På gulvet hviler de tre unge elskende deres hoveder i hinandens skød. ”Vi dannede et solsystem med Helle og Tore og mig som den cirkulerende drabant”, lyder den ikoniske sætning, der tydeligst beskriver Janus’ forelskelse i sine venner, Tore og Helle, og hvordan det føles at stå midt i sit livs forår.
Tore og Helle er kærester, og Janus er det lykkelige tredje hjul. Desværre får deres forhold en brat og tragisk afslutning, da Tore forføres af Helles mor, fru Junkersen, til datterens studentergilde. Helle begår selvmord på bagsædet af sin mors bil og bliver fundet af en tjenestepige, mens alle andre fester og fejrer voksenlivets begyndelse.
Fakta
Fem af seks stjerner
Den kroniske uskyld – efter Klaus Rifbjergs roman spiller på Mellemgulvet, Skuespilhuset 17. november–7. december 2018. Forestillingen varer 1 t. 40 min. uden pause.
Iscenesættelse: Elisa Kragerup
Bearbejdning: Elisa Kragerup og Benedikte Hammershøy Nielsen
Scenografi og kostumer: Jonas Fly
Lysdesign: Clement Irbil
Medvirkende: Simon Bennebjerg, Morten Hee Andersen, Sicilia Gadborg Høegh, Christine Albeck Børge og Marie Dalsgaard
‘Den kroniske uskyld’ (1958) af Klaus Rifbjerg har været pligtlæsning for mange folkeskole- og gymnasieelever gennem flere årtier, og nu har den hjerteskærende fortælling fundet vej til de skrå brædder. På Mellemgulvet i Skuespilhuset vises i øjeblikket teaterversionen af alle tiders danske generationsroman.
Flere teatre har i de seneste år forsøgt sig med at opsætte romaner, der ikke oprindelig var skrevet til scenen, og bearbejde dem, så de kan opføres på teatret. Dette arbejde gør Elisa Kragerup og Benedikte Hammershøy Nielsen til perfektion. Deres fælles bearbejdning er meget respektfuld over for det litterære forlæg fra 1958, men også de modsatrettede følelser forbundet med at være ung og opleve alting for første gang.
Transformationen fra bog til teater er ikke bare overbevisende og dygtigt fremført. Det er lykkedes for hele holdet bag forestillingen at gøre det almengyldige bogværk om de tre elskende endnu mere universelt og bringe den meget tidstypiske kærlighedshistorie om Janus, Tore og Helle ind i nutiden.
Det intime, hemmelige og lystforbundet
Den intensitet, der kommer til udtryk i manuskriptets sproglige rigdom, underbygges i scenografien. Til forestillingen har scenograf Jonas Fly skabt et minimalt rum i cognacfarvet træ, som får mig til at tænke på cigarkasser og klædeskabe, der gemmer på forbudte magasiner fra før pornoens tid. Rummets farve og størrelse fremkalder en stemning af noget intimt, hemmeligt og lystforbundet. Der er trapper ned fra hvert hjørne af det firkantede scenerum og publikumsrækker i tre niveauer.
Selve scenen, hvorfra det meste af forestillingen foregår, er placeret nederst i midten af rummet. Skuespillerne må derfor konstant vende og dreje sig rundt for at skabe øjenkontakt til publikum, hvilket er enormt effektfuldt og gør selve skuespillet dynamisk. Men det betyder også, at ingen får lov at gemme sig på tilskuerrækkerne.
Fordi man er så tæt på skuespillerne, får man lov til at studere hver eneste lille bevægelse i deres ansigter. Især Simon Bennebjerg, der er charmerende og dejligt akavet i rollen som Janus, imponerede mig med sin mimik. Han blinker nervøst med øjnene, når følelserne og situationerne bliver svære for ham at håndtere – især i mødet med det modsatte køn. Morten Hee Andersen, som spiller Tore, har også en imponerende kontrol over sit ansigt. I forestillingens sidste scene, hvor Tore skal forestille at være indlagt på psykiatrisk afdeling, efter at hans elskede Helle har begået selvmord, sidder han og stirrer tomt ud i rummet med et blik, man kun ser hos mennesker, der er dybt traumatiseret. Han har sat sig på en stol på ved siden af mig, og jeg kan mærke varmen fra hans krop. Store Tore, der forestillingen igennem har gået med fremskudt bryst, sidder nu med sænkede skuldre. Jeg har stadig svært ved at forstå, hvordan det er muligt for Andersen at spille det blik frem. Den skuespillerpræstation rørte mig dybt.
Romanen ‘Den kroniske uskyld’ er skrevet i 1958, men formodes at foregå omkring afslutningen af 2. verdenskrig. Som kontrast til romanens gennemsyrende løssluppenhed er nemlig de tyske soldaters tilstedeværelse. Besættelsen er helt taget ud af Kragerups iscenesættelse, hvilket kun forstærker fortællingens universelle kraft. Den eneste trussel i forestillingens univers er Helles mor, den dæmoniske og forførende fru Junkersen. Desværre er fru Junkersens kvindelighed så overdrevet og blottet for mystik, at den virker kunstig. Christine Albeck Børge lader ikke til at falde lige så naturligt ind i sin rolle som sine medskuespillere.
”Vi ses”
Forestillingen ‘Den kroniske uskyld’ er et fremragende eksempel på, hvad jeg mener, teatret skal kunne: nemlig at sætte ting i bevægelse og få os publikum til at mærke os selv, så vi kan mærke andre. ”Vi ses”, siger Janus til Tore, da han forlader den psykiatriske afdeling. Lyset slukkes, og jeg når at tørre tårerne væk fra mine kinder, før det tændes igen, og skuespillerne klappes ind på scenen. Under Elisa Kragerups instruktion frembringer skuespillerne ungdommens magi og de store følelser, som livets ubarmhjertighed får os til at glemme.
Hvis man vil opleve følelsesfyldt og intim fortolkning af en kær klassiker, er det bare om at skynde sig at komme af sted. Billetterne er nemlig nær udsolgt.
Om Elisa Kragerup:
Elisa Kragerup (1979) er instruktør og en del af kunstnerkollektivet Sort Samvittighed, som bl.a. har skabt forestillingen ‘Tove!Tove!Tove!’ (2015) om forfatteren Tove Ditlevsen. Fra sæsonen 2018-19 er hun ansat på Betty Nansen Teatret som direktør, en stilling, hun deler med Eva Præstiin. Elisa Kragerup er uddannet fra Statens Teaterskole i 2010 og debuterede samme år på Det Kongelige Teater med ‘Den unge Werthers lidelser’.
Om Klaus Rifbjerg og romanen Den kroniske uskyld:
Klaus Rifbjerg (1931-2015) var forfatter med en lang række forskellige udgivelser bag sig. ‘Den kroniske uskyld’ (1958) er en vigtig milepæl i forfatterskabet og blandt forfatterens kendteste værker. Foruden sit virke som forfatter har Klaus Rifbjerg arbejdet for Politiken og været litterær direktør for forlaget Gyldendal. I 1967 blev han medlem af Det Danske Akademi, og i 1970 modtog han Nordisk Råds Litteraturpris.
‘Den kroniske uskyld – efter Klaus Rifbjergs roman’ havde premiere første gang den 26. april – 8. juni 2018 på Mellemgulvet, Skuespilhuset.
Billedtekst: Det bliver næsten ikke mere klassisk dansk end ‘Den kroniske uskyld’. Foto: PR og Camilla Winther
Læs mere
