VW 1

Global

Volkswagens store ombygning

Europas største bilkoncern kaster sig ud i en historisk stor strategiomlægning. Umiddelbart er det mest opsigtsvækkende satsningen på elbiler. Men den virkelige nytænkning ligger et andet sted.

For nylig var det Klimarådet, som prøvede at rejse en diskussion om elbiler. Den danske regerings uafhængige ekspertudvalg pegede på, at Danmark har brug for næsten 1 million elbiler på gaden i 2030, hvis vi som land skal opfylde vores klimamål. Det er noget af en post, i betragtning af at vi i dag har 2,4 millioner indregistrerede personbiler i Danmark, og forslaget fremtrådte så lidet realistisk, at det ikke skabte nogen debat.

Man skulle næsten tro, at Volkswagen havde timet sin nye strategiudmelding med de danske klimaeksperter. For nu er det Europas største bilkoncern, som forestiller sig, at hver fjerde nybyggede personbil på verdensmarkedet kan være en elbil allerede i 2025.

Og den udvikling vil Volkswagen være en del af. Koncernen lancerer det, den selv kalder ”en omfattende offensiv” på elbilmarkedet: 25 nye elbilmodeller vil blive sendt på gaden, og i 2025 vil koncernens forskellige bilmærker producere 2 til 3 millioner batteridrevne elbiler per år, svarende til 20-25 procent af koncernens produktion.

Den nysgerrige læser regner straks baglæns og når frem til, at Volkswagen så må forestille sig at producere 10-12 millioner personbiler om året i 2025. Sidste år var tallet 9,4 millioner biler, så man forestiller sig altså en behersket vækst på måske et par procent om året. Men det er en anden historie; det er elbilerne, der er det spændende her.

Nu er der tal på

Lad os først lige høre Klimarådet om status på elbiler:

”Elbiler er lige nu dyrere end konventionelle biler, men udviklingen går hurtigt. Allerede i starten af 2020’erne kan man forvente, at elbiler er billigst målt på totaløkonomi per kilometer. Men elbilen har stadig kortere rækkevidde end en konventionel bil, og det bremser udbredelsen, selv om elbilens totaløkonomi er attraktiv,” skrev Klimarådet i sin rapport for to uger siden.

Nu vil Volkswagen med koncernchef Matthias Müllers ord være ”en af verdens førende udbydere af bæredygtig mobilitet (…)’’ og ’’gennem alternativ motorteknologi vil vi bidrage til dramatiske miljøforbedringer.”

I sin præsentation gjorde Müller, hvad han kunne for at understrege, at dette er en meget, meget stor forandring. Koncernen ”har iværksat den største forandringsproces i Volkswagens historie”, og ”begrebet evolution er alt for svagt for det, som ligger foran os.”

Umiddelbart er det ikke så overraskende, at Volkswagen går massivt ind i elbiler. Det har koncernen faktisk længe sagt, at den vil, så elbilsatsningen er ikke alene en reaktion på dieselskandalen, selv om den måske er blevet fremskyndet. Allerede i 2014 indledte man en elbiloffensiv i Kina med den elektrisk version af Up! Og i den forbindelse bebudede man, at man ville lancere 20 nye elbilmodeller i Kina. Nu øger man det så til 25 nye modeller og præsenterer det som en verdensomspændende offensiv. Men det egentlig nye er, at koncernen ikke bare siger, at den tror på elbilmarkedet – hvem i bilbranchen tør i dag sige det modsatte – men at den ligefrem sætter tal på: Om 10 år er hver fjerde bil en elbil.

Driving as a service

Mest vidtrækkende er i virkeligheden et andet element i den nye strategi, nemlig opbygningen af ’mobilitetstjenester’ som et særligt forretningsområde på tværs af alle mærker.

Ifølge Volkswagen handler det om tjenester, der tilbyder ride hailing, altså kørsel på bestilling.

Hvad er nu det – har Volkswagen tænkt sig at konkurrere med Uber? Ja, faktisk. I sidste måned investerede Volkswagen 300 millioner dollar i en mindretalspost i Gett, en israelskudviklet og meget aggressiv konkurrent til Uber. I New York kører Gett i øjeblikket en konkurrence, hvor man udlodder 1.000 dollar til den taxakunde, som kan præsentere ”den mest latterligt overtakserede Uber-regning”. Hos Gett er prisen den samme hele døgnet, også i myldretiden, hvad den bestemt ikke er hos Uber.

Men taxakørsel er kun er et eksempel på mobilitetstjenester. Volkswagen nævner selv nogle andre, nemlig robottaxier, carsharing og transport-on-demand. Volkswagen forestiller sig altså at bruge en blanding af nye teknologier – som selvkørende biler – og nye tjenester til at forandre bilmarkedet fuldstændigt fra dengang, hvor man solgte en bil, som kunden derefter kørte bort i, og den eneste kontakt, man derefter havde med ham, var servicebesøgene.

For en del år siden begyndte it-software at være noget, man abonnerede på i stedet for at købe. Software as a service, kalder man det. Volkswagen går efter at tilbyde driving as a service. Fremtidens Volkswagen er ikke på bilmarkedet, men på kørselsmarkedet.