bog august 2

Kultur

Boganmeldelse: Harvard viser igen klasse

Bogen ’What’s Your Digital Business Model?’ er fængslende læsning. Logisk bygget op omkring en model, som forfatterne kommer i dybden med uden mange gentagelser. Modellen DBM (digital business model) er baseret på 5 års studier ved MIT – og er i al sin enkelhed et must for ALLE, der arbejder med ledelse, bestyrelsesarbejde eller udviklingsarbejde. Harvard Business Review Press viser endnu en gang, at de er i verdensklasse.

I min studietid var amerikanske lærebøger som murstensromaner på alt for mange sider. Sådan er det ikke længere. ‘What’s your digital business model’ er et fremragende eksempel på, hvordan en fagbog om ledelse skal skrives. Det var der mange andre forlag, der kunne lære noget af.

Bogens forfattere, Peter Weill og Stephanie L. Woerner, er begge forskere og ansat på Center for Information System Research på MIT Sloan School of Management. De har udviklet og testet en mode,l der består af fire adskilte dimensioner med hver deres forskellige kapabiliteter.

DBM-bogen er både crisp og lækker at læse. Og du bliver som læser taget igennem en logisk rejse underbygget af masser af gode cases. Forfatterne formår gennem denne rejse i al sin enkelhed at nedbryde den umiddelbare komplekse opfattelse af ‘hvor skal vi hen i forhold til digitalisering’ til en konstatering af ‘ja – det er denne vej’. Meget stærkt.

Fakta

Peter Weill & Stephanie L. Woerner

”What’s your digital business model?”

Harvard Business Review Press

Antal sider: 202

Pris; 32.00 $

Score; ******(6)

The Digital Business Model – hvor skal vi hen?

DBM-modellens fire dimensioner understøttes af seks spørgsmål – her i bogen et afsnit per spørgsmål. Hvert afsnit er bygget op omkring facts, input fra forfatternes studier og mange  cases. Hertil en ultrakort self-assessment på 8-10 spørgsmål med udgangspunkt i den kontekst, du nu er i. Dermed får du guidelines til, hvordan du og din virksomhed kan få mest muligt ud af de digitale muligheder.

Som forberedelse til næste bestyrelsesmøde, direktionsmøde etc. vil jeg så inderligt bede jer om at læse kapitel fem og seks i denne bog.

I kapitel fem skal I svare på, hvor gode jeres virksomhed er på otte nøglekompetencer – spændende fra indsamling af og brug af kundeindsigter til måden, I driver partnerskaber. Kom i dybden, og forstå disse nøglekompetencer og iværksæt udviklingen af dem.

I kapitel seks skal I svare på, om der er de nødvendige ledelsesmæssige og bestyrelsesmæssige kvaliteter til stede til at drive den transformation, der skal til. Jeg er af den overbevisning, at ikke alle kan svare ja til de krav og forventninger, der stilles, og  det er derfor et organisatorisk arbejde, der skal iværksættes.

Dejligt at læse en bog, som ikke kun beskæftiger sig med de teknologiske muligheder, men som i den grad husker læseren på alt det, der ligger i at give teknologien liv, kompetencer og lederskab.

Læs bogen inden udgangen af 2018 – så alle er klar til næste skridt, ‘Nye udgivelser og erfaringer’, i 2019. En bog med kvalitet gennem enkelhed.

 

Af Søren Strunk-Sørensen, sss@hildebrandtbrandi.com

 

LÆS MERE

Fornem bog om hr. Møller

Endelig en bog, der gør mindfulness konkret i organisationer

Boganmeldelse: Fuld valuta for pengene for iværksættere

Boganmeldelse: Sæt ind, hvor det gør mest ondt på giganterne

Boganmeldelse: Fremtidens organisation har 16.000 medarbejdere, milliardomsætning og ingen ledere