øk bog

Lifestyle

Kort og kontant bog om privatøkonomi for alle

Alle kan få mere styr på deres tid, penge, risiko og sig selv. Dette er budskabet i Michael Møller & Niels Chr. Nielsens bog ’Den lille bog om din økonomi’. 

Privatøkonomi er et emne, der berører alle og har betydning for alle. Det er imidlertid individuelt, hvad angår økonomiske forhold, forudsætninger og interesse.

Bogen inddeler i fire persontyper – lige fra ’økonomisk uinteresserede’ til ’selvglade amatører’. Pointen er, at alle kan spare penge og tid ved simple valg – og ikke mindst fravalg!

Dette er et centralt budskab i bogen, som er skrevet i et humoristisk og letforståeligt sprog af de to professorer Michael Møller og Niels Chr. Nielsen. Bogen er en lille version af bogen ’Din økonomi’.

Forfatterne holder sig fra regnestykker og tager udgangspunkt i de mest grundlæggende privatøkonomiske principper. Du skal således ikke læse bogen, hvis du ønsker en guide til, hvordan du rapporterer til skat eller lægger et budget. Det er de simple råd og rationaler, som fremføres – og det virker!

På forfriskende vis forsøger bogen at gøre livet nemmere for læseren. Begreber som livsøkonomi, simplificering og fleksibilitet er hovedtemaer. Forfatterne anviser, hvordan du sparer tid, energi og bekymringer, samtidig med at du sparer penge og mindsker risici. For eksempel er rådet og argumenterne for livsvarige pensioner klart – ”væd på, at du lever længe”

Jeg mener, at de fleste læsere vil få stof til eftertanke. Enten i form af et par basale råd til husholdningen eller en anledning til et økonomisk eftersyn. Hvis alle privatpersoner læser denne bog, vil kviklån, forsikringsselskaber og pensionskasser med sikkerhed opleve faldende efterspørgsel!

Fakta

Den lille bog om din økonomi

Af Michael Møller og Niels Christian Nielsen

Forlag: Akademisk Forlag (2017)

Sprog: dansk

Sideantal: 160

ISBN-13: 9788750051213

4 af 6 stjerner

En af bogens styrker er også dens svaghed. Bogens budskaber er hele vejen igennem forstærket af en humoristisk og kontant tone, men indholdet bliver til tider forsimplet. Flere gange følte jeg, at argumenterne ikke blev tilstrækkelig underbygget. En svær balance, men jeg savnede flere gange et mere nuanceret billede.

To professorer i økonomi tilknyttet CBS burde ellers have et stort redskabsskur af økonomisk viden at trække på.

Nogle læsere vil sikkert føle sig provokeret af det direkte sprogbrug eller de karikerede persontyper – jeg kunne i øvrigt ikke placere mig selv. Til gengæld gik budskaberne klart ind. Og det er det vigtigste. Det er en styrke i forhold til de rådgivere inden for det finansielle område, som er i stand til at komplicere selv simple ting i et regneark.

Alt i alt rummer bogen en række gode råd, som mange kan få gavn af. Det lykkes forfatterne at favne bredt og samtidig give læserne forudsætningerne for at træffe flere væsentlige privatøkonomiske beslutninger.

Bogens målgruppe er bred og derfor er der mange, som kan få nytte af en time eller to i underholdende selskab med Michael Møller og Niels Chr. Nielsen.

Om du vil sove godt eller spise godt – det er op til dig selv!

 

Af Claus Tolstrup Jensen

 

Læs mere

Boganmeldelse: Sådan vinder du i den digitale fremtid

Sex, sladder og stress i organisationer

Diskret nordisk erhvervskoryfæ

Her er forårets bedste teateroplevelser