Hovedrollerne i en yderst mærkværdig virksomhedshandel spilles af Dagbladet Børsen, JP/Politikens Hus, Berlingske og en ny direktør for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. For hvem vil dog købe under halvdelen af en virksomhed med faldende omsætning og en presset markedssituation for mere end 14 gange årets resultat efter skat uden at opnå kontrollerende indflydelse?
Ikke desto mindre er det, hvad JP/Politikens topchef, Stig Ørskov, har gjort i denne uge med købet af 49,9 procent af det Bonnier-ejede Børsen. Et overraskende udfald, efter at Bonnier satte den toneangivende danske erhvervsavis til salg.
Men spørgsmålet er, om JP/Politikens Hus havde andet valg. For det er velkendt, at der var mere end én interesseret køber til Børsen. Da salgsprocessen rullede i slutningen i 2015, var også Berlingskes nye belgiske ejere, De Persgroep, i spil til købet af Dagbladet Børsen.
Mulighederne blev nøje undersøgt bag murene i Berlingskes hovedsæde i Pilestræde. Prisen kom dog ikke på niveau med de 800 millioner kroner, som velpolstrede JP/Politikens Hus diskede op med. Men De Persgroep havde haft gode erfaringer med at drive både en erhvervsavis og en omnibusavis som Berlingske i andre lande. Man var derfor interesseret i den laksefarvede avis fra Møntergade, der trods mange års angreb fra andre mediehuse er forblevet erhvervslivets foretrukne avis.
Men hvordan ville et Berlingske-køb have stillet Stig Ørskov og Jyllands-Posten på det vigtige marked for erhvervsabonnementer? Ikke godt. For Morgenavisen Jyllands-Posten har trods et solidt erhvervstillæg aldrig opnået den ønskede gennemslagskraft på den østlige side af Storebælt.
JP/Politiken har investeret massivt i erhvervsjournalistik
Er man i tvivl om vigtigheden af erhvervsjournalistik for mediekoncernen, er det blot at se på de massive investeringer, som er foretaget i opbygningen af erhvervssitet Finans.dk og i Watch-medierne. Havde Berlingske og De Persgroep købt Børsen, kunne det have givet en markant anderledes konkurrencesituation. Ikke blot på det gamle avismarked, men så sandelig også på nettet, hvor et tæt parløb mellem Borsen.dk og Berlingske-koncernens mange sites kunne blive en trussel mod JP/Politikens investeringer og onlinedominans.
Berlingske viste sig da også at være en overraskende aggressiv konkurrent i de vanskelige forhandlinger med Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, hvor man i pressen fra starten gjorde det klart, at man mente, at fusionen ville påvirke konkurrencen negativt. Derfor hyrede Berlingske-direktør Mette Maix advokatfirmaet Kromann Reumert til at hjælpe som rådgiver på sidelinjen i forsøget på at få styrelsen til vende tommelfingeren nedad til købet af Børsen. Det lykkedes altså. Men man kan også spørge De Persgroep, om det var det klogeste med den nuværende stramme definition af printmarkedet i Danmark. For hvem skal så købe Berlingske?
Det er værd at bemærke, at De Persgroep/Berlingske måske i modsætning til Stig Ørskov kunne være nået frem til en løsning uden indgreb fra konkurrencemyndighederne, fordi Berlingske er væsentlig mindre end JP/Politikens Hus.
Kommer ikke engang i Børsens bestyrelse
Men den danske Konkurrence- og Forbrugerstyrelse vendte altså tommelfingeren nedad til Stig Ørskovs køb af Børsen.
I stedet valgte avisdirektøren med sin bestyrelse i ryggen at bruge 400 millioner kroner på mindre end halvdelen af bladet. Det er et meget stort beløb for en virksomhed som Dagbladet Børsen, der har (vigende) indtægter på 100 millioner kroner fra annoncer og ca. 300 millioner kroner fra abonnementssalg og et overskud på ca. 50 millioner kroner, især fordi JP/Politiken ikke må få kontrol over Børsen. Man har endda sagt nej tak til en plads i bestyrelsen. Kun en almindelig aktionæroverenskomst beskytter den 400 millioner kroner store investering.
Det er på alle måder en besynderlig investering, som først og fremmest retfærdiggøres af forsøget på at holde en rival ude af markedet. Man kan vælge at se det som en langsigtet investering inden for rammerne af JP/Politikens Hus’ formålsparagraffer. Og mediefolkene kan krydse fingre for, at det inden for 5 til 10 år vil lykkes dem at overbevise konkurrencemyndighederne om, at man alligevel må købe resten af Børsen.
JP/Politikens dialog med konkurrencemyndighederne er på mange måder særdeles interessant. For det er med danske øjne helt usædvanligt, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen siger nej til fusioner. Det skete sidst, da Danish Crown ville købe Tican i 2015. Men der har også været andre sager, som da Stofa ville købe Canal Digital i Danmark. Ellers skal vi helt tilbage til 2008, da vvs-grossisterne Lemvigh-Müller ville overtage Brdr. A. & O. Johansen.
En lang klagesang
Igen ligger djævelen i detaljen. For det er værd at være opmærksom på, at Konkurrencerådet aldrig har truffet en formel afgørelse i sagen om JP/Politikens køb af Dagbladet Børsen. JP/Politiken trak i stedet købstilbuddet tilbage og valgte at nøjes med at købe 49,9 procent af aktierne. I den konstellation opnår man ikke kontrollerende indflydelse i Dagbladet Børsen, og så er sagen formelt taget af bordet hos konkurrencemyndighederne.
Fra JP/Politikens Hus’ top og rådgiverne fra advokathuset Gorrissen Federspiel har forløbet været én lang klagesang med forsøg på meningspåvirkning af myndighederne. Man har forsøgt at bruge Googles og Facebooks indtog i Danmark som begrundelse for, at man skal have lov til købet. Det er i virkeligheden et af de ældste konkurrencetrick i bogen – at man gør markedet så stort som muligt. I dette tilfælde en svækket dagbladsbranches ulige kamp mod amerikanske mastodonter, selv om det er velkendt, at en stor del af dagbladenes forretning fortsat kommer fra salg af printabonnementer og printannoncer.
Så sent som i tirsdags påpegede Stig Ørskov, at Google og Facebook har erobret en tredjedel af det danske annoncemarked, og ”at Konkurrence- Forbrugerstyrelsen forhindrer danske medievirksomheder i at modgå den hårde udenlandske konkurrence.”
Man kan levende forestille sig en larmende tavshed, hvis man vender dialogen om og spørger Stig Ørskov: Hvor mange printaviser og printannoncer har Google og Facebook solgt i Danmark? Og det er denne argumentation, som konkurrencemyndighederne har lagt til grund.
Medierne har det dog svært
Ikke desto mindre er det velkendt, at markedet for betalt journalistik har det svært i Danmark såvel som andre steder. I det punkt har Stig Ørskov ret. Det står også klart, at annoncepakker i stigende grad sælges som en kombination af print og webannoncer, hvoraf sidstnævnte fylder mere og mere. Men det retfærdiggør ikke nødvendigvis, at man centrerer store dele af printmarkedet hos en i forvejen dominerende aktør.
For Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens relativt nye direktør, Jakob Hald, er der tale om en ilddåb sådan at lægge sig ud med to af Danmarks absolut tungeste medievirksomheder. Men det synes ikke at genere den garvede embedsmand synderligt. Faktisk var han meget lidt synlig i processen.
Finansverdenen bør have vågent øje på Jakob Hald
Jakob Halds adfærd er interessant set med finansbriller, for om et par måneder fremlægger Jakob Hald sine forslag til at øge konkurrencen på realkreditområdet, hvilket bliver en endnu større sag med væsentlig politisk opmærksomhed og massiv lobbyisme fra både banker og Finansdanmark (det nu sammenlagte Finansrådet og Realkreditrådet). Og spørgsmålet er, om den nye erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) har modet til det opgør, hvad angår lovgivning.
Her får vi syn for, om Jakob Hald for alvor kan rydde op i den vanskelige konkurrencesag, når aktører som Nykredit, Realkredit Danmark og Nordea Kredit næsten synkront hæver priserne på realkreditlån, samtidig med at det er dyrt at skifte realkreditselskab.
Læs mere
2017 bliver en gyser for erhvervsjournalistikken
Realkreditten bliver den vigtigste konkurrencesag i 2017
Speget spil om konkurrence på boliglån
