laila vs polack

Leder

Velkommen til InsideBusiness #16

Kom med bag i kulisserne til et skjult opgør på de bonede gulve med pensionsbranchens topfolk, mens et hårdt indgreb udfordrer deres forretningsmodel. Læs også indsigtsfuld erhvervskommentar om situationen i Mærsk og om analytikere, der tvivler på, at Danske Banks topchef kan leve op til det lovede, og om kapitalfondenes giftige obligationer.

Det er et sjældent indblik i kampen om indflydelse i pensionssektoren i denne uge. Vi tager jer med ind i brancheorganisationen Forsikring & Pensions bestyrelseslokale, hvor toppen fra de kommercielle pensionsselskaber slås for at nedskyde et skarpt nyt indgreb fra Finanstilsynet. Især PFA’s topchef, Allan Polack, gør sig som ofte før især bemærket med meldinger, hvor han ønsker at presse politikerne til at gå hans vej.

Kom også helt tæt på situationen i A.P. Møller – Mærsk, idet landets nok mest vidende journalist om Danmarks store erhvervsklenodie, Jens Chr. Hansen, skriver om visionen og strategien i A.P. Møller Holding, hvor det er nødvendigt at stille skarpt på Robert Uggla og forsøge at skyde sig ind på hans tankegang for at forstå tilgangen.

Det handler også om Danske Bank – og om analytikernes forventninger, som ligger markant under bankens egne. Derfor overrasker det også analytikerne, at topchef Chris Vogelzang indtil videre har valgt at fastholde målsætningen om en egenkapitalforrentning på 9-10 procent i 2023.

Vi ser igen nærmere på de giftige obligationer, som mange kapitalfonde har brugt til at finansiere deres investeringer de senere år. Investorerne har allerede tabt stort, og flere tab lurer i kulissen.

Konsulenthuset Valcon analyserer i denne uge de mange forandringer, som covid-19 har medført i de enkelte virksomheder, og ser på, hvilke man bør holde fast i fremover.

I denne uge har vi også stillet skarpt på udfordringen med alternative investeringer, hvor Danica nu beder om fælles retningslinjer for værdiansættelse af unoterede aktiver. Forsikring & Pension er imod forslaget, mens andre bakker op. Det handler også om forsikringsbranchens forskellige strategier for at skabe vækst – og hvad der ser ud til at virke, og ikke mindst hvad der ikke virker. Det står også i coronakrisens tegn, når vi kortlægger de større danske virksomheder, som står over for at skulle rejse ny kapital på et svært tidspunkt.

Skal stemningen lidt i vejret, er det blot at læse denne uges begejstrede boganmeldelse af ’Out-Innovate’, der beskriver Silicon Valleys deroute i forhold til andre innovationsbyer såsom Nairobi, São Paulo og Delhi.

God læselyst

InsideBusiness-teamet