Der kommer en lille advarsel, da de orange tal på forruden passerer 210 km/t. Så nu er jeg nødt til at styre bilen selv, for BMW’s aktive styresystemer, der følger striberne i vejen og holder afstanden til den forankørende bil, duer ikke over den hastighed. Til gengæld passerer speedometret kort tid efter 235 og presser på for at nå tophastigheden på 250 km/t.
Som du nok har gættet, befinder vi os ikke på et stykke politisk korrekt dansk motorvej med fotovogne, men på et stykke lige motorvej med fri hastighed mellem Flensborg og Hamborg. Som den to ton tunge ministerbil flytter sig, skulle man ikke tro, at der er tale om en såkaldt miljøbil med bare fire cylindre, elmotor og et angivet benzinforbrug på knap 50 kilometer på literen. Men det er ikke desto mindre tilfældet. For denne BMW 740 Le er BMW’s svar på CO2-emissionskrav, ministre med hang til et grønt image og ikke mindst truslen fra amerikanske Tesla.
Kører 32 km på ren el
Det er ikke tilfældigt, at testturen går til Hotel Atlantic i Hamborg. Her blev James Bond-filmen ‘Tomorrow Never Dies’ indspillet. Smækfyldt med produktplacement, herunder også en pansret engelsktalende (med tysk accent, naturligvis) BMW 750 med alt muligt James Bond-lir. Det vigtigste var dog funktionen, hvor Pierce Brosnan liggende på bagsædet kunne styre bilen via en Ericsson-smartphone. Telefonen havde sågar en trykfølsom skærm, og det var jo hightech i 1997.
James Bond-symbolikken er derfor tung, da jeg overdrager 7-serien til dørmanden med den sorte jakke og den høje hat foran det femstjernede Hotel Atlantic. Ikke mindst fordi BMW har forsynet den store luksuslimousine med en nøgle med en lille trykfølsom skærm, og koncernen reklamerer for, at man kan parkere bilen uden selv at sidde i den.
BMW 740 Le iPerformance Tekniske data
Motor: 4-cylindret benzin/elmotor
Ydelse: Benzinmotor leverer 258 hk ved 5.000-6.500 omdr./min. Elmotoren har 113 hk ved 3.170 omdr./min. Samlet326 hk
Drejningsmomentet er på 400 Nm ved 1.550-4.400 omdr./min., mens elmotoren har 250 Nm ved 0 omdr./min. I alt bliver det til 500 Nm
Gearkasse: 8-trins automatgearkasse Steptronic
Brændstofforbrug: 45,5 km/l ved blandet kørsel
Tophastighed 250 km/t. Acc. 0-100 km/t. 5,5 sek.
Køreklar vægt: 2.015 kg. Totalvægt 2.600 kg
Pris: 1.889.610 kr. som lang model plus ekstraudstyr. 7-serien fås fra 1.572.190 kr.
I det hele taget er den nye BMW 7-serie fyldt med lir. Den har også en funktion, hvor man med fingeren kan tegne cirkler i luften ud for stereoanlægget og på den måde skrue op og ned for musikken. Tåbelig ser man ud, når man prøver det, og denne teknologi får næppe samme udbredelse som føromtalte trykfølsomme skærm. Men sjovt er det da.
Javel, hr. minister
Det er værd at bemærke, at testbilen er en lang model. Det betyder, at der er 14 centimeter ekstra plads på bagsædet, der kan indstilles elektrisk i alle tænkelige retninger. Dermed er det en bil, som først og fremmest er anlagt til at levere komfort til bagsædet, hvilket lykkes fornemt, mens man bag rattet føler sig mere som ministerchauffør end som ejer af bilen.
I det hele taget er det værd at reflektere over BMW 7-seriens design. For ikke alene er bilen stor. Den ser også gigantisk ud. Mens Audi med A8 og Mercedes S-klasse har valgt en diskret designlinje, hvor det efterhånden er svært at skelne topmodellen fra de mindre modeller, så har BMW valgt et rigtig tysk magtudtryk til 7-serien. Den forkromede kølergrill er i høj grad brugbar til at få (danske turister) i venstre bane til at trække ind til siden på autobahn. Det hårde udtryk er interessant, i lyset af at denne 7-serie er en slags økobil.
Ikke meget negativt at sige
Der er ikke meget negativt at sige om økoudgaven af BMW 7-serie. De største problemer er en alt for lille benzintank og en lidt anstrengende lyd fra den firecylindrede motor. Det høres ved acceleration fra lav fart, hvor den firecylindrede økomotor lyder anstrengt – lidt som en ældre dieselmotor. Her ville jeg gerne bytte med en ottecylindret 750-model med 450 hk.
Omvendt fejler kraftoverskuddet ikke noget i denne miljøbil, som piler fra 0 til 100 km/t på 5,5 sekunder. Det skyldes, at de 258 benzinhestekræfter får hjælp fra de 113 hk i elmotoren. I alt bliver det til 326 hk.
Eldriften fylder godt op
Benzinøkonomien må siges at være rimelig, idet man med lav hastighed på landevej let kører omkring 14 kilometer på literen. Kører man med motorvejsfart og giver den lidt at leve af, falder forbruget hurtigt til under 10 kilometer per liter.
Og så bliver man pludselig opmærksom på det største irritationsmoment, jeg oplevede på turen. For den store 7-serie har en meget beskeden benzintank, der bare rummer 46 liter. Og det rækker ikke langt, hvis man kører tysk motorvejshastighed. Det betyder faktisk, at man bliver en lille smule stresset over de mange tankstop. Det er da også værd at bemærke, at de øvrige modeller i programmet alle har en tank med plads til 78 liter. Årsagen til dette er, at batteri og eldrift fylder godt op i bagagerummet, hvorfor man har valgt at reducere benzintankens størrelse.
Bortset fra den begrænsede rækkevidde er det svært at finde på noget negativt at sige om 740Le. Det skulle da lige være, at jeg personligt ville vælge en 730d i stedet. Den er omtrent lige så hurtig og kører i praksis væsentlig længere på literen. Prismæssigt er dieselmodellen ca. 170.000 kr. billigere end hydbridbilens 1,75 millioner kroner.
Som vi før har skrevet om Audi Q7 med diesel og hybrid, så er disse store pluginhybridbiler mere et spil om profilering af bilmærker og miljøbranding end egentlige storsælgere. Desværre. For kombinationen af el- og forbrændingsmotor er teknologisk og køredynamisk interessant.
Læs mere
Kan 2,5 ton Audi Q7 virkelig være miljøbil?
Er verden af lave med Porsche 911
Vi udnytter lavere bilafgifter til sportsvognskøb