Det er i al ubemærkethed blevet en stadig mere almindelig konstellation, at et pensionsselskab indgår tætte økonomiske bånd med de virksomheder, som vælger en pensionsordning til medarbejderne.
Det er ikke noget, man taler højt om, men blandt pensionsbranchefolk bliver der hvisket i krogene om fænomenet. Lad os f.eks. sige, at en større dansk statsejet virksomhed skal sælges. Det er en virksomhed med flere tusinde ansatte og en fornuftig business case. En lækkerbisken på flere måder for et pensionsselskab.
Ikke alene er der mulighed for at tjene gode penge som investor, man kan måske også tilbyde et lån, som kan sikre 6-8 pct. i rente til pensionstagerne 10 år frem i tiden. Og så er der også medarbejdernes pensionsordning, som alligevel skal i udbud. Den kan jo passende ende i selvsamme pensionsselskab. Så bliver blodets bånd for alvor tætte mellem de to parter, og her kan det blive giftigt.
Som beskrevet i InsideBusiness#7 bliver det stadig mere almindeligt at pensionsselskaberne kaster sig over banklignende forretninger med lån til virksomheder. Det er der gode grunde til, primært at denne type lån belastes hårdt af kapitalkrav i bankerne, mens pensionsselskaber med markedsrente er langt mere frie til at placere pensionstagernes penge, hvor de giver det bedste afkast. Opstår der tab, tørres disse af pensionsselskabets kunder, for det er jo essensen af markedsrente, at kunderne selv bærer risikoen.
Danske Bank og Nordea forholder sig til problemet
Er der så tale om et pensionsselskab, som er en gren i af en finansiel koncern, der også driver bankvirksomhed, opstår der pludselig større interessekonflikter. For hvad nu, hvis det begynder at køre skævt i virksomheden? Hvem skal så tage tabet? Banken eller pensionsselskabets kunder? Og kan man forestille sig, at nogen bliver fristet af at flytte lidt rundt lidt på ejerskabet, når banken finder ud af, at selskabet ikke er så sundt, som man gik og troede?
Forhåbentlig har bankens pensionsselskab vandtætte skotter overfor banken. Så man ikke kan tørre tabet af på pensionstagerne. Men mistanken om interessekonflikt kan let opstå.
I Danmark har vi to fuldbyrdede finansielle supermarkeder med pensionsenheder Danske Bank med Danica og Nordea Liv & Pension, som temaet i høj grad er relevant for. Hertil kommer Alm. Brand, SEB Pension og PFA, som også kan ende i samme problemstilling, ligesom andre aktører i pensionsbranchen.
I Danica forsikrer Jesper Langmack om, at man skal har taget højde for problemstillingen. Selvom Danica gerne investerer i og tilbyder lån til virksomheder, er det altså altid pensionskundernes afkast, som er vigtigst. Også selvom Danica modtager såkaldte ”leads” fra Danske Bank om virksomhedskunder, som har brug for finansiering fra et pensionsselskab. Her kan omvendt også være fordele for begge parter, fordi Danica kan lukrere på Danske Banks krediteksperter og Danske Bank kan liste kapitalkrævende kunders lån over i pensionsselskabet. Men denne trafik skal kunne håndteres og forsvares compliancemæssigt.
Hos Nordea Liv & Pension har man valgt at adskille de to størrelser, så man ikke samarbejder med banken om at levere kunder videre til pensionsselskabet. I stedet indgår man aftaler med eksterne partnere, som udpeger interessante lån og forretninger til pensionsselskabet.
Hvad så når pensionskunderne også er i spil
Endnu mere vanskeligt er det at håndtere, hvis selvsamme pensionsselskab har indgået en aftale om en pensionsordning med medarbejderne i virksomheden. Normalt skal disse ordninger i udbud. På denne måde sikrer virksomheden at lave omkostninger og mulighed for gode afkast til medarbejdernes pensionsordninger er i centrum. Men hvad nu, hvis man har blandet blod med pensionsselskabet økonomisk med både lån og investeringer?
Typisk er det HR-direktør eller CFO, som forestår udbuddet og forhandlingen af pensionsaftalen. Men er han nu uafhængig, hvis han samtidig står og ser på selskabets økonomi og investorerne? Der er i hvert fald behov for klare retningslinjer, når pensionsselskaber blander blod med deres kunder.
Omfanget af denne blodsblanding er heller ikke kendt. For ofte er de ikke noget, man skilter med, og det er ikke engang sikkert, at der findes skriftlig dokumentation i form af kontrakter. InsideBusiness har dog kendskab til flere eksempler, og mon ikke at fænomenet tager til, når konkurrencen igen kommer op i gear om pensionskunderne. Så er der i hvert fald brug for at undgå interessekonflikter.
