Væk er støvet fra forsikringsbranchen. Nu tordner de toneangivende spillere frem med det ene banebrydende nye forsikringsprodukt efter det andet. Få overblikket over alt fra cyberforsikringer til graviditets- og børneforsikringer.
Bilforsikring er som ofte før udset til at være slagmark – denne gang for ny teknologi. Tryg tager nu springet ud i en helt ny verden med elektroniske sladrehanke i form af bokse, der løbende overvåger kunders kørsel og sætter prisen derefter. Codan og Alka er på vej med samme, men spørgsmålet er, om de vil tage springet fuldt ud.
Dernæst skal vi til en af de helt store danske medievirksomheder, som skal sælges. Salgsprocessen i forbindelse med TV 2 tager form, afslører Morten Johnsen. Allerede nu er der udsigt til slagsmål.
Opgør og usikkerhed er der også i Topdanmark, hvor et lille oprør til generalforsamlingen blev slået brutalt ned af Sampos massive overherredømme. Vi ser på de store interessekonflikter i Topdanmark, og hvad Sampo egentlig vil med Topdanmark.
Så besøger vi en af landets gamle industriklenodier, Haldor Topsøe, hvor automotivedivisionen skal sælges fra via en førende investeringsbank.
Det handler også om milliarder og grøn energi for de tidligere guldfugle, der forlod Dong – dertil kommer deres evner til at søsætte vindmølleprojekter. De tjener stadig styrtende, men nu arbejder de for sig selv og for en gruppe pensionsselskaber med PensionDanmark, Lærernes Pension og AP Pension i spidsen.
Vi har også en historie om bedre tider i bankverdenen. Tidligere frygtede Sparekassen Sjælland for sin overlevelse. Nu er bankens direktør, Lars Petersson, kommet ud på den anden side som en sund, børsnoteret og vækstsulten bank.
Vores kommentator Steen Reeslev kigger i denne uge nærmere på, hvordan nye digitale himmelstormere som Uber bliver jordet på kommunikationen, når de forsøger at få fodfæste i Danmark.
Denne uges boganmeldelse handler om en toneangivende bog, som guider til, hvordan man optimerer værdien af digitale netværk og indhentning af data om brugere og kunder.
God læselyst
Peter Nyholm & Morten Johnsen