“Den tid er forbi, da vi kunne være alene mod resten af verden. Vi er nødt til at være en del af en større gruppe af nationer, både af hensyn til vores sikkerhed og vores handel. Udsigten til, at vi forlader EU, har allerede ført til et markant fald i pundet, fordi markederne mener, at det vil skade vores økonomi.”
Sådan sagde manden, som måske er den bedst kendte brite på verdensplan, fysikeren Stephen Hawking, da han i slutningen af sidste måned medvirkede i et britiske morgen-tv-program. Manden, som har skrevet bogen ’Universet i en nøddeskal’, gav her de britiske vælgere sit bud på Brexit i en nøddeskal.
For den 23. juni kan de britiske vælgere vælge at forandre europakortet og europæisk historie: Meningsmålingerne viser, at den britiske folkeafstemning sagtens kan ende med et farvel til EU. Og markedet har reageret: Hawking har ret. Siden midten af maj har pundet tabt næsten 4 procent af sin værdi over for euroen.
Det er da heller ikke svært at finde stemmer, der forudsiger, at det får voldsomme konsekvenser, både politisk og økonomisk, hvis EU mister et af sine største medlemmer. Først og fremmest vil briterne selv blive ramt, men hvad med os i Danmark? Gik vi måske ikke i sin tid med i EF, fordi briterne havde meldt sig ind?
Lad os tage den først. Storbritannien er stadig et land, som mentalt fylder rigtig meget i Danmark. Vi taler engelsk, og billige flybilletter har gjort London til et favoritrejsemål. Nogle af os følger med i engelske fodbold. Andre er mere optagede af de seneste historier fra det britiske kongehus. Og så er der jo baconeksporten og smøreksporten – det er jo vigtigt.
Briterne er femtestørste eksportmarked
Ja, måske, men ikke så vigtigt som før. I dag aftager Storbritannien kun 6 procent af den danske eksport. Landet er vores femtestørste eksportmarked efter Tyskland, Sverige, USA og Norge. Storbritannien er ikke så vigtig for Danmark, som mange af os husker det.
”Storbritannien stod for omkring 30 procent af eksporten, da vi sammen med briterne gik ind i EF i 1973, så dets betydning er faldet – i Europa og for os,” siger Nordeas cheføkonom Helge Pedersen.
Han understreger, at for Storbritannien selv ”er der en omkostning af relativ substantiel karakter ved at træde ud.” Men for os andre er betydningen ikke så stor.
”Hvis vi forestiller os, at det britiske pund kommer under pres, så vil danske varer blive dyrere på det britiske marked, og hvis den britiske vækst bliver lavere som følge af Brexit, så bliver markedsvæksten mindre. Vi har søgt at estimere det, og vi finder, at det måske kan koste 3 til 5 milliarder kroner i dansk eksport. Den direkte effekt på vores bnp er meget lille,” siger Helge Pedersen.
Dyrt for andre
Så langt, så godt: Hvis briterne går, bliver de direkte omkostninger overskuelige for Danmark.
Spørgsmålet er selvfølgelig, hvad de indirekte omkostninger så kan blive.
Det hænger i nogen grad sammen med, hvad der sker med Storbritannien selv. Der er lande i Europa, som hænger tættere sammen med britisk økonomi, og hvor man måske har mere grund til bekymring end Danmark.
I Holland er det statslige CPB – det hollandske bureau for økonomisk analyse – nået frem til, at Holland vil miste 1,2 procent af bnp i 2030.
For Holland er Storbritannien nemlig den tredjevigtigste samhandelspartner, som aftager næsten 10 procent af landets eksport.
Sådan rammes briterne selv
Men det afgørende er, hvad der sker med Storbritannien. Der er tre ting, som rammer britisk økonomi med det samme, hvis Brexit bliver til virkelighed:
Først er der virkningen af, at landet i et eller andet omfang bliver en mindre åben økonomi – altså den direkte virkning. Ganske vist vil landet fortsætte som EU-medlem i op til to år, men erhvervslivet vil med det samme begynde at indrette sig på tiden efter overgangsperioden.
Og så er der to indirekte virkninger: For det første vil hele usikkerheden i situationen få virksomheder til at udskyde investeringer og få forbrugere til at vente med større nyanskaffelser. For det andet risikerer man uro på finansmarkederne. Selv kortvarig uro her koster penge, og den forstærker virkningen af de andre påvirkninger. Folk vil opleve, at deres opsparing falder i værdi, og virksomheder får sværere ved at låne.
Den langsigtede virkning afhænger helt af, hvilket arrangement det lykkes briterne at få med resten af EU – og med resten af verden, for Storbritannien ryger jo også ud af EU’s netværk af frihandelsaftaler med ikke-EU-lande. I bedste fald får briterne en aftale, så landet fortsætter som en del af det indre marked, altså en aftale i stil med den, Norge og Island har med EU om at indgå i EEA (European Economic Area). I værste fald får Storbritannien ingen aftale, men må nøjes med WTO-reglerne. Et mellemscenario er, at Storbritannien kan forhandle bilaterale aftaler på plads med både EU og andre vigtige samhandelspartnere.
I recession
Lad os først høre den britiske regerings bud på størrelsesordenen. Dens regnestykker kan man ganske vist ikke helt stole på, for den vil jo gerne have, at briterne stemmer for at blive, så den overdriver måske følgerne af en udtræden. Men de er i hvert fald alvorlige, hvis man skal tro de to rapporter om spørgsmålet, som det britiske finansministerium har udsendt.
På kort sigt – i løbet af to år – vil Storbritannien ifølge den britiske regering gå i recession, det britiske bnp vil blive 3,6 procent mindre, end det ellers ville have været, og der vil forsvinde en halv million job. Det er jo til at tage at føle på. Men der er også et værre scenario, hvor recessionen bliver dybere, og der forsvinder endnu flere job.
De langsigtede virkninger opgør den britiske regering til et tab i bnp på mellem 3,4 procent og 9,5 procent – så meget lavere vil bnp være i forhold til situationen, hvor man bliver i EU.
OECD har også regnet på konsekvenserne, og her er man kun en anelse mindre pessimistisk: Bnp-tabet i 2030 vil ligge på mellem 2,7 og 7,7 procent.
Den frihandelsorienterede og konservative tænketank Open Europe er langt mere optimistisk, fordi den forestiller sig, at Storbritannien kan udnytte afskeden med EU til at reformere og liberalisere sin økonomi yderligere. Derfor venter tænketanken kun et meget lille fald i bnp –måske vil bnp endda ende med at blive højere, end det ellers ville have været.
Open Europes direktør, den tyske økonom Michael Wohlgemuth, skrev i søndags i Frankfurter Allgemeine Zeitung, at Brexit ”ikke vil være verdens undergang”.
”Både Storbritannien og EU kan godt tåle et Brexit, hvis begge parter optræder som nøgterne pragmatikere”. Man skal bare stræbe efter ”en venskabelig skilsmisse, som kan redde begge parters ansigt og opretholde de gensidige handelsforbindelser.”
X-faktoren
Ja, venskabelige skilsmisser er vel altid at foretrække. Men hvor mange af dem findes der i virkelighedens verden?
For bag alle tal og pragmatiske betragtninger ligger jo den uberegnelige menneskelige X-faktor. Hvor nemt vil det i praksis blive for briterne at forhandle frihandelsaftaler med resten af verden, som ikke alene har andre ting at bekymre sig om, men som oven i købet, for EU’s vedkommende, måske vil være optaget af at vise andre utilfredse medlemslande, at det koster dyrt at gå?
”Desertørerne vil ikke blive budt velkommen med åbne arme,” sagde således EU-kommissionens formand, den altid ildsprudlende Jean-Claude Juncker, for nylig til en fransk avis.
”Hvis briterne forlader Europa, må både de og vi drage nogle konklusioner. Det er ikke en trussel, men vores forhold vil ikke være det samme som i dag.”
Det er også konklusionen for Nordeas cheføkonom.
”Jeg tror, at EU vil stå relativt stejlt over for briterne, for store indrømmelser ville kunne åbne en ladeport for andre lande, som vil presse på over for EU og måske true med melde sig ud og forhandle en a la carte-løsning,” siger Helge Pedersen.
Alle er enige om, at det mindst kostbare for briterne vil være at få en norsk løsning, altså en EEA-aftale med et fortsat medlemskab af det indre marked. Men netop den løsning kan blive forhindret af X-faktoren. For den indebærer, at briterne ligesom nordmændene årligt skal betale milliarder til EU’s udligningsordninger. Briterne vil altså skulle betale, men uden at have nogen indflydelse på de standarder, EU dikterer. Og det var jo netop det, briterne var trætte af.
Skilsmissen kan godt blive venskabelig. Den bliver dyr alligevel.
