Som investor kan det vise sig at være dyrere end ventet, hvis du vælger at handle aktier gennem en bank. Og omkostningerne kan løbe endnu højere op, hvis du benytter dig af en personlig rådgiver til at gøre arbejdet for dig.
Det viser en gennemgang af flere bankers og platformes kurtagesatser for aktiehandel, som InsideBusiness har foretaget.
Et kig på bankernes og platformenes kurtagesatser viser, at det kan være væsentlig billigere for private kunder at investere gennem de digitale platforme. Hos Nordnet, Saxo Bank og Lunar Bank ligger kurtagesatserne på eksempelvis investering af danske børsnoterede aktier på hhv. 0,08, 0,10 og 0,10 procent.
Til sammenligning ligger kurtagesatsen for samme aktietype på 0,15 procent hos de store banker som Danske Bank, Jyske Bank, Sydbank, Nykredit og Spar Nord Bank – vel og mærke, hvis du handler via netbanken.
Hvis du vælger at benytte dig af en personlig rådgiver, og hvis du investerer i andre aktietyper end danske aktier, kommer kurtagerne endnu højere op hos bankerne. Nykredit tilbyder satser på 0,50 for handler af danske børsnoterede aktier med en kursværdi på op til 300.000 kroner og 0,75 procent for aktier med en kursværdi derover.
Hos Jyske Bank er kurtagen den samme for de samme aktietyper, men kurtagen kan komme helt op på 1,5 procent ved handel af aktier i øvrige lande uden for Norden, hvis rådgiveren skal ind over.
På investeringsportalen Etoro, der er en af de nyere platforme på markedet, er kurtagesatsen kommet helt ned på 0,00 procent, uanset hvilke aktier der investeres i.
Som med al anden investering skal man huske, at kurtage blot er én ting at skulle forholde sig til i investeringsjunglen, og at depotgebyrer, rådgivningssalær og administration kommer oven i handlen. Således er det ikke nødvendigvis gratis at handle aktier hos eksempelvis Etoro, selv om kurtagesatsen altså er et rundt nul, hvilket Etoro også påpeger i en mail til InsideBusiness.
De store forskelle mellem priserne på markedet tyder dog på, at klassiske pengeinstitutter og digitale platforme er på vej ind i en priskrig om omkostningerne ved aktiehandel, hvor de nyere spillere på banen begynder at give de store banker kamp til stregen.
“Bankerne bliver også på et tidspunkt nødt til at følge med prisudviklingen, hvis ikke de skal tabe kunder. Og et af de steder, hvor de især er blevet presset, er de investeringsforeninger, de tilbyder deres kunder, fordi er kunderne nu blevet opmærksomme på billigere investeringsfonde andre steder, hvor man ikke skal betale høje ÅOP-omkostninger som i bankerne,” siger Karsten Engmann Jensen, stifter og indehaver af virksomheden Pengeministeriet, der tilbyder rådgivning om investering og privatøkonomi for privat- og erhvervskunder.
Et skævvredet marked
Pengeministeriet har sammen med Forbrugerrådet Tænk før rejst kritik af bankernes finansiering gennem aktiehandler. I en artikel i Berlingske sidste år kritiserede de to bankerne for ikke at være klare nok i mælet over for forbrugerne om deres omkostninger i forbindelse med investering. Samtidig blev bankerne i samme artikel kritiseret for at tage for store dele af investeringsafkastet.
Derfor valgte de to at indgå i et samarbejde for at give forbrugerne bedre muligheder for at få rådgivning og gennemskue de forskellige priser, der er forbundet med at træde ind på aktiemarkedet.
Både Forbrugerrådet Tænk og Pengeministeriet fastholder kritikken og siger, at de store banker bør være mere transparente i deres kurtager, gebyrer og vilkår for aktieinvesteringer. Som markedet er nu, bliver forbrugerne ikke informeret nok om de muligheder, hvor de kan spare mange penge, mener de.
”Hvis nogle platforme kan gøre det billigere, så skal de selvfølgelig gå ud på markedet og gøre det. Problemet er bare, at sådan som markedet er struktureret, bliver forbrugerne ikke flyttet over på de billigste produkter, hvilket ellers ville ske i en velsmurt markedsøkonomi. Og det sker, primært fordi bankerne holder meget fast på kunderne,” siger Morten Bruun Pedersen, cheføkonom i Forbrugerrådet Tænk.
Han skynder sig at understrege, at bankerne gerne må tjene penge – og masser af dem. Som andre virksomheder er banker sat i verden for at tjene penge, og derfor er der som sådan heller ikke noget galt i, at for eksempel Jyske Bank anbefaler deres kunder at investere gennem deres aktiesparekonto, der tilbyder 0,00 procent i kurtagesats.
Samme aktiesparekonto blev sidste år kåret af Forbrugerrådet Tænk til at være den billigste aktiesparekonto for forbrugerne.
Problemet opstår imidlertid, når bankerne gør det uigennemsigtigt for kunderne, hvad de reelle omkostninger er, og hvis prisen ikke er konkurrenceudsat – og det er en tendens, man begynder at se nu, mener Morten Bruun Pedersen.
”Fordi markedet er så komplekst, kan man som kunde blive nødt til at få noget rådgivning. Og det er også fair nok, at man så betaler ekstra for det, men den rådgivning skal så bare være fair og skal lede kunderne hen til de bedste og billigste tilbud. Der har vi bare set en tendens til, at bankerne rådgiver kunderne om dyrere produkter og ydelser,” siger han.
Det samme ser Pengeministeriet. Priskrigen er for dem ikke strategisk fornuftig fra bankernes side; snarere er den indledt, fordi bankerne gerne vil tiltrække kunder af en bestemt kaliber og give eksempelvis deres private banking-kunder en større rabat.
Det kan dog ende med at give bagslag på den længere bane, vurderer rådgivningsvirksomheden.
”Der er ingen tvivl om, at bankerne kommer til at skulle tænke sig om på en anden måde, fordi der snart kommer nogle unge mennesker til på markedet, som de skal have fat i. De har et problem med at få fat i de nye generationer, og derfor er de begyndt på blandt andet at slå sig op på det grønne ansvar, i håb om at flere folk vil købe sig ind hos dem,” siger Karsten Engmann Jensen fra Pengeministeriet.
Stor fremgang for Nordnet og Saxo Bank
En af de banker, der for alvor er gået ind i konkurrencen om priser på aktiehandel, er Saxo Bank, der tidligere i år valgte at sænke priserne markant på aktiehandel. Minimumskurtagen for at handle med en dansk aktie er nu på 10 kroner mod førhen 14 kroner.
Nordisk chef for Saxo Bank Philip Frijs oplyser til InsideBusiness, at man har valgt at ”gå aggressivt til værks” med at tilbyde lave priser på aktiehandel til kunderne, fordi man gerne vil opfostre en investeringskultur i Danmark og sikre, at både Saxo Bank og kunderne får noget ud af at indgå en handel.
Derfor frygter Philips Frijs heller ikke, at andre platforme som Etoro snupper kunderne fra dem.
”Vi byder altid ny konkurrence velkommen. Og vi står inde for de kerneprodukter, vi tilbyder vores kunder, nemlig konkurrencedygtige priser og en stabil platform. Så flere spillere på banen i markedet får os ikke til at ryste på hånden,” siger Philip Frijs.
Der er altid en risiko forbundet ved at investere, og den risiko skal fremgå klart og tydeligt i markedsføringen af investeringsprodukter til kunderne. Det har Saxo Bank ikke gjort i tilstrækkelig grad, fremgår det af en pressemeddelelse fra Finanstilsynet.
I en såkaldt temaundersøgelse om markedsføring af investeringsprodukter og -services blev Saxo Bank, Sydbank, Ringkjøbing Landobank, Nordnet Bank og Norm Invest Fondsmæglerselskab – der tidligere gik under navnet Nord Investments – undersøgt.
Kun Nordnet slap for anmærkninger fra Finanstilsynet. Resten af de nævnte banker og investeringsplatforme fik påbud af tilsynet for kun at have fremhævet fordele ved at investere, men ikke risici.
Saxo Bank gør ikke brug af rådgivere. I stedet får kunder adgang til en ’videnbank’ med webinarer, artikler og fora, der skal inspirere investorer i deres handler. Philip Frijs fortæller, at Saxo Bank har taget påbuddet til efterretning og gør meget ud af sikre, at kunderne via videnbanken bliver informeret godt og grundigt om mulige faldgruber ved investering.
“Det går selvfølgelig hånd i hånd, at når man inspirerer, skal man også fortælle om den anden side af mønten. Det føler jeg faktisk, at vi gør på en rigtig fin og god måde,” siger Philip Frijs.
Også Nordnet oplever stor investeringslyst fra kunderne, i takt med at priserne rasler ned. Nordnet henviser til koncernens seneste årsregnskab, der viser, at 2023 var præget af fremgang på især det danske marked og en stor investeringslyst fra både nye og eksisterende kunder.
Samtidig var januar i år den bedste måned for virksomheden på investeringssiden siden 2021, oplyser Nordnet til InsideBusiness. Både på antal kunder og antal oprettede aktiesparekonti har Nordnet således oplevet en massiv fremgang i og interesse for aktieinvesteringerne fra kundernes side, og det er et område, der kommer til at blive intensiveret i fremtiden.
”Vi vil hos Nordnet arbejde på at skabe gode kundeoplevelser ved en brugervenlig platform, relevante services og en kundeservice, der altid er klar til at hjælpe med eventuelle spørgsmål. Vi vil gøre vores til at skabe inspirerende indhold, som kan hjælpe til, at vores kunder kan investere på den måde, der er den rigtige for den enkelte,” udtaler dansk landechef for Nordnet Tine Vestergren Uldal i en pressemeddelelse.
Banker: Vi hilser konkurrence velkommen
Den stigende konkurrence fra nye digitale løsninger lader dog ikke til at afskrække bankernes villighed til at tilbyde flere investeringsprodukter til kunder.
I et skriftligt svar skriver Nykredit, at kurtage og andre gebyrer skal ses som et element af det samlede værditilbud, og at banken løbende holder øje med, at man er konkurrencedygtig på prissætningen.
Samtidig tilbyder Nykredit kurtagefrihed på udvalgte produkter, herunder de svanemærkede fonde, da banken ønsker at gøre det attraktivt for kunderne at investere i bæredygtighed, skriver Nykredit.
I en mail skriver Spar Nord Bank, at deres priser på aktiehandel afspejler, at de er en rådgivnings- og servicebank med lokale afdelinger, hvor kunderne kan blive rådgivet om deres investeringer og andre forhold, som har betydning for deres økonomi.
”Det er derfor vores indtryk, at vi samlet set er fuldt ud konkurrencedygtige på området,” skriver Spar Nord Bank i mailen, hvori de også henviser til deres forskellige prislister på selvbetjening og eksempelvis rådgivning på hjemmesiden.
Jyske Bank oplyser til InsideBusiness, at størstedelen af deres privatkunder benytter sig af investeringsplatformen i net- og mobilbanken, når de handler med danske og udenlandske aktier. Det er således et fåtal af bankens kunder, der gør brug af en personlig rådgiver i forbindelse med køb af amerikanske aktier – og dermed er det et fåtal af kunderne, der skal betale eksempelvis de 1,5 procent i kurtage, det koster at handle amerikanske aktier via en rådgiver i banken, fortæller Jyske Bank.
I en efterfølgende mail skriver Morten Kristensen, områdedirektør i wealth management i Jyske Bank, at banken generelt altid har fokus på at stå stærkt på markedet. Jyske Bank hilser altid konkurrence meget velkommen og overvejer derfor altid løbende priser og tilbud til kunderne. Det er på den baggrund, at Jyske Bank sidste år justerede priserne på en række investeringsløsninger, herunder aktiesparekontoen.
”Vi vil naturligvis informere vores kunder, i takt med at vi måtte træffe beslutninger om eventuelle ændringer. Alle vores priser er i øvrigt altid tilgængelige og transparente for vores kunder og løbende en del af den dialog, som vi har med dem,” skriver Morten Kristensen i mailen.
Sydbank er ikke vendt tilbage på InsideBusiness’ henvendelse. Danske Bank har ikke ønsket at stille op til interview.
Læs mere
Rådgivningspresset på bankerne vokser – og rekordregnskaber kan få politikere til at se rødt
Priskrig på renter tager til mellem banker
Hvorfor lægger Nykredit massivt pres på konkurrenterne nu – hvad bliver deres modtræk?
Bankerne har et kommunikationsproblem, og det bliver svært at løse