soeren-dal-ap-1

Leder

Ugens tabere – Pensionsdirektør smidt på porten og Lars Rohde taler for døve øren

Tabere  Pensionsboss sparket ud Direktør i AP Pension Søren Dal Thomsen fik ikke længe til at pakke sine ting sammen torsdag. Topchefen gennem seks år blev reelt fyret på gråt papir, og selv om pensionskassens formand med uldne formuleringer på tragikomisk vis forsøgte at give indtryk af en harmonisk fratrædelse, var det langtfra tilfældet. Alene...

Tabere 

Pensionsboss sparket ud

Direktør i AP Pension Søren Dal Thomsen fik ikke længe til at pakke sine ting sammen torsdag. Topchefen gennem seks år blev reelt fyret på gråt papir, og selv om pensionskassens formand med uldne formuleringer på tragikomisk vis forsøgte at give indtryk af en harmonisk fratrædelse, var det langtfra tilfældet.

Alene det, at direktøren selv har fået mundkurv på og er blevet bedt om ikke at komme på arbejde igen, siger alt om, at der har været ballade på de bonede gulve i AP Pensions hovedsæde ved Nordhavn.

Søren Dal Thomsen har ellers om nogen sat det søvnige AP på landkortet, blandt andet takket være talrige alternative investeringer i alt fra kapitalfonde til landbrug, men noget er altså gået helt galt i den ekspansive pensionskasse, der er vokset kraftigt under Søren Dal Thomsens ledelse.

Lars Rohde advarer for døve øren

Advarsler fra Nationalbanken er som regel både forudsigelige og berettigede. Men ikke mange lytter. I denne uge kom Nationalbanken med sin kvartalsoversigt, hvor Lars Rohdes folk konkluderer, at ”dansk økonomi er inde i et solidt opsving” og er på vej ind i en højkonjunktur. Nu er der risiko for flaskehalse, og der er derfor brug for at stramme finanspolitikken. Held og lykke til Lars Rohde med at få den igennem en vækstsulten ny regering.

Boligmarkedet er det også galt med, når det gælder københavnske ejerlejligheder. Der er derfor risiko for, at de seneste års prisstigninger bliver efterfulgt af tilsvarende prisfald. Sådan går det nu nok næppe, så længe renten er i bund, og det ’solide opsving’ tager fart.

Lars Rohdes advarsler svarer lidt til at bede folk om at holde igen med snapsen til julefrokosten.