasingselskaber nu går ind i privatleasing ad flere forskellige nye veje.”

Fra ALD Automotives side er man også opmærksom på den store vækst i deleøkonomi, som også rammer bilområdet. Derfor er man gået i samarbejde med den nye spiller Snappcar, hvor man i lighed med Gomore kan leje sin nabos bil. Her har man på 3 uger fået 35 biler ud at køre:

“Der kommer mange nye produkter inden for privatleasing. Det gælder de mange privatkunder, som køber en carsharingbil. Før eller siden bliver vi også som branche disruptet. Hvis vi ikke tilbyder nye løsninger, så er der andre, der gør det, og så vælger folk noget andet.”

Den mangeårige markedsiagttager Jan Lang fra Bilbasen/Ebay forudser nu, at leasing af biler til private i de kommende år overhaler det europæiske niveau, som altid har ligget langt over det danske.

“Det er nu blevet så fordelagtigt at lease f.eks. en ny stationcar, at det er blevet væsentlig billigere end at købe en ny eller sågar at købe en tre år gammel brugt bil. Der er sket det, at leasingselskaberne i tæt samarbejde med bilmærkerne har fået langt bedre styr på eftermarkedet, ligesom de også har smidt tøjlerne, efter at der tidligere var usikkerhed om, hvad leasingselskaberne måtte og ikke måtte,” forklarer Jan Lang.

Fakta: 10 store finans- og leasingaktører

Nordania (store i alle segmenter)
ALD Automotive (store på fleet)
Jyske Finans (store i alle segmenter)
Nordea Finans (finansiering)
Leaseplan (store på fleet)
BMW Financial Services (store på bilfinans og leasing)
Mercedes Finans Danmark (store på bilfinans og leasing)
Toyota Financial Services (store på bilfinans og leasing)
AL-Finans (med i alle segmenter)
Alm. Brand Leasing (samarbejder med flere bilmærker, herunder Fiat)
Nellemann Leasing (kæmpe aktør inden for billeasing og fleksleasing)
Nykredit Leasing (med i alle segmenter)

GoMore og Leaseplan går sammen

Også den fjerdestørste aktør på det danske leasingmarked, Leaseplan, har kastet sig over nyudvikling. Det sker via et samarbejde med delebilsaktøren GoMore. Her har man udviklet et koncept, hvor man kan lease sin bil via GoMore med LeasePlan som leverandør. Men som en del af leasingkontrakten er det samtidig muligt at leje bilen ud til naboer og andre i området. På den måde kan leasingtageren reducere omkostningerne til leasing og måske endda tjene penge på forretningsforholdet. Leaseplan har traditionelt været fokuseret på erhvervsleasing, og først sidste år gik man i gang med at fokusere på privatleasing. Nu har man tæt på 3.000 privatleasede biler kørende:

”Vi begyndte med GoMore i første kvartal 2015. Vi modtager fra 300 leads om måneden fra GoMore, hvoraf 85 procent bliver til reelle leasingaftaler. Det er en ekstrem vækst. Den allerstørste udfordring er at få købt bilerne ind. Det er en hård nød at skaffe så mange biler,” forklarer administrerende direktør Lars Eegholm fra Leaseplan, der køber biler hos et bredt udsnit af importører.

 

LÆS OGSÅ

Kunsten at få en specialbil billigt gennem afgiftsjunglen

Biljagt: Vi henter italiensk skønhed med mangler

Her kan du tjene penge på Porsche 911