studiebooster

Kultur

Studiebooster – det handler ikke kun om karakterer

Bogen Studiebooster gør dig klogere på, hvad der ellers kan bidrage til en stærk start på karrieren ud over gode karakterer. Den er let skrevet, humoristisk, kommer langt omkring. Du kan plukke i den, læse den fra ende til anden, læse den flere gange. For mange høje og for mange lave vækker undring og her går man som læser ekstra på jagt i CV’et. Hvad kan personen ellers byde på?, skriver vores anmelder med masser erfaring fra ansættelser.

Mon ikke mange universitetsstuderende har en forestilling om, at det handler om høje karakterer, og så står alle døre åbne for dig? Det var med høje karakterer, døren åbnede sig til drømmestudiet, så mon ikke det samme gælder fra universitetet til det første job?

Når du har læst bogen ’Studiebooster’, ser du dit studie i et bredere perspektiv. Det handler ikke kun om høje karakterer.

Det handler også om, hvad du vil med dit liv? Spørgsmålet er stort, dybt og svært at svare på, når du lige er begyndt på universitetet. Men pointen er, at du på dit studie ved at tænke bredt, se muligheder og ikke blot lader dig styre af høje karakterer åbner muligheder for dig selv senere i livet. Det er, hvad bogen handler om. En høj karakter er ingen garanti for et job, eller at du får det liv, du har drømt om.

Boganmeldelse

Studiebooster – en cv-manual for universitetsstuderende
Af
: Christian Jespersen
Forlag: Studiebooster Publishing

Sprog: Dansk

Sideantal: 313

Pris: 265 kr.

ISBN: 9788799842742

Stjerner: 5 af 6

Anmeldt af Lilian Mogensen, professionelt bestyrelsesmedlem og rådgiver, tidl. koncerndirektør og HR-direktør i ATP og direktør i Udbetaling Danmark.

Bogen udfordrer dig til at tænke bredere og til at bygge et cv, der afspejler din alsidighed. Hvad har du lavet ud over at studere? Har du sunget i kor? Været frivillig? Været på udveksling? Haft et studiejob?

Der er masser af muligheder, som sammen med dine akademiske færdigheder fra universitetet bygger dit cv op, som skal skaffe dig det første spændende job – og lægge trædestenene til et spændende jobforløb med masser af udviklingsmuligheder.

Et stærkt og bredt cv supplerer dit karaktergennemsnit

Når din jobansøgning enten under eller efter studiet lander hos en arbejdsgiver, så kigges der ikke kun på karaktererne. Det kan jeg roligt sige efter at have læst utallige cv’er som mangeårig HR-direktør.

Karaktererne skimmes, og det konstateres hurtigt, at det ser fornuftigt ud. For mange høje og for mange lave vækker undring, og her går man som læser ekstra på jagt i cv’et. Hvad kan personen ellers byde på? Er al tiden brugt med næsen i bøgerne, eller er der et stort talent med tid og overskud til andre aktiviteter – og hvilke? Bogen ’Studiebooster’ er skrevet fra hjertet, og man mærker tydeligt, at forfatteren var glad for sit studie, men at det for sent gik op for ham, at der var for meget spildtid, og dermed får du et cv uden balance.

Bogens forfatter slår hele vejen igennem bogen til lyd for, at du som studerende skal forsøge at befri dig fra karakterræset, for der er så meget andet, der tæller, når du skal til den første jobsamtale. Bogen inspirerer med en B.A.N.K.E.T. -model, som kan banke dig ind i feltet af ansøgere og styrker dit cv.

Det handler om at skaffe sig Branchekendskab, Anbefalinger, Netværk, Kompetencer, Erhvervserfaring, og Troværdighed. Alt det tæller på dit cv, og du skal efter forfatterens mening balancere at styrke dit cv via modellen og dit udbytte og dine karakterer på studiet.

Det er en svær balance, for du skal heller ikke brænde totalt ud undervejs. Det handler om at tage valg, finde en balance, vælge en vej – og så være overbevist om, at det rækker sammen med din personlighed og din udstråling. ”Jeg har ikke en eneste gang i mine 25 år som iværksætter og arbejdsgiver kigget på nogens eksamenspapirer” – et citat i bogen fra Jacob Risgaard fra ’Løvens hule’. Ofte ansættes du på dine personlige egenskaber, resten kan trænes undervejs. Det kan din personlighed ofte ikke.

Et overflødighedshorn af eksempler på, hvordan du kan studiebooste

Bogen er en super relevant cv-manual for universitetsstuderende. Den er let skrevet, humoristisk, kommer langt omkring. Du kan plukke i den, læse den fra ende til anden, læse den flere gange. Drøfte den med dine medstuderende, så I kan studiebooste sammen. Der er masser af eksempler på, hvordan du kan booste dit studie, så du får et attraktivt cv, som naturligt vil komme øverst i bunken. Du kan tage på summer school, udveksling i hele verden, blogge og vise, hvad du interesserer dig for, finde en skæv hobby, være frivillig, finde et relevant studiejob og få nok ud af det – ja, det er blot nogle af de gode eksempler og råd, som bogen indeholder.

Superinteressant at læse om de mange muligheder og lade sig inspirere. Der er valgmuligheder nok, det svære bliver at finde balancen i studielivet, hvor du lærer på universitetet, får dine resultater i hus – samtidig med at du booster dit cv.

Bogen kan måske virke overvældende på dig og få dig til at tænke, at du får alt for lidt ud af dit liv som student. Men bogen minder dig også om, at du skal huske at leve undervejs, have det sjovt med vennerne i socialt samvær. Alt skal ikke gå op i karriere. Og min erfaring er her, at karriere ofte er mere tilfældig, end den kan planlægges. Det handler også om at være på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt og kende de rigtige – og gribe chancerne, når de er der. Så går det nok. En snoet karrierevej kan give dig lige så stor livskvalitet som en lodret karriere.

Jeg vil klart opfordre studerende til at læse denne velskrevne og inspirerende bog. God læselyst og tak til forfatteren for at dele sine erfaringer til glæde for alle universitetsstuderende.

Anmeldt af Lilian Mogensen, professionelt bestyrelsesmedlem og rådgiver, tidl. koncerndirektør og HR-direktør i ATP og direktør i Udbetaling Danmark.

Læs mere

Mellemlederne holder nøglen til fremtidens virksomhed

Resonans i organisationer

Heltekvad om Lars Rohde kommer kun halvt i mål

Ledelsesbog med højt energiniveau

En modpol til den traditionelle rationelle opfattelse af virksomheder, ledelse og systemer

Ny bog om lederskab får fem stjerner

Lær at forstå de satans kunder

Gode budskaber om driftsledelse kommer ikke ud over rampen

Nedsmeltning på flere niveauer i danske mediehuse

Afdansningsbal for topøkonomen John Smidt

Et indblik i strategi og ledelse under coronakrisen

Rammer stod i vejen for en bæredygtig organisation