Kuka har du sikkert aldrig hørt om, kære læser, men der er en god chance for, at du til daglig kommer til og fra arbejde med et køretøj, Kuka har været med til at bygge.
Kuka fremstiller nemlig robotter, og virksomhedens robotter anvendes blandt andet af de tyske bilfabrikker. Det er blandt andet takket været Kukas ingeniørkunst, at det stadig er muligt at have økonomisk rentabel bilproduktion i Vesteuropas højtlønslande. BMW, VW, Mercedes, Opel – tyske biler –kan fremstilles i Tyskland uden at koste en formue, fordi robotter ikke skal have løn.
Kuka er i øjeblikket midtpunkt i en temmelig enestående sag, som vil vise, hvor langt det tyske økonomiske frisind rækker. En stor kinesisk koncern vil nemlig gerne købe Kuka, og den tyske regering forsøger af alle kræfter og med alle juridiske midler at forhindre overtagelsen.
Mittelstand
Kuka er et pragteksempel på det, man i Tyskland kalder Mittelstand: Niveauet af virksomheder, som med tyske alen er mellemstore – i Danmark ville de være store – og som udgør rygraden i tysk industri. Virksomheden blev grundlagt i 1898 i Augsburg under navnet Keller und Knappich Augsburg (senere forkortet til det nuværende navn, Kuka) og fremstillede i de første år svejseapparater. I 1950’erne begyndte man at fremstille svejseautomater, og i 1970’erne gik man ind i robotteknologi. Det er det felt, virksomheden nu er kendt for, og hvor den er verdensledende.
Kuka ligger stadig i Augsburg og beskæftiger i dag 12.000 ansatte. Virksomheden fremstiller industrirobotter, men ingen bevægelse synes for lille og delikat til at blive udført af Kuka: På seneste generalforsamling blev fadøllet udskænket af en lille Kuka-robot. Det er noget, der skaber respekt i Tyskland.
På Hannovermessen i foråret blev Barack Obama og Angela Merkel sammen præsenteret for Kukas nyeste skabning, en robot, som kan mærke, når der er mennesker i nærheden, og som straks standser sit arbejde, hvis man rører ved den. Det er en teknologi med store perspektiver for bilfabrikkernes samlehaller, hvor robotterne i dag må skærmes af med store pladskrævende afspærringer af hensyn til risikoen for, at en robot fejlagtigt griber fat i et menneske i stedet for en produktionsdel.
”Impressive”, sagde Obama bagefter, og om aftenen spiste han og Merkel middag med en lille udvalgt skare på ti tyske erhvervsfolk, de fleste fra kæmpekoncerner som Siemens og VW. Kukas direktør sad med ved bordet.
Den potentielle køber hedder Midea. Den privatejede koncern er noget større end Kuka: Mideas omkring 100.000 ansatte fremstiller alle mulige former for køkkenmaskiner, airconditionanlæg og husholdningselektronik. Bilproduktion har den ikke hidtil haft noget at gøre med. Midea ejer allerede 10 procent af Kuka og tilbyder nu at købe resten, som er fordelt på overvejende private og små aktionærer.
Nøglevirksomhed
Tyskland har ikke nogen tradition for direkte at spænde ben for udenlandsk ejerskab. Man har ganske vist en udenrigshandelslov, som giver regeringen lov til at blokere for salg af ejerandele på mere end 25 procent, hvis salget truer den nationale sikkerhed, men så vidt InsideBusiness har kunnet opklare, har loven aldrig været brugt. Den tyske økonomiminister, socialdemokraten Sigmar Gabriel, og hans folk synes imidlertid fast besluttede på, at Kuka skal forblive på tyske hænder. Regeringens argument er, at bilfabrikkerne overdrager Kuka central viden om deres produktionsprocesser, og at salget derfor vil være en trussel mod bilindustrien. Med Kuka i kinesisk eje vil kineserne kunne lure tyskerne produktionshemmeligheder af, mener man.
Regeringen er åbenbart ikke sikker på, at man ville få en domstol til at sige ja til, at det ligefrem ville true den nationale sikkerhed, hvis kineserne fik mere at vide om tysk bilproduktion. I hvert fald har den ikke truet med at bringe udenrigshandelsloven i anvendelse. En mulighed er selvfølgelig at nedlægge et forbud og så tage sagen, og så undersøger man den naturligvis meget, meget grundigt, sådan at sagsbehandlingen vil tage meget, meget lang tid. Så lang tid, at kineserne bare opgiver. Men det vil selvfølgelig ikke se så pænt ud, og man risikerer klager og erstatningskrav.
Under alle omstændigheder arbejder regeringen også på at finde en tysk køber, eventuelt et konsortium af købere, kunne Süddeutsche Zeitung fortælle i sidste uge på grundlag af anonyme kilder i regeringen og i erhvervslivet.
Det er en risikabel strategi, fordi man jo så bare risikerer at ende i en budkrig. Det vil kun Kukas aktionærer tjene på, og måske vinder kineserne alligevel.
Bilkoncernerne selv synes ikke at være særlig interesserede. Det kan undre, når det nu angiveligt er deres teknologi, som kineserne vil få indsigt i, men bilfabrikkerne er måske optagede af ikke at lægge sig ud med den kinesiske regering. Det kinesiske bilmarked er målt i antal solgte biler allerede næsten tre gange så stort som det amerikanske og voksende. Det vil man nødig lukkes ude fra. Andre industrielle købere har heller ikke bidt på. Siemens skal have afslået, skriver Süddeutsche i hvert fald.
Oplysningerne fik straks det kinesiske handelskammer i Tyskland til at protestere – man krævede, at regeringen ”respekterer markedsmekanismerne, og at det afgivne bud bliver vurderet og bedømt uden politisk indflydelse” – og økonomiministeriet skyndte sig at svare, at man ikke vil organisere et modbud.
Kukas ledelse er glimrende tilfreds med Mideas tilbud, men det er også godt: Midea byder 60 procent over børskursen fra februar, hvilket svarer til 4 milliarder euro, hvis man får alle aktierne – det vil være mere end dobbelt så meget, som kinesiske Geely i 2010 betalte for Volvo. Og Kuka har selv planer om at vokse kraftigt i Kina – fra 400 millioner euro i årsomsætning til 1 milliard euro – og man regner med, at Midea vil hjælpe med at føre disse planer ud i livet.
Yoghurtblomsten
Kuka-sagen er enestående for det moderne Tyskland. Hidtil har det været nabolandet Frankrig, som har været kendt for opsigtsvækkende politisk indblanding, når en virksomhed var på vej på udenlandske hænder. Mest kendt er sagen i 2005, da den franske regering forhindrede Pepsi i at overtage mejerikoncernen Danone.
Danone er ”vores industris blomst,’’ sagde daværende premierminister Dominique de Villepin i Nationalforsamlingen: ”Jeg ønsker at koncentrere alle vores kræfter om en virkelig økonomisk patriotisme. Det betyder, at vi forstærker forsvaret for Frankrig og det, som er fransk. (…) Når det drejer sig om en stor fransk virksomhed som Danone, er regeringen og jeg særlig årvågne og på vagt.”
Nogle år senere blev Danones yoghurtproduktion faktisk delvist solgt til amerikanske General Mills, men kun via et kompliceret system, hvor brandet blev ejet ligeligt med et fransk andelsselskab, og General Mills fik lov at eje 51 procent af selve produktionsselskabet.
I 2013 var det så webvideoer, som skulle holdes på franske hænder. Ifølge Wall Street Journal var Yahoo i forhandlinger med teleselskabet Orange om at købe 75 procent af Dailymotion, en videoportal. Det fik regeringen til at blande sig: Yahoo måtte kun købe halvdelen af denne den mest succesfulde franske it-startupvirksomhed. Så trak Yahoo sig.
Kinesisk interesse
I tilfældet Kuka kan der dog godt være mere på spil. Kinesiske virksomheder har siden finanskrisen været særdeles interesserede i at købe sig ind i vestlige bilproducenter og underleverandører. Volvo blev som nævnt købt af Geely i 2010 – under finanskrisen – og allerede i 2005 overtog Nanjing Automobile den insolvente britiske producent MG Rover, herunder dens datterselskab Powertrain, som fremstiller motorer og gearkasser.
I Tyskland har Shanghai Automotive Industrial Corporation (SAIC) købt rettighederne til mærket Rover af BMW samt licens til at bygge to Rover-modeller. Et par underleverandører er også blevet købt, nemlig Kiekert, som fremstiller låsesystemer, og Hilite, som leverer styringsautomatik til motorer og gearkasser. Ved Kuka synes den tyske regering åbenbart, at man vil trække en grænse.
I 2010, da finanskrisen havde banet vejen for flere store udenlandske opkøb, tog EU-kommissionen problemet op.
”Vi må beskytte vores viden,” sagde den daværende industrikommissær, Antonio Tajani, til tyske Handelsblatt; han var især bekymret over kinesiske og arabiske opkøb af europæiske hightechvirksomheder. Det var en politisk strategi, som Europa måtte svare på, mente han.
Tajani foreslog dengang, at man oprettede et europæisk organ svarende til det amerikanske Committee of Foreign Investments (CFIUS), en myndighed oprettet i 1975 af præsident Ford. Det er der aldrig kommet noget ud af, selv om forslaget stadig fra tid til anden bliver omtalt. Kuka kan blive endnu en lejlighed til at tage diskussionen op.
