Når krybben er tom, bides hestene. Det gamle ordsprog passer i den grad på de førhen i hvert fald toneangivende private danske avis- og mediehuse, som har kastet sig ud i et opgør med den vaklende mediekoncern Jysk Fynske Medier(JFM), Information, Kristeligt Dagblad og brancheorganisationen Danske Medier. På den anden side står JP/Politikens Hus, Berlingske Medier og den brogede medieorganisation Nye Medier.
Det handler om fordeling af mediestøtte via det nye medieforlig, som i virkeligheden er et morads af tidligere regeringers forsøg på at uddele penge til medierne på, som først er kommet igennem det politiske system nu. Men det korte af det lange er, at målet er at fordele lidt flere af de ca. 400 millioner kroner til lokale medier, mens de største mediehuse, Berlingske, Jyllands-Posten, Politiken, Ekstrabladet og Børsen, står til at få færre penge i mediestøtte.
Det har nu fået Berlingske Medier, Nye Medier og JP/Politikens Hus med koncerndirektør Stig Ørskov i front til at klage over medieforliget til EU-Kommissionen for at sikre, at det ikke er konkurrenceforvridende, og at det er i overensstemmelse med EU’s regler for statsstøtte. Det er et sælsomt opgør, og nu har også direktøren for Danske Medier, Mads Brandstrup, forståeligt valgt at fortrække til en stilling i SAS.
Det skal tilføjes, at regeringen har lagt op til, at de ekstremt lukrative mediestøtteregler i forhold til andre landsdækkende trykte medier for Information med 26 millioner kroner i årlig mediestøtte og Kristeligt Dagblad med 29 millioner kroner i første omgang videreføres. Dog er det hensigten, at den såkaldte supplementsordning skal reduceres. Reglerne henviser til, at medierne Kristeligt Dagblad og Information får ekstra mediestøtte, fordi de er landsdækkende og har et oplag på mindre end 40.000.
Disclaimer
InsideBusiness/Inside Media modtog sidste år mediestøtte(redaktionel produktionsstøtte) for 787.854 kr. Der forventes ikke at være den store forskel i støtteniveau alt efter hvordan mediestøttereglerne falder ud.
Desuden har især milliardkoncernen Jysk Fynske Mediers direktør, Jesper Rosener, rejst land og rige rundt med det frygtelige budskab i Journalisten, at ”at vi skal afskedige i ekstraordinær stor grad, og at medier kommer til at lukke,” hvis man ikke får andel i de ca. 43 millioner kroner som står til at blive øremærket de lokale medier.
Jysk Fynske Medier klarer sig ikke så dårligt
Læser man ned i regnskabet for Jysk Fynske Medier, finder man dog ikke umiddelbart en virksomhed i dyb krise. Nuvel, omsætningen faldt fra 1,91 milliarder kroner til 1,87 milliarder kroner fra 2021 til 2022, men samtidig steg bruttoresultatet fra 899 til 958 millioner kroner, ligesom bundlinjen var præget af ”finansielle omkostninger” på 52 millioner kroner, som sendte overskuddet ned på 5 millioner kroner.
Altså, det er en virksomhed i en solnedgangsindustri, hvor det kun vil være naturligt, at man lukker ikkerentable medier og titler. Så umiddelbart synes det ikke at være den trussel mod demokratiet, hvis Jysk Fynske Medier skulle ende med at få den samme mediestøtte som i dag. Men sådan er der så meget.
Snarere vil det nok være en trussel mod demokratiet, hvis fremkomsten af nye lokalmedier blokeres, fordi koncerner som Jysk Fynske Medier får en højere mediestøtte end andre lokalmedier. Jyllands-Posten forsøgte sig også med en satsning på at bygge flere lokalmedier op, men manglende abonnementssalg og lavere mediestøtte end håbet fik mediehuset til at opgive kampen, som nærmest syntes tabt på forhånd.
Samtidig er det kommet frem, at mediehuset Vadehavets Mediecenter også har klaget til EU-Kommissionen, fordi man ikke står til at kunne få adgang til mediestøtte for sine lokale avistitler. Forvirret på et højere plan? Forståeligt nok. For medieforliget, som der er parlamentarisk opbakning til, ligner en sjusket omgang.
Det korte af det lange er dog, at man fra de landsdækkende mediehuses side ønsker at undgå, at man får en slags statsligt overdommeri til at sidde og fordele penge til udvalgte medier, som vi ser ske for Information og Kristeligt Dagblad i dag. Det bør f.eks. fordeles ud fra de redaktionelle omkostninger til journalister, så medierne er nødt til at have en bæredygtig forretning for at modtage støtten. Så kan man indføre et titelloft, hvilket man også har i dag.
Nedsmeltning på Jyllands-Posten
Desuden ser vi noget, der mest af alt minder om en total nedsmeltning på Danmarks engang største avis, Jyllands-Posten. For mens Jesper Rosener på Jysk Fynske Medier taler om frygt for afskedigelser, så er JP gået planken ud i en grad, så organisationen er ved at kollapse.
Det må stå hen i det uvisse, hvad der er gået galt for Jyllands-Postens økonomiske styring, men fakta er, at chefredaktør på Jyllands-Posten Jacob Nybroe til megen afskedsviolinmusik fra de øvrige mediechefer i JP/Pol blev fyret i august.
Efterfølgende overtog Marchen Neel Gjertsen som konstitueret chefredaktør en ualmindelig hård fyringsrunde med afskedigelser af 26 medarbejdere, svarende til knap 25 procent af alle journalistiske ansatte på avisen. Hertil kommer, at det kom mindre end et år efter den seneste fyringsrunde på JP.
Spørger man rundtom i mediebranchen, er problemerne på Jyllands-Posten særdeles store. I modsætning til primært Berlingskes benhårde borgerlige københavnerfokus under Anders Krab-Johansen og Politikens offentligt ansatte radikal-socialdemokratiske profil, så har Jyllands-Posten nemlig forsømt at sætte en retning for huset.
I gamle dage fik man en ambitiøs, højre-liberalt orienteret avis, som oftest levede op til det velklingende slogan ’Hvis De vil vide mere’. I dag må man sige, at det snarere er en landsdækkende sovs af DR-lignende nyhedsjournalistik, krydret med skarpe ledere og en fornuftig udlandsdækning. Resten er en skygge af fortidens JP, som også med den undersøgende journalistik for længst er kørt agterud af Berlingskes skarpe profil og flittige nyhedshunde.
Situationen for JP er ekstra kritisk, fordi DR i stigende grad arbejder sig ind på de gamle mediers enemærker med kvalitetsjournalistik, bare uden betalingsmur. Førhen var der en slags gentleman’s agreement om, at DR ikke skrev lange afdækkende artikler på dr.dk.
Den aftale synes nu helt væk – og dr.dk er blevet en slags gratis digital avis og uden de store værdipolitiske faldballader. For mediegiganten er tilsyneladende meget bevidst om, at man dækker sager uden for megen politisk stillingtagen.
Det udløser den paradoksale situation, at man på det engang så højreorienterede JP jævnligt finder artikler, der f.eks. kritiserer skattelettelser til mellem- og højtlønnede, som man ellers forventer at finde i Politiken eller Information. Det sejler rundt, og JP aner tilsyneladende ikke længere, hvem deres målgruppe er. Samtidig står der barske ledere om indvandrersituationen. Det forekommer at være en højst besynderlig journalistisk retning og prioritering.
Har Stig Ørskov mistet grebet?
Det er nok med til at ramme den gamle avis dobbelt, for den gamle presse er stærkt præget af, at det er svært at sælge digitale avisabonnementer og slet ikke til samme høje pris som de gamle printabonnementer, som til gengæld falder bort. Til en vis grad var netop valget af Jacob Nybroe som chefredaktør årsag til den manglende af redaktionelle profil. For dengang var der fokus på at flytte JP væk fra positionen som ideologisk forkæmper med Muhammed-tegningerne i bagagen.
Nu er det derimod, som om Jyllands-Posten alt for sent skal til at genopfinde sine gamle borgerlige dyder. Det bliver en voksen opgave for den ret uerfarne chefredaktør Marchen Neel Gjertsen, der forventes at få jobbet som ansvarshavende chefredaktør.
Skabelsen af erhvervsmediet Finans, som har en isoleret abonnementsstruktur, gør det ikke lettere, for så har man heller ikke længere erhvervsstoffet som årsag til at abonnere på JP.dk digitalt. Og trofaste JP-abonnenter rammer konstant Finans’ betalingsmur, hvis de falder over en spændende erhvervshistorie på JP.
Man må spørge, hvad der egentlig foregår i toppen af landets største privatejede mediehus, JP/Politikens Hus. Er den ellers så driftssikre Stig Ørskov begyndt at falde af på den? Hvorfor er det uhensigtsmæssige i det nye medieforlig ikke for længst blevet påpeget og kritiseret, og hvorfor er der ikke bedre styr på Jyllands-Postens strategiske retning og økonomistyring?
Ansættelsen og den efterfølgende fyring af Henrik Qvortrup som afløser for Poul Madsen vidner heller ikke om specielt stærk dømmekraft i toppen af JP/Politikens Hus.
Læs mere
Afdansningsbal for topøkonomen John Smidt
Et indblik i strategi og ledelse under coronakrisen
Rammer stod i vejen for en bæredygtig organisation
Ny bog om Novo Nordisk får seks stjerner
Kan kommunikationsledelse ændre verden?
En ultraløbers læringer om ledelse
Få inspiration fra kvindelig topchef i verdensligaen
Sådan skaber man en porteføljekarriere
Sjældent nyskabende og konkret bog om stress
En stærk ramme som en hjælp til at kunne svare på de svære spørgsmål
Når arbejdet ikke er løn nok i sig selv
Vismændene har tabt pusten. De må til Århus eller København
Strategi og ejerskab hænger sammen
Hvad vil det sige at være menneske i en tidsalder med kunstig intelligens?
