En ny Porsche 911 Carrera foran Ruths Badehotel i Skagen. Går afgiftsreformen igennem med den store lettelse, falder prisen på den tyske herrebil med 350.000 kr.

Lifestyle

Er verden af lave med Porsche 911?

Porsche har nu også sagt farvel til de legendariske boxermotorer uden turbo i 911-modellen. Det giver en noget anden motorkarakteristik. Porsche-entusiast Peter Nyholm undersøger, om den nye generation af 911 trods turboerne stadig har den rigtige Porsche-feeling.

Er verden af lave hos Porsche? Nu er det slut med den sekscylindrede motor i Porsche Boxster – og 911-modellen er også blevet ramt af tidens miljøtrend: downsizing. I den seneste generation af 991-modellen er det gået ud over de to basismodeller 911 Carrera og Carrera S.

Og det er faktisk lidt af en slags helligbrøde. For væk er de 3,4- og 3,8-liters motorer uden turbo. I stedet skal man nu nøjes med en 3,0-liters motor, men med to avancerede turboer. Samtidig er motorstørrelsen den samme, uanset om man vælger S eller standardudgaven af 911. I anledning af Porsches motorrevolution har InsideBusiness lånt 911 i S-modellen med 420 hestekræfter.

Trods de mange kræfter er der næsten tale om en økobil. I hvert fald set med sportsvognsøjne. For denne model med PDK-gearkassen er oplyst til at køre 13 kilometer på literen. Det kræver naturligvis en ret forsigtig speederfod. Og det er normalt ikke derfor, at man vælger 911. Porsches måde at bygge bro mellem komfort og køreglæde er via muligheden for at skifte motorens karakteristik, alt efter det motorprogram man kører i.

kabinetilp

Porsche 911’s kabine er klassisk Porsche. Lækker, høj kvalitet og nøglen på venstre side af rattet af naturligvis fastholdt. Skønt.

 

Sport Plus er for den rendyrkede entusiastiske stil. Systemet holder kunstigt bilen i et lavere gear end nødvendigt. Det er larmende og sjovt, men det bliver hurtigt for meget. Lidt mere naturlig er den almindelige sportsindstilling, men jeg tager hurtigt mig selv i at stille bilen i den mildeste motorkarakteristik. Det giver en mere afslappet køremåde, og bilens motorkraft er i alle situationer fuldt ud tilstrækkelig.

Meget mere motorkraft

I denne nye generation er antallet af hestekræfter i S-modellen øget fra 400 til 420. Men vigtigere er, at motorens drejningsmoment er vokset til 500 newtonmeter (Nm) ved 1.700 omdrejninger i minuttet (o/min). Forgængeren havde 440 Nm ved 5.600 o/min. Og det er ikke nogen lille ting. For de facto betyder det, at Porsche har ændret karakteristikken ved den ikoniske 911-model en gang for alle. Nu er der sugende trækkraft ved lave omdrejninger og mindre vrinsk ved høje omdrejningstal.

Derfor er 911 Carrera ikke den vrinskende omdrejningsvillige børste, som den var engang. I stedet er den lynhurtige fartmaskine gjort endnu mere effektiv af den lynhurtigt skiftende syvtrins-PDK-gearkasse. Savner jeg så den gamle Porsche-karakteristik? Overraskende nok nej. Man kan med rimelighed sige, at Porsche har løftet 911-modellen til et højere niveau. Men en stor del af transformationen skyldes PDK-gearkassen, for med manuelt gear mærker man mere speederresponsen og motorens karakteristik. Den nye 911 er tilpasset det automatiske skifte, hvilket er naturligt nok, for næsten hele salget ligger her.

Overvej at købe basismodellen i stedet for S

Men i transformationen gemmer der sig andre elementer. Før i tiden ville jeg altid have svoret til S-modellen alene på grund af den større motor. Men i den nye 991-generation har motoren samme størrelse, og så får man jo fornemmelsen af, at de sidste hestekræfter er hentet med lidt computeroptimering. Derfor ville jeg personligt overveje at spare de knap 300.000 kroner og vælge en standard-911. Også fordi der med turbomaskinen ikke rigtig er behov for det ekstra boost. Designmæssigt er de to biler ens. Så det er undervogn og bremser, man skal vælge S-modellen for. Omvendt betyder de sidste penge jo ikke meget i disse leasingtider.

detalje3tilp

Fingrene væk, siger Porsche, når man prøver at få sorte fingre ved at pille ved motoren. Som i Boxster er herlighederne i motorrummet fuldstændig skærmet af for offentligheden.

 

Til gengæld er der nu en særlig grund til at vælge Porsches sportsudstødning til 51.565 kroner. For i stedet for de to eller fire rør bagest i hver side af bilen får man nu to runde rør centreret midterst. Det ser bare rigtig frækt ud, fordi Porsche samtidig har tilføjet et retrolook på bagenden med det sorte luftindtag i den nye model. Det er meget vellykket, og i forhold til den første 991-model har den seneste generation fået lidt af det Porsche-særkende, som den første generation af 991 manglede.

Det kan lyde som banale småting, men detaljerne er vigtige i en 911. For evolutionen af verdens mest berømte sportsvogn må nødvendigvis ske så langsomt, at konceptet ikke tager skade.

991-modellen med turbo er dog snarere en revolution end evolution. Selv om jeg var skeptisk over for turboerne, så er det virkelig svært ikke at være imponeret over den seneste 911.

Læs også her kan du tjene penge på Porsche 911 og om den nye Porsche Boxster

Tekniske data

Porsche 911 Carrera S PDK

6-cylindret biturboboxermotor på 3,0 liter

420 hk ved 6.500 o/min. Drejningsmoment: 500 Nm fra 1.700-5.000 o/min.

Præstationer: 0-100 km/t: 3,9 sek. Tophastighed: 306 km/t

Forbrug: 13,0 km/l ved blandet kørsel

Pris: 2.115.330 kroner uden ekstraudstyr

 

bagfratilpas

Det mest vellykkede designelement ved den nye 911 er det sorte luftindtag. Vælg desuden 911 med sportsudstødning til 50.000 kr. De to centrerede udstødningsrør giver et fedt retrolook.

ruthtilp

Porsche 911 i sit rette element foran Ruths Hotel i Skagen. Men bilikonet fra Stuttgart gemmer på lidt af en nyhed. Nu har standardversionen fået turbo, og det giver en noget anden karakteristik, beretter Peter Nyholm.