Før jeg dykker nærmere ned i konklusionen i min anmeldelse, er det på sin plads at introducere den regenerative tænkning, som Wahl er den store bannerfører for.
Regenerativ tænkning er en systemisk og radikal tilgang til, hvordan vi skaber en mere bæredygtig, modstandsdygtig og livskraftig verden, hvor mennesker og naturen kan trives i harmoni med hinanden.
Behovet tager udgangspunkt i den overbevisning, at menneskeheden er på en hastig deroute pisket frem af en ustyrlig kapitalistisk grådighed uden interesse eller forståelse for konsekvenserne.
Boganmeldelse
Design af regenerative kulturer
Af: Daniel Christian Wahl
Forlag: Content Publishing
Sideantal: 441
Pris: 390 kr.
Stjerner: 3,5 af 6
Anmeldt af Olav Vorup, head of leadership og culture, Maersk Training
Måske er det lidt groft sat op. Og Christian Wahl er slet ikke så direkte i sin bog.
Wahl er ganske bevidst om, at dommedagsretorik sjældent er videre konstruktiv og omvendende. Derfor er hans ’greb’ igennem hele bogen at stille helt fundamentale spørgsmål, som ’hvorfor bør vi bevare menneskeheden?’ og finde svar på samme med inspiration fra poesi, filosofi, forskning og utallige citater.
Hvorfor? Når vi nu mangler ’hvordan’
Bogen er reelt bygget omkring disse spørgsmål. Hvert kapitel har sit eget grundspørgsmål. Umiddelbart virker det OK, men det er også tankevækkende, at seks af de syv kapitler tager udgangspunkt i et spørgsmål formuleret med hvorfor, og kun ét enkelt kapital starter med hvordan.
Derfor er det heller ikke overraskende, at bogens analyse aflejrer sig mest i erindringerne. Netop fordi regenerative tænkning handler om helheder, bliver bogen omfavnende og omfattende.
Foruden grundlæggende eksistentialistiske overvejelser besøger vi emner som ledelse, byplanlægning og produktdesign – altid med stor passion, perspektivering og utallige eksempler. Men også med et komplekst sprogbrug, der nok giver bogen en akademisk ’smag’, men paradoksalt virker ekskluderende for læsere, som forfatteren sikkert ellers gerne ville inkludere og omvende.
Hvem lytter?
Og her er vi reelt fremme ved en af bogens centrale udfordringer. Hvem henvender bogen sig egentlig til?
Ifølge Wahl selv bør alle interessere sig og involvere sig i de spørgsmål, bogen rejser. Men bogens format henvender sig ikke til masserne. Jeg kunne frygte, at den primært taler til dem, der allerede har sluttet sig til den regenerative tænkning og nu kun ønsker mere af samme skuffe. Det er umådelig ærgerligt.
Men hvad enten det er de indflydelsesrige, beslutningstagerne eller de brede masser, Wahl vil henvende sig til, så skal budskabet skæres langt mere til. 441 snørklede og tætskrevne sider er en odyssé i 2024.
Anmeldeldt af Olav Vorup, head of leadership og culture, Maersk Training
Læs mere
Sværvægter til krystalklar ledelseskommunikation
Fremragende håndbog til nyudnævnte ledere
Anmeldelse: Klimarådet sætter regeringen under yderligere pres
Hvad er arbejdsnarkomani og konsekvenserne heraf?
Boganmeldelse: Jeg hedder Kåre Schultz. Jeg løser problemer
‘Blue Ocean’-forfattere vender alt på hovedet med nyt begreb: nondisruptive creation
Psykolog står bag fremragende bog om oplevelsessamfundet
Ledelsesbog: Sådan håndterer du de smukke unge mennesker
Hyggelig og hurtigt læst bog om innovation
Stærk bog om stilheden, vi mistede
Bureaukratiet er slemt – men ikke så slemt, som forfatteren hævder
Studiebooster – det handler ikke kun om karakterer