Kære læser, det er snart overstået. Lige om lidt er valget udskrevet, og så får vi en afgørelse på de seneste måneders spilfægteri. Vi finder ud af, om Lars Løkke Rasmussen ene mand kan vende næsten fire års modgang. Det vil kræve et comeback af historiske – og urealistiske – dimensioner. Vi finder ud af, om Socialdemokratiet kan stå distancen og kæmpe sejren hjem med et politisk program så ukonkret, at det får en børnetegning til at ligne ingeniørprojektering. Vi får testet, om utrættelige Morten Østergaard finder nye øer i det danske farvand, han kan svømme til. Til orientering har vi ca. 1.400 i det danske kongerige, så det kan blive en hård valgkamp for alle. Og vi vil få blotlagt, om Pernille Vermund får fuld kapital af Dansk Folkepartis bemærkelsesværdige kollaps.
Og netop Dansk Folkeparti gør, at det i mine øjne – uanset valgets udfald – har været et forrygende år i dansk politik. For 2019 har været året, hvor Dansk Folkeparti omsider er blevet normaliseret. Kristian Thulesen Dahls dage som dansk politiks Fætter Højben er slut. Og det er helt ærligt en befrielse – og sundt for dansk politik.
Ikke mindst fordi vi forhåbentlig nu alle slipper for citater fra os mandagstrænere i Kommentatorkøbing, for eksempel Berlingskes Thomas Larsen, der i juni 2015 ikke længere kunne holde begejstringen tilbage. For, som han sagde, så ”… kan man konstatere, at Kristian Thulesen Dahl nærmest er komplet som politiker.”
Til Thomas Larsens forsvar var andre analytikere ikke meget bedre. De fleste har på et tidspunkt udråbt Dansk Folkeparti – og ikke mindst Kristian Thulesen Dahl – til at være noget ganske særligt. Ja, selv Pia Kjærsgaard forsøgte sig så også udi kommentatorernes ædle kunst og proklamerede i 2015, at Kristian Thulesen Dahl kan være statsminister om 20 år. Mon hun fastholder det synspunkt i dag?
Så hvad gik galt for partiet? Jeg tror, der er tre årsager.
For det første er DF’s renhed forsvundet med en række sager. Mest markant selvfølgelig sagen om de brugte EU-penge fra Meld og Feld. På den ene side har DF altid skudt vildt for sig, hver gang en sag, berettiget eller uberettiget, pegede på frås, bureaukrati og dobbeltmoral i EU-systemet. På den anden side forlystede partiet sig selv med EU-midler på en sådan måde, at myndighederne i dag er gået ind i sagen. En sådan adfærd har et navn: hykleri. Og det straffer vælgerne før eller siden.
I samme boldgade: DF har altid forsøgt at give indtryk af et parti renset for pamperi, vennetjenester og særinteresser. DF var optændt af sagen. Hvad enten den sag så var udlændinge, ældre eller udkant. Dansk Folkeparti gik efter indholdet, ikke – som andre partier, måtte man forstå – efter at gøre baglandet tilfreds, stille fagforeninger mere gunstigt eller yde en tjeneste til sponsorer i erhvervslivet.
Og så viser det sig pludselig, at det bare ikke var tilfældet alligevel. Partiets transportordfører, Kim Christiansen, måtte med vanlig elegance slå bak på en omfartsvej i sin egen valgkreds, der savnede mening for andre end Christiansen selv. Og lur mig, om ikke jernbanen fra Billund til Vejle snart får dødsstødet? Jernbanen, der kommer til at koste 926 millioner og maksimalt giver en tidsbesparelse på 4,5 minutter. Derudover har investeringen en så urentabel forrentning, at flere eksperter har kaldt det en opsigtsvækkende dårlig investering. Nå ja, banen ligger så bare i Kristian Thulesen Dahls valgkreds.
Pamperi? Døm selv.
Den vigtigste og største fejltagelse er langt mindre kulørt. Alliancen med Socialdemokratiet. Allerede i forbindelse med kommunalvalget så vi, at DF ikke fik det valg, selvtilliden hos partiets ledelse tilsagde. Vælgerne havde i flere tilfælde stemt på den lokale socialdemokrat i stedet for DF. Sikkert med god samvittighed, for DF har i flere år spillet et dobbeltspil og skabt alliancer med både Venstre og S. Dermed har DF selv sat sin privilegerede position i dansk politik over styr.
Når man igennem årene har studeret DF-vælgere, har bevægelsen fra S til DF været at sammenligne med en kønsskifteoperation: uigenkaldelig. De vælgere, der skiftede til DF, kom ikke igen. Og DF passede godt på dem ved at skælde og smælde på S ved enhver given lejlighed. Sådan gør partier nemlig, når de har vælgere til fælles: Kritiserer hinanden skamløst.
Lige indtil DF selv legitimerede, at selvsamme vælgere fint kunne bevæge sig tilbage. Måske, måske ikke kunne DF gøre en socialdemokrat til statsminister. Fællesinterviews, politiske aftaler uden om regeringen og oplysninger om hemmelige strategimøder mellem S og DF. Alt sammen har det sendt et klart signal til DF’s mange vælgere: S er o.k. Og DF-vælgerne har gjort, som partier selv har bedt dem om: Vandret tilbage.
Også af den grund bliver valgkampen spændende. Har DF nået bunden i målingerne?
Under alle omstændigheder har vi over de seneste måneder fået slået endegyldigt fast: 2019 var året, hvor DF blev et parti som alle andre. Og godt for det. Særstatus er usundt, også i politik.
Foto: Folketinget/David Kahr
LÆS OGSÅ
Tilliden til centralbankerne vakler
Det er dyrt ikke at have venner i politik
Gennembrud for grønne obligationer
Erhvervsturisme er big business – og København stormer frem
København er skandinavisk hotelmester
Kommentér dette blogindlæg herunder