bog 1 2018

Lifestyle

En frygtløs bog om fremtiden 

Astrid Haug, ekspert i sociale medier og digital udvikling, har skrevet en herlig, letlæst bog, som er en introduktion til fremtidens og nutidens digitale landskab, forklarer vores anmelder.  

Jeg vil næsten beskrive bogen ’Fremtiden tilhører de frygtløse’ som en pendant til min gamle ’Grundbog i hjemkundskab’ fra 1977, hvor alle basisopskrifter findes, men ikke er en guide til gourmetmiddag. Lidt samme fornemmelse sidder jeg med denne bog.  

Bogens udgangspunkt er den ’nye verden’ og den forandring, der ligger i de nye digitale muligheder. For at komme tættere på disse muligheder er bogen struktureret i fem hovedafsnit:  

  1. Vision – hvordan er vi havnet her, og hvor skal vi hen, og hvad er det, de frygtløse virksomheder er kendetegnet ved? 
  2. Teknologi – hvordan beriger man sin virksomhed med ny teknologi?  
  3. Forretning – sådan bliver du og din virksomhed en del af den digitale økonomi. 
  4. Arbejdsstyrken – robotten og den nye teknologi er din nye bedste kollega! 
  5. Kunder – vi skal gøre os fortjent til de digitale kunder. Hvordan sikrer vi at vi tager kunden i hånden gennem robuste og attraktive kunderejser?  

Hvert afsnit er bygget op med lidt teori og refleksion om denne, lidt erfaringer, lidt gode råd og lidt eksempler. Og som et stort plus afsluttes alle afsnit med en kort spørgeguide – eller snarere en ’refleksionsliste’ over, hvad kan vi som virksomhed, jeg som individ gøre.  

Herligt og ganske let læst. Jeg kan næsten høre hvert eneste afsnit som et kort inspirationsforedrag med masser af liv, interaktion og spørgsmål, og det gør jo altid læsningen nemmere 

Fremtiden tilhører de frygtløse – en guide til den digitale forretningsudvikling

Af Astrid Haug

Forlag: Jurist- og økonomforbundets Forlag

Sprog: Dansk

Sideantal: 170

Pris: 298 kroner

ISBN: 9788757438642

4 af 6 stjerner

Den nye verden – frygtløshed i tre niveauer 

Bogen konkluderer, at ”digitalisering i sig selv er ikke svaret, men den kan hjælpe os med at nå vores mål”. Så det er altså op til alle os mennesker at beslutte, hvad der skal til.  

Forfatteren taler om frygtløshed i tre niveauer: 

Den personlige opgave i at bevare optimismen og frygtløsheden og ikke overlade denne til andre.  

Frygtløsheden på virksomhedsniveau for at kunne og turde lede virksomheden gennem denne fjerde industrielle revolution.  

På samfundsniveau at kunne og ville tage de vigtige diskussioner, så vi ikke føler os magtesløse over for digitaliseringen. 

10 quick fixes til den travle læser 

Personligt synes jeg, det er herligt, at forfatteren tør give et bud på ’10 quick fixes’. Det er befriende, og jeg mener, at alle med den mindste smule interesse i at bevæge sig fremad, skal forholde sig til disse 10 spørgsmål. Måske i særdeleshed dem, der som jeg ikke er digital indfødt. 

Bogens budskaber og indsigt skal / kan suppleres 

Bogen videregiver rigtig mange gode indsigter, men som nævnt bliver det aldrig en gourmetmiddag, men jeg tror heller ikke, at det har været forfatterens intention.  

Så efter min mening er missionen i den grad fuldført. Og i tilgift skrevet i et dejligt letlæst sprog med flere gode og godt forklarede cases og eksempler undervejs 

Bogen er en god udvidet og reflekterende executive brief, og jeg giver glad og gerne den 4 af 6 stjerner. 

 

Søren Strunk-Sørensen, sss@hildebrandtbrandi.com 

H&B | Hildebrandt & Brandi 

 

LÆS MERE

Den bedste strategibog i flere år 

Beslutninger fører til succes eller fiasko. Sådan undgår du de dårlige 

En bog, du ikke må gå glip af

Fremragende bog om forandringsledelse 

Bliv en succes med forståelse af netværk