Hvad er den vigtigste ressource for en virksomhed? Nogen vil sige penge, teknologi eller kunder. Men ifølge forfatterne af bogen ”Power to the Middle” er det mellemlederne, der holder nøglen til fremtidens virksomheder. Det er dem, der har fingeren på pulsen i forhold til, hvad medarbejderne ønsker – og det er dem, der kan videreformidle topledelsens ønsker om strategisk retning og kultur på en måde, der lander godt hos medarbejderne.
De kan motivere, inspirere og udvikle talent i organisationen, og de kan oversætte komplekse krav fra ledelsen eller omverdenen til konkrete tiltag, der kan fungere i hverdagen.
Bogen er baseret på omfattende forskning fra McKinsey. Forfatterne Bill Schaninger, Bryan Hancock og Emily Field, er alle partnere i McKinsey og eksperter i organisation og ledelse. De præsenterer i bogen en ny måde at anskue virksomheders måde at ansætte, træne og belønne deres mellemledere – med en anvisning af, hvordan virksomhederne kan forløse et større potentiale og dermed i sidste ende også økonomisk værdi.
Vi spilder vores mest værdifulde spillere
Boganmeldelse
Titel: Power to the Middle
Forfatter: Bill Schaninger, Bryan Hancock og Emily Field
Harvard Business Review Press
Sider: 223
Score: Fem af seks stjerner
Anmeldt af: Sofie Breum, Managing Director, H&B Analytics
Bogen er opdelt i tre dele. Den første del beskriver, hvorfor mellemledere er vigtige, og hvordan de ofte bliver overset, undervurderet eller – hvis de opdages – bliver forfremmet ud af deres roller.
Bogens anden del giver praktiske råd om, hvordan man kan identificere, udvikle og fastholde mellemlederne, og hvordan vi som ledere kan give dem mere autonomi, ansvar og anerkendelse.
Bogens tredje del diskuterer, hvordan mellemlederne kan bidrage til at forme fremtidens arbejdsliv ved at være agile og kundeorienterede, samtidig med at de forstår frontlinjemedarbejdernes ønsker og behov.
Velskrevne cases og relevante eksempler
Der er ingen tvivl om, at bogen er gennemarbejdet. Sproget er enkelt og flydende, og stilen skifter ubesværet mellem at gennemgå cases, teori og uddybninger fra forfatterne.
De inkluderede cases og eksempler fra (anonymiserede) virksomheder gør det nemt for læseren at forholde sig til situationer, komplikationer og måder at adressere udfordringerne på. Som en ægte McKinsey bog skorter det ikke på data og analyser, der understøtter forfatterne argumenter og anbefalinger. Bogen fokuserer dog kun på USA og Europa, og kunne derfor måske have inkluderet flere cases fra andre regioner (eller flere brancher) for at stille endnu skarpere på de kulturelle forskelligheder, der eventuelt må være, når vi bevæger os fra USA og Europa til fx Asien eller Afrika.
Er det så bedre med mere magt til mellemlederne?
Forfatterne fremfører i bogen en lang række argumenter for at mellemlederne skal have mere magt. Men den bliver næsten lidt for optimistisk når det kommer til fordele ved at styrke den mellemlederne. Jeg kunne godt savne lidt mere afbalanceret input i forhold til hvilke udfordringer eller konflikter, der måske kunne opstå, når man ændrer den traditionelle ledelsesstruktur. Men det kan måske komme i en opfølger til bogen…
Anmeldt af: Sofie Breum, Managing Director, H&B Analytics
Læs mere
Heltekvad om Lars Rohde kommer kun halvt i mål
Ledelsesbog med højt energiniveau
En modpol til den traditionelle rationelle opfattelse af virksomheder, ledelse og systemer
Ny bog om lederskab får fem stjerner
Lær at forstå de satans kunder
Gode budskaber om driftsledelse kommer ikke ud over rampen
Nedsmeltning på flere niveauer i danske mediehuse
Afdansningsbal for topøkonomen John Smidt
Et indblik i strategi og ledelse under coronakrisen
Rammer stod i vejen for en bæredygtig organisation