Det er nu anden gang, jeg anmelder DØRS-rapporten. I min anmeldelse af den forrige vismandsrapport var jeg forholdsvis kritisk.
Men denne gang får tonen en anden lyd. Ikke for at være flink ved direktør John Smidt, De Økonomiske Råd, men snarere for at kvittere for, at vismændene denne gang har leveret en rapport, der rammer hovedet på sømmet, ikke blot i forhold til den aktuelle økonomiske politik, men også i forhold til at bringe emner til torvs, som der ikke er den mindste politiske efterspørgsel efter.
Her tænker jeg navnlig på boligpolitikken, hvor vismændene ofte har revset politikerne for i alt for høj grad at tækkes boligejerne, som efter DØRS opfattelse burde beskattes langt hårdere. Det nye boligskattesystem afspejler delvis, at vismændene har fået deres vilje.
Djævlen ligger som bekendt i detaljen, og teoretiske ønsker kan blive til et mareridt, hvis systemet bygger på urealistiske forudsætninger. Det er bl.a. på vismændenes foranledning, at Danmark fortsat har den kommunale grundskyld. Men at beskatte grundværdier særskilt er desværre en umulig opgave i land, hvor næsten alle grunde er bebygget.
Det er dog ikke vismændenes ansvar at sikre implementeringen af den førte politik, men at inspirere og korrekse, og nu har man så kastet sig over lejeboligmarkedet, der i Danmark er stærkt reguleret. Det ser man imidlertid også i en række andre lande.
Der kan være mange gode grunde hertil, for det er oplagt, at folks boliger ikke skal være et spekulationsobjekt. Det kan i øvrigt også være stærkt belastende at flytte, navnlig hvis det er, fordi man ikke længere har råd til sin bolig.
Men måden, vi i Danmark håndterer tildelingen af lejelejligheder på i den regulerede del af markedet, er ikke hensigtsmæssig.
Vismændene peger ganske rigtigt på, at regulerede lejeboliger i mange tilfælde er overordentlig billige, og at det desværre ikke kun er dem, der har allermest brug for billige boliger, der bor i dem.
Det har potentialet til at skabe et overforbrug af billige boliger, f.eks. kunne man forestille sig ældre ægtepar, hvor børnene er flyttet hjemmefra, blive boende i den billige lejebolig, fordi en mindre bolig paradoksalt nok kunne gå hen at blive dyrere.
Det siger sig selv, at det øger boligforbruget i et uhensigtsmæssigt omfang, hvilket er ekstra problematisk, fordi det ofte sker i tætbefolkede områder med høj boligefterspørgsel. Det kunne tale for at sætte lejen fri og kompensere dem, der har mest brug for hjælp, med mere boligstøtte.
Tidlig sundhedsindsats
En anden meget interessant del af rapporten er analysen af effekterne af en tidlig sundhedsindsats. Det er en særdeles aktuel debat, fordi det efterhånden er et klassisk venstrefløjsargument, at der kan være positive dynamiske effekter af et øget offentligt forbrug. Men sjovt nok kan Finansministeriet kun vurdere effekten af lavere skatter; det har provokeret mange på venstrefløjen og har givet anledning til ønsker om at smide de økonomiske modeller på porten.
Men ikke kun venstrefløjen har en interesse i at dokumentere effekterne af en tidlig sundhedsindsats. Samme argument benytter dele af medicinalindustrien, herunder vores egen gigant – Novo Nordisk.
Pointen er, at en tidlig indsats kan forebygge andre sygdomme, så hvis man sætter tidligt ind, kan man undgå, at folk får nedsat arbejdsevne eller bliver helt uarbejdsdygtige. Det betyder, at staten ud fra en livscyklustankegang faktisk kan investere sig til en sundere befolkning ved en tidlig indsats.
At dokumentere den slags er dog ikke helt enkelt. Derfor har vismændene taget udgangspunkt i børnetandplejen, som er veldokumenteret gennem mange år, og hvor man har haft adgang til et skift i den førte politik. Resultatet er desværre nedslående. Der er ikke nogen dokumenterbar effekt af skiftet i 1971 fra frivillig til obligatorisk skoletandpleje.
Betyder det, at vi skal holde op med at passe på børnenes tænder? Naturligvis ikke, så det mest interessante ved undersøgelsen er måske, at man skal passe på med at overfortolke et statistisk materiale.
Afslutningsvis er det svært for os i AxceFuture at undlade at nævne, at også vismændene er stærkt optaget af effekten af bidraget fra medicinalindustrien på væksten i bnp.
Vi var de første, der i en sommerkommentar i Dagbladet Børsen pegede på, at væksten ville være negativ uden Novo Nordisk, og allerede under forårets overenskomstforhandlinger gjorde vi opmærksom på, at det var nonsens at tale om en generel produktivitetsudvikling i industrien som en begrundelse for højere løn, da fakta er, at væksten i produktiviteten i bedste fald ligger fladt uden bidraget fra Novo Nordisk.
Det er velkendt, at makroøkonomer får røde knopper af at forholde sig til bidraget fra enkeltvirksomheder i en statistik. Men nu er trolden ude af æsken, så det næste bliver forhåbentlig, at vismændene bevæger sig yderligere ud på kanten af makroøkonomien og får en bedre indsigt i, hvordan det private erhvervsliv fungerer.
Anmeldt af Joachim Sperling, direktør, AxcelFuture.
Læs mere
Et indblik i strategi og ledelse under coronakrisen
Rammer stod i vejen for en bæredygtig organisation
Ny bog om Novo Nordisk får seks stjerner
Kan kommunikationsledelse ændre verden?
En ultraløbers læringer om ledelse
Få inspiration fra kvindelig topchef i verdensligaen
Sådan skaber man en porteføljekarriere
Sjældent nyskabende og konkret bog om stress
En stærk ramme som en hjælp til at kunne svare på de svære spørgsmål
Når arbejdet ikke er løn nok i sig selv
Vismændene har tabt pusten. De må til Århus eller København
Strategi og ejerskab hænger sammen
Hvad vil det sige at være menneske i en tidsalder med kunstig intelligens?
