velkommen

Leder

Velkommen til InsideBusiness #23 

Det bebudede indgreb mod det overophedede boligmarked møder hård modstand. Nordea-direktør mener slet ikke, at der er en boligboble i Danmark. Vi går bag om problemstillingen i denne uges InsideStory. Vi går også tæt på to af de stærkeste kapitalfonde i Danmark, EQT og Nordic Capital. 

Nationalbankdirektør Lars Rohde møder hård modstand i ønsket om at gennemføre et indgreb mod de stigende boligpriser. For de to regeringsvenlige partier Liberal Alliance og Dansk Folkeparti er modstandere. Vi går tæt på det spændende opgør, som snart bryder ud i lys lue.

Kapitalfondene EQT og Nordic Capital kæmper begge med udfordringer i porteføljen, men hvor EQT har købt op med arme og ben, er rivalen snublet på målstregen adskillige gange. Nu venter en ny tid imidlertid for EQT, da fondens danske chef gennem seks år, Morten Hummelmose, tager til New York og overlader ansvaret for forretningen herhjemme til Mads Ditlevsen.

Det myldrer frem med nye og relativt billige investeringsplatforme til telefonen. En af dem kommer fra Nord.Investments, der elsker at drille Danske Banks June. Det gør de også i denne uges Insider, men Danske Banks Simon Haldrup giver svar på tiltale og bebuder snarlige ændringer af Danske Banks investeringsplatform. Også andre spillere er på vej med lignende platforme.

Kommentator Claus Andersen fra EY, der er ekspert i sikkerhed, ser i denne uge på det stigende antal trusler, danske virksomheder står over for, når de krydser klinger med professionelle og organiserede hackere.

I denne uge faldt der endelig ro over Vestjysk Bank med en redningsaktion ved en broget skare investorer med Nykredit i spidsen. Men kan Michael Rasmussen overhovedet tillade sig at deltage i en sådan aktion, når han har lovet sit bagland, at han ikke vil købe banker?

Det handler også om et kommende stort opbrud i ejendomsbranchen med en fusion mellem de store spillere Deas og Datea. Og så fortsætter kampen om Danmarks skrappeste M&A-folk. Nu har revisionshuset EY været på strandhugst hos konkurrenten Carnegie.

Denne uges kultur handler om en af årets mere spændende erhvervsbøger. Ny bog om Vestas fra Johan Christensen og Birgitte Dyrekilde får fire af seks stjerner.

 

God læselyst!