;
nyholm-web

Inside story

Derfor er Danske Banks June er dødsensfarlig for investeringsbranchen 

Ingen har endnu haft held til at gøre de billige passivt forvaltede investeringsfonde til hvermandseje i Danmark. Danske Bank gør nu forsøget med June. Det kan ramme investeringsindustrien, som Mobilepay ramte betalingsområdet og Nets, skriver chefredaktør Peter Nyholm 

Danske Banks nye investeringsunivers June har potentiale til at ændre hele vores opfattelse af investering og samtidig udviske grænserne mellem en bankkonto og investering. Kom dette budskab fra nok en håbefuld fintech-aktør, var der næppe grund til at løfte meget mere end et øjenbryn for Danmarks etablerede investeringsindustri, som forvalter en formue på svimlende 1900 mia. kr. Men denne gang kommer budskabet fra Danske Bank, der om nogen har fået mod på disruption efter kæmpesuccesen Mobilepay.

Danske Bank mener det denne gang endnu mere alvorligt. Gennem de sidste syv måneder har slipseløse bankfolk med it-baggrund knoklet for at stable det nye univers June på benene. Det skal være billigt, nemt at bruge og gøre investering i billige passivt forvaltede investeringsfonde (ETF’er) tilgængelig for en langt større målgruppe. Et alternativ til en bankkonto uden renter om man vil. Som i tilfældet med Mobilepay sørger Danske Bank fra starten for, at alle bankkunder i alle danske banker – måske også nordiske – bliver målgruppen for June.

Kunderne er lige til at plukke

Markedet er lige til at plukke. I årevis er danskerne i bankerne blevet vænnet til at modtage formuerådgivning, der anbefaler kunderne at søge i retning af bankernes egne aktivt forvaltede fonde, eller til fonde som modtager provision fra banken. Det er ofte en dyr løsning, især i disse år, hvor det er svært at finde afkast, fylder 1,5-2 pct. i årlige omkostninger meget i en kundens forrentning. Samtidig har man med rimelighed kunnet stille spørgsmålstegn ved, om fondene nu også er blevet aktivt forvaltet. Det har ikke været godt for branchens omdømme.

Af samme årsag spirer interessen for de passivt forvaltede fonde. Det er i praksis et system af automatiserede modeller, som følger de globale indeks til en brøkdel af omkostninger ved at drive såkaldt ”aktivt forvaltet fond”.

Reelt er der ikke stor grund til at betale høje omkostninger for en aktivt forvaltet fond, medmindre man har tillid til, at lige præcis det investeringsteam er dygtige nok til at slå markedet gang på gang.

Danske Bank rykker før andre

På globalt plan har de store spillere indset dette regimeskifte, som er til gavn for forbrugerne. Og man kan levende forestille sig en Google eller en Facebook rulle et sådant prisbilligt opsparingskoncept ud i hele verden, og det skal såmænd nok komme.

Herhjemme vil Danske Bank være first mover, for ingen har rigtig fået hul på at udbredt ETF’erne og deres åbenlyse kvaliteter. Danske Bank har fordelen af, at man unægteligt er lidt mere tryg ved at placere sin formue i et Danske Bank-produkt end at være i global spillers vold. Det er for eksempel ikke så nemt at ringe Facebook, hvis man er utilfreds med sin service.

Derfor er June helt rigtigt set af Danske Bank, der kan bruge sine eksisterende kunder til at folde konceptet ud. Det bør de øvrige banker og ikke mindst investeringsfondene være opmærksomme på. Mobilepay begyndte som et simpelt middel til at overføre penge, men succesen rullede næsten af sig selv. I dag mærker betalingsgiganten Nets, hvordan Danske Bank æder sig ind i den infrastruktur, som er grundstammen for indtjening i den nyligt børsnoterede virksomhed.

Den case bør hele banker og investeringsbranchen tænke nøje over. For June kan ramme dem på samme måde

LÆS MERE

Danske Bank vil erobre nyt terræn med Mobilepay

Massiv disruption af bilområdet. Bankerne taber slaget

Datacentraler ruster sig til revolution på bankområdet